Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Superheltene i ’Avengers’ kæmper mod en skurk, der vil redde verden

Psykiske problemer, mandekrise, fader- og folkemord. Den lange superheltefilm ’Avengers: Infinity War’ når aldrig at kede. Fordi den er så flot, men også fordi folks personlige problemer får lov at brede sig på det store lærred. Og så er skurken en kompliceret og moralsk anlagt gut
De tungeste skuespillere fra det ekspansive Marvel-univers er samlet i ’Avengers – Infinity Wars’. Her Robert Downey Jr, Mark Ruffalo, Benedict Wong og Benedict Cumberba.

De tungeste skuespillere fra det ekspansive Marvel-univers er samlet i ’Avengers – Infinity Wars’. Her Robert Downey Jr, Mark Ruffalo, Benedict Wong og Benedict Cumberba.

Planet Photos

Kultur
26. april 2018

Det er en pragmatisk, men syg tanke. Livet i universet er ikke bæredygtigt, folk vil sulte ihjel, og løsningen er at udrydde halvdelen af universets befolkning. Efter et tilfældighedsprincip, så rig, fattig, høj, lav, kvinde, mand, venstre- og højrehåndet ryger ved udrensningen.

Det er den eneste løsning, mener den intergalaktiske skurk Thanos i den nye, strålende Marvel-superheltefilm Avengers: Infinity Wars. Altså er han en moralsk skurk. Grov, bevares. Nådesløs, ja. Pissetarvelig, absolut. Han er alt dét.

Men Thanos kan alligevel ikke finde ro, før han har reddet halvdelen af universets befolkning – i stedet for at alle, som han ræsonnerer, skal dø af underernæring eller krig.

Jordboerne ser anderledes på det. Vi vil hellere ofre nogle ulykkeligt udvalgte. Ja, man kan vel argumentere for, at vi med neoliberalismen og højreradikaliseringens destruktion af medmenneskelighed og klimakrisens fremtidig masser af klimaflygtninge, som ingen vil hjælpe, er i gang med et indirekte folkemord. Og at det endda rammer ekstremt skævt, nemlig primært de fattige i deres fattige, varme lande eller i flygtningelejre langs for eksempel EU’s grænser.

Voldens musik velkomponeret

Det kan man naturligvis ikke sammenligne med en overlagt 50 procents udryddelse. Så superligaheltene i Avengers stiller fornuftigt nok op, da Thanos kommer til jorden for at indsamle en af de seks såkaldte Evighedssten, der vil fuldbyrde hans styrke. Og derfra går det gennem nationer og mellem planeter, ikke piano, men fortissimo. Som forventeligt.

Allerede under de første slag står det klart, at Avengers: Infinity War er yderst vellykket som underholdnings- og actionfilm. Der er dynamik og – med nogle undtagelser – overskuelighed i slagsmålene. Voldens musik er velkomponeret. Og der er kropslighed, for eksempel når man ser, hvor ubehageligt det er for mennesket inden i Iron Man-rustningen, at nogen giver ham én på lampen.

Mere bemærkelsesværdigt er det dog, at det lykkes det to timer og 29 minutter lange superhelteorgie at få bredt personlige problemer ud på det store lærred. Der er en, hvis far slog hans mor ihjel – og så slog han siden faderen ihjel. Der er ham, der har mistet al familie og sin bedste ven. Hende, der blev adopteret af Thanos, havde en lorteopvækst og nu bekæmper ham. Der er hende, der kan redde universet ved at slå sin elskede ihjel. Og så er der en rumkaptajn i maskulinitetskrise.

Hollywood på max folkelig ydeevne

Vi kan nyde de tungeste skuespillere fra det ekspansive Marvel-univers samlet i en film mod den intergalaktiske overmagt. Robert Downey Jr., Scarlett Johansson, Mark Ruffalo, Benedict Cumberbatch. Og Josh Brolin, som er et kup i rollen som Thanos. Brolins fjæs er animeret ind i Thanos’ elefanthud. Og med så stærk en skuespillers mimik og stemme bliver der lagt lag på lag af personnuancering i skurkerollen – her er ikke kun sarkasme, alfahanbrøl og voldsretorik, men også sorg og moralsk anfægtelse.

Lyksaligvis er antiheltene fra Guardians of The Galaxy-filmene også med, og de sørger for, at den mere grovkornede komik får lov at fylde en del i cirkusset. Men i det hele taget er Avengers: Infinity War ret sjov. Og til tider helt utrolig flot, ikke mindst i sine galaktiske sekvenser.

Det er Hollywood på maksimal, folkelig ydeevne. Både hvad angår special effects, actionsekvenser, komik og let fordøjelige, men alligevel vedkommende karakterer. Samtidig med at faste ritualer i fortællingen bliver detroniseret (hvilket jeg ikke skal komme yderligere ind på).

Voksenkrisepsykologi

Det er superheltefilm som voksenkrisepsykologi bygget af Duplo-klodser. Og det er apokalypseterapi for publikum. For naturligvis er det rart at se spejdere i spandex redde verden fra ondskab. Men denne gang er det med blandede følelser, for man ender med at fatte en – behersket – sympati for Thanos. Filmen foregår jo på en måde i en verden, hvor den onde vil hjælpe omend på radikal vis. Den diskussion, som Thanos starter, og som filmen berører i handling, men stort set ikke i ord er: Kan man ofre liv for at redde andres? Kan det regnestykke nogensinde retfærdiggøres?

Det synes Thanos. Superheltene er uenige. Men hvad er deres løsning så på en civilisation, der ikke længere er bæredygtig? Ingenting, ser det ud til. Skal de ikke snart koncentrere sig om at redde verdens fattige og udsatte? Mjah. Der kommer åbenbart hele tiden noget i vejen.

Så vi skal åbenbart fortsat følge Marvels strategi: Så længe der er en titanisk ydre fjende, der vil udrydde milliarder eller bare en nation eller to, så skal alle guder, titaner og andre supervæsener ignorere, at vi egentlig har langt mere presserende problemer her i det hverdaglige, jordiske liv.

På den led ligner plottet i Avengers: Infinity War en form for spørgsmålstegn til hele Marvel-universets megaundergangsfetich. Og så går det hverken værre eller bedre, end at det er en bæredygtighedsdemagog og voldstyran ved navn Thanos, der er mest relevant, når han påpeger at universet ikke længere er bæredygtigt.

'Avengers: Infinity War' – Instruktion: Anthony Russo og Joe Russo. Manuskript: Christopher Markus og Stephen McFeely. Amerikansk. (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her