Læsetid: 2 min.

Rytmen er god, symbolerne dårlige hos Claus Handberg

I ’Vores’ træder de enkelte linjer og formuleringer frem fra digtene. Handbergs digte er bedst, når de står ved deres patos og samtidig afviser dér, hvor følelserne begynder at puste sig op
Man lægger mere mærke til enkelte linjer og formuleringer i ’Vores’, end man lægger mærke til digtene som hele udsagn.

Man lægger mere mærke til enkelte linjer og formuleringer i ’Vores’, end man lægger mærke til digtene som hele udsagn.

13. april 2018

Der er noget ukonkret eller bare ubestemt over digtene i Claus Handbergs nye bog Vores, også selvom emnerne og tonefaldet er velkendt. Det er som i hans forrige bøger: Et jeg optegner nærmest abstrakte situationer, ræsonnerer over stemninger, tiltaler et du, tænker over den tid, der er gået. Det er digtet som indre monolog, selv når det på skrømt er henvendt til en anden – digtet som et kondensat af en tone i sproget og af en måde at befinde sig i verden på.

Nogle gange er stemningen afklaret og melankolsk – »Dine øjne er klare og syge/ de skinner af ensomhed/ de oplyser vejen for dig« – andre gange er den aggressiv og fyldt med en trang til at ødelægge, men på en meget rolig og afklaret måde. Så lyder det sådan her:

»Det er tydeligt når vi passerer
hinanden på gaderne:
et kommende raseri
vil lægge alt øde.
Det ses i øjnene.«

Et tilbagevendende motiv er i begyndelsen opgøret med fædrene, senere det at være så gammel, at man ser sig overhalet af nogle yngre voksne. Af en ny generation. Men egentlig lægger man mere mærke til enkelte linjer og formuleringer i Vores, end man lægger mærke til digtene som hele udsagn. Og altså især til det ubestemte, den måde, de helst bare skitserer et rum helt løst på, deres glæde ved ordet ’det’. »Om du vil være ved det eller ej/ du er født ind i det«, som der står et sted, uden at Handberg egentlig føler nogen grund til at udpege, hvad ’det’ så er. 

Claus Handberg: Vores

Både og

Men er det godt eller dårligt? Både og. For mig skurrer det, når digtene i Vores vil være symbolske og fremskriver huse med psykologer i kældrene og fædre, der »skærer i historien«. Jeg er heller ikke glad for de gange, digtene bliver forhippede på at fremskrive lyriske paradokser i Nordbrandts stil.

Handbergs digte fungerer langt bedre, når de prøver at kondensere svære erfaringer ned til enkle udsagn. Og når de står ved deres patos og samtidig afviser det øjeblik, hvor følelserne begynder at puste sig op. »Barndommen var hård/ men sikkert ikke hårdere end din« – den slags.

Uanset hvad er der noget ved rytmen i hans skrift, som virkelig er fin. At træde ind i den er som at træde ind i et tungt, sikkert åndedræt. Tit er det, som om hver linje i et digt sagtens kan stå for sig selv, men at sætningen så alligevel fortsætter, linje efter linje, uden at den bliver tung eller svær at følge. Et sidste digt, som både viser det gode i Vores og det, der gør den mindre vellykket.

»Drømmene er syet ind i puden.
Om natten kan du mærke dem
sive gennem betrækket og ind
i hjernen som koldt vand.
I dagtimerne undværer du dem uden
større problemer.
Du er på vej et sted hen.
Fremtiden er udarbejdet
og møder dig på den aftalte destination:
på gaden i byen du flygtede til
for at undslippe den.«

Claus Handberg: ’Vores’. Antipyrine. 56 sider, 160 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu