Læsetid: 4 min.

Spørgsmålet er ikke, om Grønland bliver selvstændigt, men hvornår det bliver det

Hvorfor bekymrer det ikke danskerne, at Grønland er ved at rive sig løs, spørger Martin Breum – og svarer selv
Hvorfor bekymrer det ikke danskerne, at Grønland er ved at rive sig løs, spørger Martin Breum – og svarer selv

Linda Kastrup

6. april 2018

Titlen på Martin Breums nye bog, Hvis Grønland river sig løs, kunne lige så godt være begyndt med et ’når’ eller måske rettere ’hvornår’, som er det spørgsmål, forfatteren stiller de fleste grønlandske kilder i bogen.

For det bliver hurtigt klart, at der ikke er mange i Grønland, der er i tvivl om, at vejen mod selvstændighed er den eneste rigtige; det er mere et spørgsmål om timing, hvilke problemer der skal være styr på, og ikke mindst hvordan det efterfølgende forhold til Danmark skal formes.

Selv gør Martin Breum sig umage med ikke at tale for hverken selvstændighed eller bevarelse af Rigsfællessskabet, og i stedet går den klare desperation, der alligevel skinner igennem siderne, på det paradoksale i, at så få i Danmark går op i, at kongeriget står til at blive 98 pct. mindre.

Til at løse den pædagogiske udfordring med at gøre den lidt abstrakte diskussion om Grundloven, Rigsfællesskabet og en potentielt fremtidig ordning med Free Association nærværende, benytter Breum sig flittigt af hovedpersoner til at sætte ord på det menneskelige drama, løsrivelseskampen allerede er.

Heri består bogens virkelige scoop, for Martin Breum har brugt sit navn og sit tålmodige, mangeårige arbejde til at få adgang til alle de centrale nøglepersoner: selvstyreformand Kim Kielsen, den politiske udfordrer Vittus Qujaukitsoq, statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), måske kommende statsminister Mette Frederiksen (S), tidligere udenrigsminister Martin Lidegaard (R), topdiplomaten Peter Taksøe-Jensen, tidligere departementschef i Statsministeriet og nu direktør for Dansk Industri, Karsten Dybvad, ja sågar  billedkunstner Per Kirkeby fortæller om, hvad Grønland har betydet for ham som kunstner. Dertil – naturligvis – en række almindelige grønlændere.

Interviewet med Mette Frederiksen bliver præsenteret som en ekstraordinær dansk opblødning over for et grønlandsk ønske om selvstændighed fra en potentiel kommende dansk statsminister.

Men for mig er det mest givende interview i bogen det med den unge grønlandske forfatter Niviaq Korneliussen, der præcist formår at beskrive den enorme vrede mod Danmark, der præger det grønlandske samfund.

På den ene side kan hun rationelt liste alle argumenterne op for, hvorfor Grønland ikke er klar til at blive selvstændigt i hendes levetid – »og jeg er kun 27,« som hun indskyder.

På den anden side mærker hun, hvordan bølgen af folk, der vil en hurtigere selvstændighed, ikke er til at stoppe med logik.

Sidste gang kom Breum akkurat for sent med sin bog, Balladen om Grønland, der centrerede sig om selvstyreformand Aleqa Hammond og hendes konfrontatoriske kurs over for Danmark. Da bogen kom på gaden i 2014, havde en skandalesag om sammenblanding af private og offentlige midler netop tvunget Aleqa Hammond af posten.

Denne gang udkommer bogen lige op til valget 24. april til Inatsisartut, Grønlands landsting, hvor kampen om posten som selvstyreformand i høj grad handler om selvstændighed.

Breum tager os i reportagestil med fra de grønne bakker i syd til det isdækkede landskab omkring den amerikanske Thule-base i nord for at gøre det begribeligt, hvilke ufattelige distancer og forskelle Grønland spænder over.

