Læsetid: 4 min.

Hos Stefan Zweig er erotik både en tropisk feber og en urkraft, der gør børn til mænd

Østrigske Stefan Zweig blander i sine fire noveller om begæret Freuds blik for det fortrængtes raseri med melodrama og gotisk gys
Zweigs bøger var i sin tid både populære og kontroversielle. Det var Zweig også selv. Han var biseksuel og tilsyneladende også blotter. Som ung blev han pågrebet af en betjent efter at have blottet sig for to unge piger i Schönborgpark, fortælles det i efterordet til ’Amok’.

Zweigs bøger var i sin tid både populære og kontroversielle. Det var Zweig også selv. Han var biseksuel og tilsyneladende også blotter. Som ung blev han pågrebet af en betjent efter at have blottet sig for to unge piger i Schönborgpark, fortælles det i efterordet til ’Amok’.

Ritzau Scanpix

13. april 2018

Af omslagets lyserøde bundfarve kunne man få det indtryk, at Stefan Zweigs (1881-1942) fire erotiske noveller var erotiske a la blide flodstrømme og sværmeri på solbeskinnede båddæk (på omslaget ser det ud, som om forfatteren er blevet ædt af en gigantisk candyfloss). Men det er mildest talt ikke sagen. Erotikken hos Zweig er som brodsøer i det ubevidste sjæleliv og som en tropefebers vilde rasen. ’Erotik’ er næsten for blegt et ord.

Stefan Zweig er bedst kendt for erindringsbogen Verden af i går, der er forfatterens stemningsmættede afsked med den kulturelt og videnskabeligt rige europæiske kultur, der gik under med Første Verdenskrig og Weimarrepublikken og siden definitivt med nazismen. Kendt er han også for det selvmord, han og hans hustru sammen begik i landflygtighed i Brasilien i februar 1942 i fortvivlelse over netop det nazistiske regimes gradvise verdensudbredelse.

Forfatteren som blotter

Som evig antipode til nazismen og med det uopslidelige prædikat »pacifistisk-humanist« klæber der noget dydigt, måske ligefrem noget sødladent til Zweig (det kan delvis forklare candyflossen). Men som det fremgår af oversætterne Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads efterord er det dydige og dydens moralske indkapsling af det menneskelige snarere en hovedfjende i forfatterskabet. Zweig er på vennen Freuds side, hans bøger er som sensibel og fordomsfri lodning af menneskesindet et anslag mod fortrængningens mekanismer og en udbasunering af det hemmelige (og »unheimliche«, som det hedder hos Freud). Bøgerne var i sin tid nok populære, men også kontroversielle.

Det var Zweig i øvrigt også selv. 

Zweig var biseksuel, han var tilsyneladende også blotter. Som ung blev han pågrebet af en betjent efter at have blottet sig for to unge piger i Schönborgpark, fortælles det i efterordet. Senere gentog blotteriet sig, i samme park, i de kejserlig labyrinter bag Schönbrunnslottet. Og i forfatterskabet i form af et brud på tabuer, foreslår oversætterne.

Ja, måske. I hvert fald er ingen af delene, hverken det litterære eller det korporlige tabubrud, ufarlige, selvom de litterære udfordringer af en tungt støbt moral godt kan se sådan ud i en bagklog eftertid, der i voksende grad har haft svært ved at få øje på sit eget bigotteri. 

Stefan Zweig: Amok

Fortrængt homoseksualitet

Den første og tidligste af de fire noveller (den er fra 1911) handler om tolvårige Edgars barnlige forelskelse i en charmerende baron på sit og morens kurophold et sted i de østrigske bjerge. Snart og uendelig smerteligt går det op for drengen, at baronens indsmigrende venlighed alene har været en kurtiserende smutvej til moren.

Den »brændende hemmelighed«, som titlen nævner, er både det farlige begær mellem moren og den skørtejagende baron og den erkendelse af voksenhed og seksualitet, der langsomt og løfterigt vokser frem i den nu næstenvoksne dreng.

Også »Brev fra en ukendt« fortæller om sammenstødet mellem det overfladiske, nydelsessyge begær og en livsomstyrtende besættelse. Den »kendte«, men navnløse romanforfatter modtager et brev fra en kvinde, der siden barndommen har næret en grænseløs både åndelig og fysisk kærlighed til ham og ved to lejligheder har delt seng med ham, uden dog at den glatte hedonist siden er i stand til at genkende hende.

Den tekst, som har kvindens død som anledning og afslutning, er både overkonstrueret og moraliserende, men med sit melodramatiske og nærmest overspændte plot også voldsomt underholdende.

Det gælder også – men måske med en anelse mere nerve – novellen om fortællerens åndeligt-erotiske møde i sin ungdom med en karismatisk, men også højst gåde- og lunefuld professor (den yngste af novellerne, fra 1927). Professoren bliver med sin lidenskabelige optændthed en livslang inspiration for fortælleren, han bliver også en fjern erindring om den homoseksualitet og side af sig selv, som fortælleren vælger at fortrænge og tage afsked med.

Liderlighed i troperne

Min foretrukne af de fire er titelnovellen, »Amok«, der med koloniernes fugtige hede som kulisse skildrer en ensom og næstenfordrevet tysk læges pludselige og halvt uforklarlige besættelse af en kvinde, som har opsøgt ham for at få hans hjælp til en fosterfordrivelse. Her blandes den eksistentielt strandedes jegopløsning med spontan liderlighed, der snart slår om i et vanvid af underkastelse, opofrelse og viljefast selvudslettelse. Det er begær som forrykthed, som det hedder i bogens undertitel, det er også her, den nogenlunde tempererede behandling af utilsløret seksualitet bliver til gyser og gotisk fortælling. Her er både mand, whisky og natmørke på dækket af en oceangående damper, men absolut ikke noget solbeskinnet og sødt over historien, han fortæller.

Oversætterne har på elegant vis fordansket Stefan Zweigs kringlede syntaks og mættede billedsprog. Det er ellers ikke helt let. For sproget hos Zweig kan ligesom temaerne hos ham balancere mellem det koncise og det manierede, på samme måde som man kan spekulere på, om det virkelig er et litterært overgangsfænomen mellem naturalisme og modernisme, man læser, eller i virkeligheden den gotiske roman og melodramaets populære genrer videreført med andre metoder. Det sidste er sagt med begejstring. Til de grænser, der overskrides hos Stefan Zweig, hører heldigvis også grænserne for den gode smag.

Af en eller anden grund fortæller hverken forlag eller oversættere noget om novellernes danske forhistorie og tidligere oversættelser. Det skulle de have gjort.

Stefan Zweig: ’Amok’. Oversættelse og efterord ved Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Forlaget Rosinante, 330 sider, 300 kroner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu