Læsetid: 7 min.

Sjældent har det gjort så ondt og godt at se et rullefald ud af reden som i ’Lady Bird’

Greta Gerwig har lavet tidens bedste film om at være en ung, forvirret og flyveklar kvinde – og om at være mor til sådan en. ’Coming of age’-tematikkerne er der ikke noget sindsoprivende nyt i, men Gerwigs instruktørdebut er til gengæld sindsoprivende veltimet og velspillet, ekstremt morsom og rørende og stiller sig på alles side
’Lady Bird’ handler om et år i den 17-årige highschool-elev Christine McPhersons liv. Men også om at være mor til hende.

’Lady Bird’ handler om et år i den 17-årige highschool-elev Christine McPhersons liv. Men også om at være mor til hende.

UPI Media

26. april 2018

I begyndelsen af coming of age-dramaet Lady Bird udfolder indiefilmstjerne og nyslået instruktør Greta Gerwig den bedste filmscene om et mor-datter-forhold, jeg nogensinde har set:

Den 17-årige high school-elev Christine McPherson (Saoirse Ronan) – som vil kaldes Lady Bird og insisterer på, at Lady Bird er hendes »given name«, fordi hun jo har givet det til sig selv – har været ude og snuse til colleger med sin mor (Laurie Metcalf). Det er sommeren før sidste år på Lady Birds katolske high school. Nu er de på vej tilbage til Sacramento. Moren sidder bag rattet, datteren er passager.

»Hendes fingre løb nænsomt gennem hans hår. Hun kiggede op og hen over stalden, læberne samledes i et mystisk smil,« lyder det fra bilhøjttalerne.

De to stirrer begge melankolsk frem for sig med tårer silende ned af kinderne. Det er de sidste linjer af John Steinbecks Vredens Druer. Efter en hel dags maratonlytning er den slut. Moren klapper kassettebåndet ud af afspilleren og klikker det tilbage på plads i lydbogsmappen, mens de to sunder sig over den storslåede litteratur, over historien om folket før dem i disse varme amerikanske landskaber.

Sikke et mor-datter-bånd, sikke en smuk måde at synkronisere følelser og identitet på. Men det er også nærmest for sødt  – og knap har man tænkt det, før et monstrøst mundhuggeri mellem de to skyller al hygge bort. Det er sådan et skænderi, de to tydeligvis har haft tusinde gange før, og som nu mest handler om at såre den anden hårdest og hurtigst muligt. 

Væk er al lun vestkystnostalgi. Nu skal moderens insisteren på at installere Lady Bird på et ikke alt for dyrt, mellemambitiøst college på køreafstand fra hjemmet fandme ha’. For alt det, man ikke har set endnu, må klart være federe. Teenagehjemmet er pr. definition et fængsel, og moren er vogteren:

»Jeg hader Californien, jeg vil til østkysten. Jeg vil derhen, hvor kulturen er, som New York, eller i det mindste New Hampshire eller Connecticut, hvor forfattere bor i skoven,« klager Lady Bird.

Moren parerer slaget ved at opstille et aggressivt, realistisk alternativ: Hvorfor ikke bare gå på city college, måske komme lidt i fængsel og blive motiveret ad den vej? Arbejdsetikken er jo ikke til mere, lyder det.

Bang bang bang! Man kan knap følge med, og så, midt i det hele, kan Lady Bird ikke holde ud at være så meget som ét sekund mere i bilen med sin mor, så hun åbner hun bildøren og kaster sig ud på vejen, mens bilen stadig er i fart. Smak. Barnet har i et vildt raserianfald ladet sig rullefalde ud af reden.

UPI Media

Men kan du lide mig?

Greta Gerwig blev oprindeligt skuespilstjerne i såkaldte mumlecore-film, der var realistisk mumlende indiefilm om relationer. Frances Ha, som hun spillede hovedrollen i og skrev sammen med indiekongen Noah Baumbach, var en mere personlig og præcis beskrivelse af kompleks håbløshed og drømme for en ung kvinde i et venindeforhold.

Hendes debutfilm som instruktør, Lady Bird, der blev oscarnomineret, er delvist inspireret af Gerwigs eget liv i Sacramento i 2002. Sjovt nok føles forbindelsen mellem instruktør og hovedperson kun mere intimt af, at det nu er irske, energiske Saoirse Ronan, der spiller instruktørens yngre alterego. 

Lady Bird handler om et år i en teenagepiges liv med forældreproblemer, fremtidsproblemer, venindeproblemer, pengeproblemer, autoritetsproblemer på den katolske skole, statusproblemer og det første livtag med, hvordan rigtig kærlighed og rigtig sex mon skal føles.

Den slags er der sådan set ikke noget sindsoprivende nyt eller vildt originalt i. Til gengæld er filmen vildt og sindsoprivende veltimet, så helt ekstremt morsom og rørende, og den stiller sig elegant på alles karakterers side.

Gerwig forstår at udstille naiviteten hos den kreativt sprudlende, ikke overvældende talentfulde Lady Bird og rummer hende samtidigt fuldt ud. Og der tegnes både et uskønt og kærligt portræt af en mor, der er bitter og såret, og som ikke kan håndtere det. Der er ikke noget ’kukkelu så skøre er vi bare i vores familie’ over spliden mellem de to. Den er alvorlig nok.

»Kan du overhovedet lide mig?« spørger Lady Bird, da moren på en shoppingtur synes, at hun slæber fødderne afsted, og at hendes kjole er dårlig smag.

»Selvfølgelig elsker jeg dig,« lyder svaret.

»Men kan du lide mig?« Det bliver der ikke svaret på.