Han berører nogle af de basale spørgsmål, der presser sig på for et selvstændigt Grønland: Hvem skal militært udfylde magttomrummet, hvis de danske soldater bliver sendt hjem? Er grønlænderne mange – og veluddannede – nok til selv at bestride alle de offentlige poster i en selvstændig stat, lige fra akademikere i embedsværket til læger og lærere? Hvordan skal det gå økonomisk, bliver Grønland snydt for indtægter fra egne fisk og rejer?

Men mere end egentlige svar giver Breum i stedet en gengivelse og nuancering af de ofte meget modstridende udlægninger af fakta, som hver side af løsrivelsesdebatten tilbyder.

Igen, Breum vil ikke gøre sige til talsmand for det ene eller det andet, men blot inderligt opfordre til, at spørgsmålene bliver debatteret.

Men i virkeligheden leverer han selv svaret, hvis bogens grundlæggende spørgsmål er, hvorfor Rigsfællesskabets fremtid tilsyneladende interesserer så få i Danmark uden for centraladministrationen.

Igen og igen spørger Breum de danske aktører, hvorfor det er så vigtigt for Danmark, at Grønland fortsat er en del af det danske rige. Svarene forbliver vage variationer over betydningen for Danmarks rolle som arktisk stormagt, de lange historiske bånd og de mange familiære forbindelser på tværs af Nordatlanten.

Flere taler om at føle et »ansvar« for Grønland. Men for Danmark som sådan er ansvarsfølelsen over for Grønland – såvel som Færøerne – i bedste fald halvhjertet.

En demonstration i København for Rigsfællesskabets bevarelse tæller 26 personer i alt, inklusiv arrangører, talere og pressefolk.

Selv en beslutning om, at det officielle Danmark skal flage med grønlandsk flag på Grønlands nationaldag i juni og med færøsk flag på Sankt Olai-dagen i juli, ender galt. Daværende kulturminister Bertel Haarder fik hængt det grønlandske flag på hovedet i sin have, mens flere danske institutioner, herunder Københavns Universitet og selv den øverste danske repræsentant på Færøerne, rigsombudsmanden, får hejst et færøsk flag i de forkerte farver.

Grønlænderne føler sig tydeligvis ikke smigret over den danske ansvarsfølelse, som langt overskygges af oplevelser af dansk ligegyldighed og uvidenhed om deres land.

Martin Breums bog er et opråb om, hvorfor vi dog ikke bredere diskuterer et af Rigets mest omkalfatrende spørgsmål. Men den giver også et glimrende billede af, hvorfor selvstændighed er en folkesag i Grønland, og hvorfor Rigsfællesskabet ikke er det i Danmark.

Martin Breum: ’Hvis Grønland river sig løs – en rejse i kongerigets sprækker’, Gyldendal, 252 sider, 300 kroner
 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Bødtcher-Hansen

05/apr/2018

Kære ALLE i Grønland,
jeg ønsker at bidrage med
følgende synspunkter:

1 At Grønland er en selvstæn-
dig del af det danske rigsfæl-
lesskab beskytter Grønland
mod at blive domineret af
USA, Canada og især Rusland.
2 Lad på intet tidspunkt Kina
eje eller dominere grønlandsk
territorium og/eller økonomi.
3 Danmark vil til alle tider være
den MINDST besværlige for-
handlings- og samarbejds-partner.

Kærlig hilsen
Claus Bødtcher-Hansen

Lillian Larsen, Flemming Berger, Vibeke Hansen, Karsten Aaen, Else Marie Arevad, Henrik Brøndum, Kim Houmøller, Peter Hansen, odd bjertnes og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Interessen for Grønland, Færøerne og Rigsfællesskabet er nærmest ikke-eksisterende i Danmark, fordi hele spørgsmålet er fuldstændig fraværende i skolen og den offentlige debat.
For at sige det som det er; den almindelige dansker aner intet om Grønland og Færøerne, og de eneste tidspunkter hvor medierne beskæftiger sig med vores partnere er når der er valg, eller Dronningen kommer på visit.
Vores ligegyldighed kommer til at koste os alle dyrt.

