Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

’Sne’ er vidunderlig – også når kongen balsameres og hans indvolde »sjaskes« ned i en spand

Den upåfaldende Ellen Mattson har skrevet en påfaldende virtuos roman om en konges fald, balsamering af lig og dødens dårlige ånde generelt. SKAL hypes!
Det vidunderlige ved Ellen Mattsons Sne, der allerede udkom på svensk i 2001, er, at fiktionen lever så fuldkomment, brutalt og ømt i sig selv, og forfatteren, som jeg aldrig havde hørt om, skriver intet mindre end latterligt godt.

Det vidunderlige ved Ellen Mattsons Sne, der allerede udkom på svensk i 2001, er, at fiktionen lever så fuldkomment, brutalt og ømt i sig selv, og forfatteren, som jeg aldrig havde hørt om, skriver intet mindre end latterligt godt.

Cato Lein

Kultur
20. april 2018

Da jeg modtog den svenske forfatter Ellen Mattsons historisk roman Sne, tænkte jeg: »Hvad har jeg dog gjort for at fortjene dette?« Da jeg havde læst bag på og omkring bogen og var blevet helt sikker på, at jeg aldrig havde hørt om Ellen Mattson (f. 1962). Og da jeg læste, at romanen følger en halvgammel og smådeprimeret mand i 1718 i en lille by på den svenske vestkyst, kort efter den svenske konge Karl den Tolvte er afgået ved døden, tænkte jeg: »Nej, det er mig, der dør. Det her kommer jeg aldrig igennem.« Jeg kan huske det, fordi det står på min notesblok.

Fadæsen, for sådan en er der vitterligt tale om, skyldes naturligvis, at jeg er et stakkels fordomsfuldt menneske. Jeg føler mig slet ikke gammel eller godmodigt melankolsk nok til at følge i fodsporene på hverken halv- eller helgamle mænd, der drikker sig fulde i fjeldet, spiser søbemad og er ude for at fange heste, jeg orker det bare ikke.

Jeg er også fuld af fordomme mod historiske romaner. Ofte føles dét at læse en historisk roman som at se en af de der historiske dokudramaer, der er blevet meget populære på tv. Hvor der skiftes mellem en nyvasket forsker, der beretter om slagets gang, og så noget dramatiseret faktion, hvor skuespillere illustrativt kæmper med flotte sværd og der zoomes ind på noget blod.

Med andre ord: Historiske romaner lider ofte under åget af de historiske fakta, der skal formidles, og som betyder, at fiktionen aldrig får lov at folde sig ud og leve sit eget liv med al den sanselighed og indlevelse, som det kræver.

Det vidunderlige ved Ellen Mattsons Sne, der allerede udkom på svensk i 2001, er, at fiktionen lever så fuldkomment, brutalt og ømt i sig selv, og forfatteren, som jeg aldrig havde hørt om, skriver intet mindre end latterligt godt. Sne er på alle måder et værk af høj kunstnerisk kvalitet, og jeg har nu tatoveret ELLEN MATTSON på min indre lystavle. Jeg stemmer fremover på ELLEN MATTSON, der på bogflappen ligner den venligste, mest fredsommelige bibliotekar, men skriver så dybt og mørkt. Men okay, nu må jeg hellere fortælle noget om bogen.

Som sagt. 1718, iskold vinter, rygterne om Karl den Tolvtes død er nået frem til den lille, svenske prutby, hvor hovedpersonen Jakob Törn bor og med relativ stor modstand virker som apoteker. Hvervet har han arvet fra sin afdøde og velbeslåede far, men Jakob Törn har formået at køre forretningen i sænk med sin manglende vilje eller lyst – de to ting kommer ofte ud på ét. 

Ellen Mattson: ’Sne’

Lighedspunkter med ’Kongens Fald’

Romanen tager sin begyndelse dér, hvor Jakob Törn raver fuld rundt i byen og er til et selskab, hvor han opfører sig elendigt. Törn har ikke sovet i dagevis og har forvist sig selv fra hjemmet med sin kone, børn og logerende efter en overraskende episode, som han har svært ved at komme sig over. Den lyder som følger: Da nyheden om kongens død – i en krig, der har varet i årevis – når Törn, går han ind til sin kone og fortæller om dét, han oplever som en meget ulykkelig begivenhed. Konen ser ham fast i øjnene, tager en stor skarp kniv og stikker ham i armen. Blodet fosser, og Törn løber med det samme hjemmefra. Ikke af frygt for konen, men fordi, konstaterer han, hvis han var blevet, ville han have dræbt hende.

Jo, ægteskabet har skam så mange potentialer ud over den borgerlige tryghed, og det kan Sne i særdeleshed bidrage med mørk oplysning om. Törn finder, i de få dage romanen gaber over, et opholdssted i et lille pakhus, hvor han hviler sig lidt, mens rygterne svirrer. Det forlyder, at hans kone ligger i med hans ven, en splejset, poetisk og politisk aktiv notar, men det kan Törn for sig selv afvise. Han ved med sikkerhed, at hans kone ikke bryder sig om mænd, og at hans ven ikke bryder sig om kvinder. Ikke bare derfor, men også derfor bliver romanens afslutning overraskende. Noget har konen og vennen alligevel produceret sammen.

Både i tema og i mørkningsgrader kan jeg, når jeg læser Sne, ikke lade være at tænke på Johannes V. Jensens Kongens Fald. Der er flere lighedspunkter. Ikke bare i det grundlæggende mørke, der gennemvæder karakternes livssyn, og ikke bare i den voldsomhed og nøgternhed, hvormed ligene – og blodet, der strømmer – beskrives: De halvdøde soldater, der pludselig ligger og udånder i tusindvis overalt i byen, venner, der kollapser, og afdøde børn, der flyder ligeså meget som de levende.

Nej, der er ydermere også en stor lighed i det, at hovedpersonens liv i så høj grad er koblet op på kongens endeligt, helt bogstaveligt: Jakob Törn løber hjemmefra, da døden har ramt kongen og med konens kniv også rammer ham, senere kommer kongens livlæge og beder om hjælp til balsamering af kongens lig, der er ankommet til byen, så kroppen kan forblive nogenlunde velbevaret til den store royale begravelsesceremoni.

Scenerne med kongens livlæge Vogel og Törn, der iagttager, skærer, tømmer og vasker kongens lig i sprit, er vidunderligt groteske i højde, dybde, stort og småt. Mens indvolde »sjaskes« ned i en spand, samtales der på livet løs, og livlægens formaninger og livssyn er morbidt opkvikkende. Livlægen mener ikke, at det at tømme kongens lig for indhold er »værre end at rense en usædvanlig stor fisk«, og hans opmuntring til Törn og deres fælles forehavende lyder: »Der findes ikke nogen bedre måde at lære et menneske at kende på end at se, hvordan han ser ud i hovedet, når han vender et lig.« God pointe – men måske lidt svær at bruge som fingerregel på daglig basis?

Ikke mindst Guds eksistens og livets mening debatteres livligt over det tømte lig, livlægen har denne udlægning: »Jeg tror, at vi fødes for at sløse med vores liv, ødsle det væk på sådan noget som ikke fører nogen steder hen, ødelægge det så vi vænner os af med at sætte pris på det (…) Meningen med livet er, at vi skal ødelægge det.«

Sådan. Og således opmuntret. Det var ELLEN MATTSON, det var SNE. Køb den, læs den, dyrk den!

Ellen Mattson: ’Sne’. Oversat af Anne Marie Têtevide. Batzer & CO, 246 sider, 300 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her