Moren, Marion, er fanget i passiv aggression over en datter, der kun ser sig selv. Som ikke forstår, hvor økonomisk presset familien er. Og som ikke ser, hvor deprimeret hendes far, en arbejdsløs og håbløst gammel it-mand, er, og hvor ydmyget, han føler sig, når hun ikke vil lade ham køre hende helt hen til skolen, hvor de andre kan se familiens billige bil.

Så Marion dyrker selvretfærdigt en misforstået og irriteret antagelse af, at Lady Birds overfladiske blik på livet kan belæres væk:

»Penge er ikke livets karakterbog. At have succes betyder intet i sig selv. Det eneste, det betyder, er, at du har succes. Men det betyder ikke, at du er lykkelig.« Og så bliver Marion taget i sin egen overfladiske betragtning, når Lady Bird med henvisning til familiens situation uden penge og succes svarer:

»Men du er jo ikke glad.«

Parallelt med det viser Gerwig kærligt, at Marion, ud over at være en virkelig skidt og straffende mor, til tider også er en rigtig fin og kærlig psykiater for sine patienter og en hyggelig hustru at hænge ud med og fnise med ude på badeværelset i fred fra børnene.

Følelser om følelser

Lady Bird handler også om ungdomsmelankoli, -klaustrofobi og momenter af glæde, som man glemmer at lægge mærke til, fordi længslen efter at lande på rette eksistentielle hylde får det velkendte til at føles træls som en flue på næsen. Og så handler filmen om at have helt vildt mange følelser omkring ens følelser, fordi man hele tiden tænker på, hvordan de følelser skal transformere og realisere én og få én til at stige i graderne socialt.

På et tidspunkt ser Lady Bird lyset i den på papiret ’interessante’ fyr Kyle (genialt selvfølende spillet af stjerneskuddet Timothée Chalamet fra Call Me By Your Name). Han spiller bass i et band, som har et mystisk fransk navn, ryger hjemmerul, læser bøger alene (men med publikum) og bryder sig ikke om konceptet penge.

For at komme tættere på ham, gør hun sig til for en af hans veninder. Imens svigter hun sit stærke venskab til Julie (Beanie Feldstein) – et forhold, der er endnu en kærlighedserklæring til venindeskab som i Frances Ha.

Og lige som Frances Ha giver Lady Bird en kærlig krammer til den rene, uhippe jubelglæde over at udtrykke sig: Midt i al sin udrejselængsel hengiver Lady Bird sig til skolens musical og mærker sammen med de andre ’nørder’ livslysten pulse afsted under skrål og koreograferet dans – alt imens det tvangsindlagte publikum af familie og venner ser skeptisk på. 

Det spændende ved 2002
UPI Media

Nå ja, og så er året 2002. 

»Det eneste spændende ved 2002 er, at det er et palindrom,« sukker Lady Bird. For hende er det tiden, hvor man farver håret rødt, hører Alanis Morissette og føler sine følelser til Dave Matthews Band – også selv om 2002 jo altså også er året efter 11. september. Men i Lady Bird er krig noget, man stener til på fjernsynet en eftermiddag, indtil der sker noget mere interessant – såsom at ens nye rige veninde er ved at opdage, at man ikke bor i den fancy villa, man har sagt, at man boede i.

Krigen dukker kun op, når mystiske Kyle prøver at relativere hendes sårede følelser ved at minde hende om, hvor mange civile, der bliver dræbt i Irak netop nu. 11. september skabte vildrede, men filmen undlader i sit retrospektive blik at postulere, at terrorangrebet med et knips skabte et nyt grundeksistentielt vilkår for alle. »Forskellige slags ting kan være triste ... det hele handler ikke om krig,« som Lady Bird svarer Kyle.

Lady Bird er begavet bevidst om sociale og politiske forudsætninger i 2002, men i modsætning til Lena Dunhams milepæl, tv-serien Girls, er Gerwigs mål ikke at være politisk eller tydeligt at tematisere krops- og kønspolitiske brydninger i sin generation. Vel forfalder hun måske en enkelt gang til en lidt nem og nærmest obligatorisk sidehistorie om inklusion.

Men filmens projekt ligger grundlæggende et helt andet sted: I at beskrive så klart, sjovt og voldsomt rørende som muligt, hvordan det er at rullefalde ud ad reden. Af den grund har Greta Gerwig lavet tidens bedste film om at være en ung, forvirret og flyveklar kvinde – og om at være mor til sådan en.

Lady Bird. Instruktion og manuskript: Greta Gerwig. Amerikansk. Biografer over hele landet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Sådan en amerikansk film som Lady Bird her er jo åbenbart en film, som alle danske filmanmeldere bare elsker at se - om USA! Fordi sådan en film som Lady Bird jo netop udstiller forløjelsen ved USA, og dens kultur! Og det uanset om vi taler mor-datter relation, far-søn relation eller en helt tredje relation som plotpunkt og hovedhistorie i filmen!

Og desuden så er den katolske high school Lady Bird går på IKKE en offentlig skole i USA!, det er en meget dyr privatskole, som alle katolske skoler er i USA! Netop derfor må Lady Bitds mor jo have to (eller tre) jobs for at få råd til at have datteren på denne katolske privatskole! Og den der med ikke at ville have sin far til at køre sig helt hen til skolen, for at resten af skolen ikke skal se, hvor fattige de er, er vist noget meget amerikansk noget; i USA er kulturen nemlig sådan, og det har den været længe!, at man helst skal skamme sig over at være fattig! Og skamme sig over, at ens familie er fattig- også selv om materielle goder ikke er vejen til lykken, vel! Og så er det altså normalt, at forældre i USA stadig straffer deres teenagebørn, selv store børn på 16-18 år, kan blive straffet af deres forældre, hvis de har gjort noget, som forældrene mener, eller synes, er forkert!