Læsetid: 5 min.

’Sne’ er vidunderlig – også når kongen balsameres og hans indvolde »sjaskes« ned i en spand

Den upåfaldende Ellen Mattson har skrevet en påfaldende virtuos roman om en konges fald, balsamering af lig og dødens dårlige ånde generelt. SKAL hypes!
Det vidunderlige ved Ellen Mattsons Sne, der allerede udkom på svensk i 2001, er, at fiktionen lever så fuldkomment, brutalt og ømt i sig selv, og forfatteren, som jeg aldrig havde hørt om, skriver intet mindre end latterligt godt.

Det vidunderlige ved Ellen Mattsons Sne, der allerede udkom på svensk i 2001, er, at fiktionen lever så fuldkomment, brutalt og ømt i sig selv, og forfatteren, som jeg aldrig havde hørt om, skriver intet mindre end latterligt godt.

Cato Lein

20. april 2018

Da jeg modtog den svenske forfatter Ellen Mattsons historisk roman Sne, tænkte jeg: »Hvad har jeg dog gjort for at fortjene dette?« Da jeg havde læst bag på og omkring bogen og var blevet helt sikker på, at jeg aldrig havde hørt om Ellen Mattson (f. 1962). Og da jeg læste, at romanen følger en halvgammel og smådeprimeret mand i 1718 i en lille by på den svenske vestkyst, kort efter den svenske konge Karl den Tolvte er afgået ved døden, tænkte jeg: »Nej, det er mig, der dør. Det her kommer jeg aldrig igennem.« Jeg kan huske det, fordi det står på min notesblok.

Fadæsen, for sådan en er der vitterligt tale om, skyldes naturligvis, at jeg er et stakkels fordomsfuldt menneske. Jeg føler mig slet ikke gammel eller godmodigt melankolsk nok til at følge i fodsporene på hverken halv- eller helgamle mænd, der drikker sig fulde i fjeldet, spiser søbemad og er ude for at fange heste, jeg orker det bare ikke.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu