Læsetid: 4 min.

Spielberg fortæller vigtigt og underholdende om pressefrihed, whistleblowere og ligestilling i sin seneste film ’The Post’

Meryl Streep og Tom Hanks er fantastiske som to dedikerede avismennesker i Steven Spielbergs ’The Post’, der foregår i 1971 og handler om Pentagonpapirerne, men lige så godt kunne foregå i dag, hvor pressen også forsøges stækket af løgnagtige politikere
The Washington Posts chefredaktør Ben Bradlee (Tom Hanks) og udgiver Katharine ’Kay’ Graham (Meryl Streep) er hovedpersonerne i Steven Spielbergs ’The Post’, som foregår i 1971 og handler om Pentagonpapirerne.

The Washington Posts chefredaktør Ben Bradlee (Tom Hanks) og udgiver Katharine ’Kay’ Graham (Meryl Streep) er hovedpersonerne i Steven Spielbergs ’The Post’, som foregår i 1971 og handler om Pentagonpapirerne.

Nordisk Film

5. april 2018

Det kan godt være, at Steven Spielbergs nye, virkelighedsbaserede film The Post i høj grad handler om pressefrihed og vigtigheden af whistleblowere i et samfund og en tid, hvor magthaverne lyver for befolkningen.

Men den handler også om en kvinde, der er omgivet af mænd og må kæmpe for at blive hørt, blandt andet fordi hun skal overbevise sig selv om at tale højere og skarpere, end hun er vant til.

Filmtitlens ’Post’ er The Washington Post, der i dag betragtes som en af USA’s, hvis ikke verdens, mest betydningsfulde aviser. I 1971, hvor The Post foregår, er avisen dog en lokalavis, der nok udkommer i nationens hovedstad, men ikke kan følge med storebroren The New York Times hvad angår afslørende og dagsordensættende journalistik.

Avisens udgiver Katharine ’Kay’ Graham (Meryl Streep), og hendes chefredaktør Ben Bradlee (Tom Hanks) har dog andre planer – hun om en børsnotering, som skal skaffe penge til mere journalistik, og han om dybdeborende, afslørende artikler, der kan give The New York Times kamp til stregen.

Så dukker whistlebloweren Daniel Ellsberg (Matthew Rhys) op. Han arbejder for regeringen og oplever igen og igen, hvordan politikerne, blandt andre forsvarsminister Robert McNamara (Bruce Greenwood), ikke fortæller sandheden om USA’s mangeårige engagement i Vietnam. Han synes ikke, han længere kan forsvare at tie stille, og han kopierer og offentliggør med The New York Times’ hjælp de såkaldte ’Pentagon Papers’.

Gammeldags mediebranche

Efter den første, store og opsigtsvækkende afsløring, nedlægger en dommer på regeringens vegne forbud mod, at The New York Times offentliggør flere af papirerne, men Ben Bradlee og hans journalister får fat i Ellsberg og en kopi af papirerne, og så ruller sagen igen.

Spørgsmålet er, hvad Kay Graham vil gøre. Kan hun ignorere, at hun er venner med McNamara, og at balladen om Pentagonpapirerne kan underminere den vigtige børsnotering? Det skorter ikke på magtfulde mænd, der vil fortælle hende, hvad hun skal gøre, og The Post er som nævnt også fortællingen om, hvordan Graham lærer at sige fra og gøre sig gældende som chef i en gammeldags tænkende mediebranche, hvor kvinder traditionelt ingen adgang har haft.

Det var, som et af avisens mere mandschauvinistiske bestyrelsesmedlemmer bemærker, hendes mand, som arvede avisen efter hendes far, ikke Kay selv – hvilket hun heller ikke havde forventet. Hun er nemlig opdraget til, at mændene arbejder, mens kvinderne tager sig af børnene og hjemmet. Men manden begik selvmord, og nu er det hende, der bestemmer, og hun skal lære hvordan.

Heldigvis får Kay Graham hjælp af den meget selvbevidste, ambitiøse og direkte Ben Bradlee, for hvem pressefriheden betyder alt. Han bakker hende op, da hun skal diskutere med de af avisens mandlige bestyrelsesmedlemmer, som ikke mener, at The Washington Post skal blande sig i den ømfindtlige Pentagonsag, der også involverer præsident Nixon.

Vidunderligt skuespil

Det er ret utroligt, så meget Steven Spielberg og manuskriptforfatterne Liz Hannah og Josh Singer formår at fylde i The Post, uden at den to timer lange film kommer til at virke overfyldt eller tung.

Tværtimod disker de op med en meget let og elegant fortalt historie, der nok foregår i 1971, men som lige så godt kunne foregå i dag. Den handler både om pressens rolle som samfundets vagthund, om de whistleblowere, der er nødvendige for, at pressen reelt kan udfylde sin rolle ordentligt, og om løgnagtige politikere, der ikke kan finde ud af at fortælle sandheden og forsøger at sætte pressen hindringer i vejen.

Samtidig diskuterer filmen den ligestilling mellem kønnene, som stadigvæk ikke er, hvor den burde være, 47 år senere. En af Spielbergs pointer er, at der er brug for mennesker som Kay Graham og Ben Bradlee, der står ved, hvem de er, og kæmper for det, de tror på.

The Washington Posts øverste chef og ejer Katharine Graham sammen med Carl Bernstein og Bob Woodward i The Post newsroom.
Læs også

I virkeligheden er motoren i The Post netop de to mennesker, vidunderligt spillet af Meryl Streep og Tom Hanks. Hun udvikler sig fra et usikkert menneske, der ikke tør sige sin mening offentligt – og som ikke sjældent helt ignoreres af mændene omkring sig – til et stærkt individ, som ved, hvad hun vil, og dermed også bliver et ikon for andre. Der er en meget rørende scene, hvor hun forlader USA’s højesteret og stille hyldes af en lang række kvinder, der venter udenfor, mens mændene gør sig til over for pressen.

Det er en fornøjelse at være tilskuer, når Steven Spielberg vækker verdenshistorien til live. Han gjorde det med energi, nerve og følsomhed i Schindlers liste, Saving Private Ryan, München, Lincoln og Spionernes bro – der alle også handler om mennesker, som moralsk og menneskeligt formår at gøre det rigtige – og han gør det ikke mindre brillant i The Post, der er en både underholdende og vigtig film, fuld af drama, spænding og humor.

The Post slutter – og nej, det er ikke en spoiler – med indbruddet i Demokraternes hovedkvarter i Watergate-bygningen i Washington, og efter at have set The Post kan man passende sætte Alan J. Pakulas fremragende Alle præsidentens mænd på i hjemmebiografen. Den handler om The Washington Posts optrevling af Watergate-skandalen, der endte med Nixons afgang som præsident, og i den er det Jason Robards, som spiller en endnu mere kantet og kontant udgave af Ben Bradlee.

’The Post’. Instruktion: Steven Spielberg. Manuskript: Liz Hannah og Josh Singer. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Andersen
  • Morten Balling
  • Torben K L Jensen
  • Britta Felsager
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
  • Oluf Husted
Bjarne Andersen, Morten Balling, Torben K L Jensen, Britta Felsager, Bjarne Bisgaard Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Riis og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer