De er fine, stilfærdige på den fede, Helle Helle- og Peder Frederik Jensen-agtige måde, disse små noveller af den norske forfatter Jan Kristoffer Dale (f. 1984). Bogen har vundet tre litteraturpriser i Norge og har gjort forfatteren til en populær foredragsholder.
Historierne foregår i et lille samfund i det sydøstlige Norge uden for byen Arendal. Her bor de mænd, der blev tilbage, mens mere driftige folk flyttede væk, fik uddannelse, job og ægteskab. De seks mandlige hovedpersoner i novellerne er ufaglært underklasse. De er aldrig flyttet fra hjemstavnen, deres udsigter er få, og deres job er hårdt industriarbejde – hvis de har et job.
Inspirationskilden er efter forfatterens eget udsagn John Steinbeck og Per Petterson. Fra Steinbeck har Dale det sociale engagement, fra Petterson den afdæmpede stil. I pressemeddelelsen giver forfatteren udtryk for, at der er skrevet mange bøger om middelklassen. Men: »Hvad med dem, der ikke kommer længere end folkeskolen?«
Det nye er hos Dale, at samfundets stille eksistenser er mænd. Deres håb og drømme er ubestemmelige. De ved ikke, hvad de ønsker sig af tilværelsen, bortset fra sex og en kvinde, men sådan én har de ikke let ved at tiltrække, især fordi de fleste kvinder er flyttet væk. Tilbage er stoltheden over den fysiske formåen, »arbejdsnæverne«, der har givet novellesamlingen navn. Her har novellerne et klart slægtskab med Peder Frederik Jensens Banedanmark (2014).
Jan Kristoffer Dale: Arbejdsnæver
I den længste af de seks noveller, den tilsyneladende selvbiografiske »Arbejdsnæver«, har den unge Trygve fundet hårdt fysisk arbejde som vikar på det nærliggende bryggeri. Han venter desuden barn med sin kæreste Tone. Tone er bevidst om at være ung, uuddannet mor, bl.a. fordi hendes økonomistuderende søster Silje meddeler hende, at »taberforældre får taberunger!«.
Trygve selv er ikke bedre stedt. Som tyk og genert var hans skolehistorie smertelig, en kammerat drillede ham til idræt med »patterne«, tysklæreren var efter ham, og han hyggede sig på anden vis: »Han kunne godt lide at se film, tv-serier, og havde brugt det meste af sin ungdom på at se gyserfilm og spille PlayStation på sit drengeværelse. (...) Som lille havde han været stor, og i udskolingen havde han taget endnu mere på«. På bryggeriet har han dog lært at komme til tiden klokken lort om morgenen, han har tabt sig, fået arbejdsnæver og overarmene er vokset.
Dale er loyal over for Trygves arbejdsnævestolthed, men i novellens præcise beskrivelse af sure morgener, neonlys, våde handsker og fastfrosne flasker fornemmer man udsigtsløsheden og tristessen, også fordi svigerfar Geir har haft det samme liv. »De tommer flasker der skulle sorteres, havde stået ude i løbet af natten. Der var sne overalt. På flaskerne og på rammerne. Den faldt ned på gulvet og smeltede sammen med støvet fra pallerne. Efter omkring 20 minutter var Trygve drivvåd.«
Småbitre og misundelige mænd
De øvrige noveller generaliserer perspektivet og viser, hvordan det ufaglærte liv med tiden gør flere af mændene småbitre og misundelige. Det udtrykker de gennem passiv aggressivitet: I novellen »Tilflytter« bagtaler Frank en nytilflyttet kvinde, han selv er interesseret i, for at forhindre en kammerat i at score hende: »Pas på du ikke bliver smittet,« som han advarer.
I »Jon« genfinder Richard på nettet en savnet barndomsven, der som ung fik et psykisk sammenbrud. Men da han opsøger Jon på adressen, møder han kun Jons kone, som fortæller, at Jon er blevet ingeniør, gift og træner tre gange om ugen: »Richard kiggede ned i koppen. Han så sig selv tage koppen og kaste den i ansigtet på Trine. Han rejste sig. ’Jeg tror hellere jeg må komme videre,’ sagde han.« Richard skynder sig væk, uden at møde barndomsvennen. Måske forestillede han sig en følsom samtale om gamle dage i Froland, men blev i stedet mindet om sine egne spildte muligheder.
Måske er det største problem ikke, at novellernes ufaglærte mænd er forladt af velfærdssamfundet i det rige Norge – tilsyneladende havde i hvert fald de yngre faktisk mulighed for f.eks. en uddannelse – men at de er forladt af deres egen mangel på initiativ og af de jævnaldrende kvinder. Novellernes spinkle stråler af håb er knyttet netop til kvindelig omsorg (og bogen er tilegnet »Til Kjersti«). Tilsyneladende har flere af novellernes mænd en forventning til kvinder om at agere overjeg for dem, mens de samtidig gør hemmeligt oprør mod overjegets kedelige regler. F.eks. ryger den storhostende Geir videre på trods af sin KOL og bemærker: »Det her må du ikke sige noget om til Tone.« Åbenbart føler Geir, at det er hans unge, gravide datters opgave at overvåge sin fars helbred.
Man får fornemmelsen af, at disse mænd venter på en pludselig forandring, som på mirakuløs vis skal indtræffe, uden at de konfronterer deres usikkerhed og forlader deres komfortzone.
Er det synd for dem? Ja. Har de selv et ansvar? Også ja. For et par generationer siden var der oftere job og kvinder til arbejdsmænd som dem i novellerne. Men Dales små beretninger viser med sylespids præcision, hvorfor der måske ikke er det nu.
Jeg håber, at mændene læser med.
Jan Kristoffer Dale: ’Arbejdsnæver’. Oversat af Sara Koch. Gyldendal, 110 sider, 200 kroner.
