Læsetid: 5 min.

’Riget’ som teater er en god kopi og derfor kunstnerisk amputeret

Det sælger sikkert billetter at lave teater af kendte og elskede tv-serier, og tv-dramatikkens dynamik gør meget godt for teatrets træghed. Teaterversionen af Lars von Triers ’Riget’ kan med sine gys og grin knap kaldes en kedelig kopi. Men ligesom andre af tidens dramatiske coverversioner føles den som teater kunstnerisk amputeret
Kirsten Olesens fysiske lighed med Kirsten Rolffes i rollen som den pageklippede spiritist Fru Drusse er en helt uhyggelig effekt i sig selv, og det fungerer godt.

Kirsten Olesens fysiske lighed med Kirsten Rolffes i rollen som den pageklippede spiritist Fru Drusse er en helt uhyggelig effekt i sig selv, og det fungerer godt.

Emilia Therese

25. april 2018

Ingen er vist i tvivl om, at tv-serien er vores tids foretrukne format for de fortællinger, vi som fællesskab forsøger at forstå os selv igennem. Fiktionerne, vi sammen og hver for sig følger på vores små og store skærme uge efter uge, er et fælles kulturelt fordøjelsessystem. Tv-serier er kunst som kollektiv hjerne, sådan som romanen tidligere og endnu tidligere også teatret har været det.

De bedste nordiske tv-serier har samlet skandinaviske seere på tværs af sprog- og landegrænser. Det er den svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergmans nådesløse portræt af kønsroller og ægteskabsinstitution under forandring i Scener fra et ægteskab fra 1973, danske Lars von Triers folkelige gennembrud, Riget fra 1994, og senest selvfølgelig norske Julie Andems ømme mikroepos om de smukke unge menneskers liv i de digitale vuggestuer, Skam, alle eksempler på.

Alle tre tv-serier var på en gang kunstnerisk sofistikerede og folkelige, og alle tre er inden for det seneste år blevet sat op i teaterversioner på danske scener. At iscenesætte tv-serier synes at være blevet en måde at forsøge at give det finkulturelle teater sin folkelighed tilbage.

Det er et sympatisk forehavende. Det lykkes bare aldrig rigtig sådan for alvor. Lykkes det måske kommercielt, sker det i hvert fald ofte – i klar modsætning til tv-forlæggene – på bekostning af det kunstneriske. Hverken sidste års iscenesættelser af Scener fra et ægteskab på Det Kongelige Teater, SKAM på Aveny-T eller den teaterversion af Riget, som nu også kan ses på Det Kongelige Teater, er rigtig gode eksempler på, at tv kan blive til teater i egen ret.

Genkendelsens glæde

Udfordringen ved at lave de dramatiske coverversioner af værker, som mange allerede kender og elsker, er åbenlys. Sammenligningen med de i sig selv så kunstnerisk originale originaler er uundgåelig. Det kan og skal måske være en del af fornøjelsen. Ligesom i en revy, hvor selve underholdningen består i, at karaktererne både ligner og lægger til. Så fortolkningen skal ligne, men fortolkningen skal også fortolke. Den skal give noget eget, nyt og andet til noget, der allerede fungerer. Ellers bliver det kedelig kopi.

Kedelig kopi kan man knap kalde Nicolei Fabers stemningsfulde og scenisk smukke, men også meget loyale bearbejdelse af Lars von Triers og Niels Vørsels gyserfarce om liv og død og danskhed. Men at se Riget som teater er i høj grad, som det var at se Skam som teater. Det er genkendelsens glæde og forventningens fryd, der sitrer i salen, når Joachim Holbeks klassiske bombastiske titelsang fra tv-serien brager ud fra Store Scene. Sammenlignet med sit forlæg kan teaterversionen bare ikke undgå at blegne.

Uhyggelig lighed

Det er især sammenligningen med de oprindelige skuespilpræstationer, der på både godt og ondt er uundgåelig, når Riget passerer revy på Det Kongelige Teater.

Kirsten Olesens fysiske lighed med Kirsten Rolffes i rollen som den pageklippede spiritist Fru Drusse er en helt uhyggelig effekt i sig selv, og det fungerer godt.