Lillian Larsen, Vibeke Hansen, Karsten Aaen, Torben K L Jensen, Carsten Munk, Jørgen Larsen og Peter Hansen anbefalede denne kommentar

Jeg vi nødigt være den regering eller det folketing der vil gå over i historien, som den der afstod 98% af dansk territorium til 50.000 mennesker, for dermed, at kaste dem i stormagternes og storkapitalens vold, de vil ikke have en chance.

Flemming Berger, Erik Karlsen, Vibeke Hansen, Else Marie Arevad, Jørgen Larsen, Troels Ingartsen, Christian De Thurah, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Kim Houmøller

Grønlænderne har nogle af verdens allerdårligste politikere. Nepotisme, korruption eller bare rapseri fra Landstyre kassen. Skulle dumheden få overtaget, og kravet om selvstændighed blive ført ud i livet, kan den fattige del af befolkningen forvente endnu mere elendighed.

Vi bør som danskere ikke acceptere en sådan udvikling. Se rundt i verden, hvor mange millioner lever under ufatteligt dårligt politisk håndværk. At sige nej til halvdelen af statsbudgettet, kan kun skyldes magtfuldkommenhed!

Vi holder faktisk af Grønland som vort eget. Smid ikke barnet ud med badevandet!

Else Marie Arevad, Povl Jensen, Troels Ingartsen, Peter Hansen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Interessen for Grønland, Færøerne og Rigsfællesskabet er nærmest ikke-eksisterende i Danmark, fordi hele spørgsmålet er fuldstændig fraværende i skolen og den offentlige debat.
Skrives der.
Jo men interessen for Bornholm, Lolland og Mors er lige så lille. Jeg tror at interessen for de nordlige mandater er lille fordi de fleste her sydpå er dødtrætte af at få revet i næsen at vi er fæle kolonister, samtidig med at de nordatlantiske demokratier ikke kan finde ud af at erklære sig uafhængige. Kom nu igang istedet for hele tiden at sige mor er dum.

Hans Aagaard, Karsten Aaen, Povl Jensen og Troels Ingartsen anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

Nu er der faktisk nogle af os, som mener Grønland er en uadskillelig del af Rigsfællesskabet. Det er faktisk mere bekymrende, at man overhovedet de facto har afstået så stor del af dansk territorium uden debat.

Hele Grønland kan IKKE få selvstændighed fordi store dele faktisk lige så meget er dansk som 'Grønlandsk', punktum. Når det alligevel er tilfældet, så skyldes det berøringsangst og en malplaceret dårlig samvittighed, som gennem tiderne dygtigt er udnyttet af fortalerne for Grønlandsk selvstændighed.

Det ville være dejligt, hvis vi kunne slippe for den Grønlandske ofre mentalitet og den dårlige danske samvittighed. Så ville der være grobund for en grundig diskussion af Grønlands stilling i forhold til resten af fællesskabet.

christian christensen

Det eneste der stadigvæk kan få omverden og navnlig stormagterne til at interessere sig for Danmark er besiddelsen af Grønland. Navnlig dets strategiske beliggenhed og naturreserver. Uden Grønland ville danmark være en lille flueklat på verdenskortet. Det er sikkert en væsentlig grund til, at f.eks. den kinesiske præsident overhovedet gad at besøge Danmark tilbage i 2012 og modtage genbesøg i 2014.

Besynderligt så lidt Danmark interesserer sig for sit territorium. Hver gang vi mister en bid, fortrænger vi det, som et udslag af en uafvendelig skæbne. Tænk hvis Grønland havde tilhørt f.eks. Norge og ville løsrive sig. Sikke en ballade der ville blive!

Jeg tror at rigtigt mange danskere er død-trætte af at både Grønland og Færøerne koster os så utroligt mange penge. Og at disse territorier vel mest ønsker sig deres "frihed" når de har malket guldgåsen tom, og når der åbner sig muligheder for at udnytte natur resurserne vil man ikke dele, men SÅ vil man løsrive sig. Selv synes jeg at det ville være trist uden de 2 lande som en del af rigsfællesskabet. Og jeg tror da osse at de selv er bedst tjent med det, trods alt. Danmark som sådan vil jo sikkert miste international "betydning" - men det hilser jeg nu velkomment.

Jørgen Larsen

@Povl Jensen
Nu kan man ikke helt sidestille Færøerne og Grønland. Men for Grønlands vedkommende er der dog lavet en aftale omkring natur ressourcer.

De første nordboer ankom omkring år 1.000, mens de første inuit folkeslag (grønlændernes forfædre) omkring år 1300. Den nuværende befolkning er et blandingsfolk med inuit og nord europæiske aner. Et flertal har Grønlandsk som modersmål (er Østgrønlandsk eksempelvis ligestillet med Vestgrønlandsk?), men der er altså også et stort mindretal med dansk som modersmål.

Min kone er født og opvokset i Grønland, men med danske forældre. Statistisk set er hun grønlænder - og sådan opfatter hun også undertiden sig selv. Omvendt, så findes der Grønlandske efterkommere i Danmark, som statistisk set er danske. Kort sagt: En grønlandsk identitet er ikke helt en så entydig størrelse som man måske kunne tro.

Det Grønlandske og Danske folk ser nok på det samme spejl, men vi ser altså ikke helt det samme. Generelt må man sige, at vi i Danmark ikke sætter pris nok på vores grønlandske landsmænd.

Flemming Berger, Erik Karlsen, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

Lad mig afslutningsvis understrege, at Danmark seriøst bør overveje en AFLØSNING af det nuværende Rigsfællesskab. Alternativet kunne jo være Færøerne og Grønland som selvstændige nationer, men i en føderation med Danmark.

Vi er NØDT TIL, at være mere pro-aktive i forhold til de selvstændighedsbevægelser, der er i de pågældende lande. Principielt set mener jeg sådan set ikke, at hele Grønland tilhører grønlænderne. Men det løb er ligesom kørt - vi er nødt til at komme videre. Sammen er vi stærkere end hver for sig.

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Martin Skov Poulsen

Grønland kommer aldrig til at blive selvstændig. Jeg forstår ikke, hvorfor Martin Breum får så meget opmærksomhed om det emne. Han er journalist, ikke ekspert, og som journalist virker han alt for præget af sine kilder. Han burde bruge andre kilder. Der er heldigvis en del eksperter på området, der kategorisk afviser, at Grønland med den utrolig lille befolkning og de enorme sociale problemer kan blive selvstændig. Synd at Breum bliver ved med at falde for fatamorganaet.

Jørgen Larsen

@Martin Skov Poulsen - Det må der så være nogle, der har glemt at fortælle det grønlandske folk. Jeg tror ikke Du skal udelukke den situation, at det grønlandske folk ønsker selvstændighed - også selv om det kan virke urealistisk i dine øjne.

Området har stormagternes (USA, Kina m.fl.) udelte opmærksomhed og de kan vel vel tænkes, at de ser en interesse i, at understøtte et 'selvstændigt' Grønland. De 4,5 Mia kroner som Danmark årligt giver i bloktilskud er altså småpenge i den sammenhæng. Det er i vores og deres interesse, at vi i fællesskab finder en løsning. En løsning som nødvendigvis må indebære en eller anden form for selvstændighed.

En føderation mellem Færøerne, Grønland og Danmark vil naturligvis betyde, at Færøerne og Grønland IKKE har repræsentanter i folketinget - de er netop selvstændige nationer. Men en føderation betyder også gensidige forpligtigelser og rettigheder. En sådan aftale vil naturligvis ikke være let, men alternativet kan meget vel være værre.

Flemming Berger, Erik Karlsen, Eva Schwanenflügel og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Hvem kan kalde sig grønlænder?
Hvad der sker i grønland for tiden ville blive kaldt racistisk hvis det skete i den sydlige region af riget.

Peter Hansen, Hans Aagaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
John Michael Foley

Mon ikke Grønlænderne selv foretrækker et Ri(s)fælleskab med kineserne? Den mange mange investeringer som Kina allerede har gennemført og de kommende nye Kinabetalte lufthavne tyder på at grønlænderne selv har valgt i hvilken retning de vil gå.