Olesen – der i lighed med mange af de oprindelige Riget-rollehavere selv er kendt fra folkelige tv-serier som Matador og Arvingerne – gør det på mange måder netop lige så godt som Fru Drusse, der til overlæge Helmers fantastiske frustration simulerer sig syg for at komme i kontakt med barneånden Mary og dermed opklare mysteriet om hendes grumme skæbne, som Helmers egen fejloperation af den lille Mona spejler.

Han spilles oplagt nok af dansk tv-dramatiks mystiske favoritskurk, svenske Thomas W. Gabrielsson. At hans Helmer er endnu mere råbende kolerisk end Ernst-Hugo Järegårds var, har den teaterpædagogiske fordel, at vi jävla danskere kan forstå hans svenske ukvemsgloser, men gør ham også til en lidt mindre spydig og martret skurk og fungerer derfor mindre godt.

Fladere end deres forbilleder føles også Lila Nobels tragiske Judith, Esben Dalgaards antihelt Krogshøj og Jens Jørn Spottags overlægeklovn Moesgaard. Mads Rømer Brolin-Tanis’ portør, Bulder, binder det hele sikkert sammen, men det er Peter Christoffersen, der med sine karakteristiske knæk i stemmen og stive grin brillerer bedst i rollen som patologiprofessoren Bondo, der i videnskabens navn indopererer det legendariske hæmatom i sig selv og belærer både os og de medicinstuderende fjog (Thue Ersted Rasmussen og Emil Prenter) om deres angst for fællesskabet.

Kunstnerisk amputeret

Det er også en udfordring at lave teater af tv, fordi man typisk skal have komprimeret en mange timer lang, episodisk fortælling sammen til en enkelt forestilling. Ligesom teaterversionen af den første sæson af Skam måtte småjappe gennem handlingen for at få det hele med, er farten også høj i den tre timer lange Riget. Det er et kompromis for komedien, selv om det scenisk fungerer flot, når farten også bliver en hel stil, hvor skuespillerne kan gå og løbe rundt i den store drejescene og bevægelige hospitalsscenografi.

Generelt er Riget da også et godt eksempel på, at tv-dramatikkens dynamik kan gøre meget godt for teatrets træghed og nedbryde den distance, mange måske føler til handlingerne, der udspiller sig på scenen.

Alligevel fungerer Riget bedst som forestilling i kraft af det, den gør anderledes end serien. Når Faber til at begynde med sætter scenen med en flot genskabelse af tv-seriens åbningssekvens, hvor blegemænd vasker snavsede klæder hvide, er de helt konkret indhyllet i den permanente tåge, introen taler om.

Samme sanselige stemning og fysiske chokeffekter skaber forestillingen med lyd og lys, og den rolle som kommentatorer af handlingen, som de to opvaskere med Downs syndrom spillede i serien, er på scenen helt erstattet af et kor, der med teatralsk staccatorytme kommenterer i kor: »Det er uhyggeligt. Ja, det er. Det er uhyggeligt.«

Problemet er altså ikke, at Riget som teater ikke er en god nok kopi. Snarere er forestillingen måske for loyal en fortolkning, som aldrig for alvor får sit eget teatralske særpræg. Der er både anstændige gys og grin i Fabers Riget, men forestillingen undgår ikke at føles amputeret. Amputeret er Triers ironi. Men det er også fraværet af meget mere drastige valg, som Faber kunne have truffet i sin fortolkning, der får forestillingen til at føles kunstnerisk amputeret.

Riget. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset. Af Lars von Trier og Niels Vørsel. Iscenesættelse og bearbejdelse: Nicolei Faber. Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen. Lysdesign: Ulrik Gad. Videodesign: Michala Clemmensen. Lyddesign: Jonas Vest. Komponist: Joachim Holbek. Til den 8. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Martin Bergholz

@kizaja: tak for din sammenligningsamalyse. Hvad er din konklusion og anbefaling af forestillingen, hvis læseren IKKE har set TV-serien? Det kunne fex være mine børn.