Læsetid: 4 min.

Det er sympatisk, men også super nutidstypisk, når filmen ’Faces Places’ vil redde almindelige uberømte mennesker fra anonymiteten

To kunstnere fra hver sin kunstart og generation tager på biltur gennem Frankrig for at tapetsere gamle bygninger med portrætter af de mennesker, der har haft deres gang i dem. Mødet mellem de to er præget af god stemning, men slår meget få gnister
I ’Faces Places’ kører kunstneren JR og filminstruktøren Agnès Varda rundt i en bil, som er en overdimensioneret rullende fotoautomat, hvor de billeder, der bliver taget inde i lastrummets studie, bliver printet ud af siden på bilen i stort format og tapetseret på forskellige bygninger.

I ’Faces Places’ kører kunstneren JR og filminstruktøren Agnès Varda rundt i en bil, som er en overdimensioneret rullende fotoautomat, hvor de billeder, der bliver taget inde i lastrummets studie, bliver printet ud af siden på bilen i stort format og tapetseret på forskellige bygninger.

Det Danske Filminstitut

5. april 2018

Det står klart fra starten af den franske dokumentar Faces Places, at filmen lever af modsætningen mellem sine to hovedpersoner. JR er en 33-årig kunstner, der laver fotokunst og street art. Hans krop er lang og ranglet, hans tøj er sort, hans kondisko er hvide, og kunstnerhatten og solbrillerne er altid på.

Han kontaktede den 89-årige filminstruktør Agnès Varda for at fotografere hendes klejne skikkelse med den karakteristiske tofarvede frisure og den coolness, som det tager 89 år at opbygge. Hipsteren og legenden blev venner, nysgerrige på hinandens kunstneriske praksis og fik den idé at rejse rundt til landsbyer over hele Frankrig og lave værker, som dokumenterer de mennesker, der lever der.    

Fotoautomat på fire hjul

Det er så det, JR og Varda gør i Faces Places (på fransk: Villages Visages). Bilen, de kører i, er en overdimensioneret rullende fotoautomat, hvor de billeder, der bliver taget inde i lastrummets studie, bliver printet ud af siden på bilen i stort format. En flot, frønnet ladegavl, de kører forbi, bliver således beklædt med et flere meter højt portræt af ladens ejermand.

Beboerne i en død eller døende mineby fortæller om livet som minearbejdere og får deres ansigter tapetseret på facaderne af de embedsboliger, mineselskabet ellers vil til at rive ned. Projektet handler på den måde om at synliggøre de mennesker og den levede historie, de tapetserede bygninger har rummet og rummer.

Undervejs reflekterer JR og Varda over meningen med projektet, men det er og bliver en tom floskel, når de bliver enige om, at formålet er at vække beskuerens fantasi. Det overdimensionerede billede af landmanden, der pryder ladegavlen, åbner ikke for en større forestillingskraft, det sætter bare ansigt på den person, hvis daglige virke udgår herfra.

Det er sympatisk, men også super nutidstypisk at ville redde almindelige uberømte mennesker fra anonymiteten. I et tilfælde bliver en kvinde helt forlegen, da hun opdager, at portrættet af hende fylder hele gavlen af en treetagers bygning midt i den by, hun bor i. Andre virker let mystificerede over projektet. I de fleste tilfælde virker de medvirkende dog glade for, at nogen gider besvære sig for at sætte en stor fed streg under deres tilhørsforhold til et sted. 

Indimellem fotograferer JR også Vardas fødder eller øjne og placerer dem sødt drillesygt i landskabet og på togvogne. Det er alt sammen meget tilforladeligt. Så tilforladeligt, at det begynder at virke som et trivielt one size-greb, der anvendes stort set ens alle vegne.

Unødvendig tøhø-humor

Stemningen mellem de to vidt forskellige kunstnere er hele tiden god, men det virker også som om, den gode stemning er noget, de selv og filmen prioriterer på bekostning af en potentielt interessant diskussion om kunstsyn og -praksis. Deres samvær slår ikke så forfærdeligt mange gnister. De veksler mellem at lytte respektfuldt og drille godmodigt. Når Varda viser billeder, hun har taget, og fortæller om de mennesker, hun har mødt, er der en inderlighed og alvor over det, som overstråler JR’s kække måde at være cool på.  

Belgisk-fødte Varda startede sin karriere som en del af den franske nybølge og har i de senere år arbejdet med dokumentarfilm og installationer. Hendes oeuvre synes mere nysgerrigt og afsøgende end de hippe tapetseringer af gamle bygninger. Det er, som om værkerne smører et tyndt, ensartet, men ikke desto mindre iøjnefaldende lag 2017 ud over landskaber og bybilleder, der ellers er kendetegnet ved historisk dybde og forskellighed. Det er ikke nødvendigvis uinteressant at blive præsenteret for et sted, dets historie og befolkning, men det sker for overfladisk til at være tilfredsstillende.

Faces Places er både en film om et land under forandring og om et venskab mellem to umage skikkelser med hver sin stærke vilje og handlekraft, men den lykkes ikke fuldstændigt med at udfolde nogen af de to historier. Det er en uhøjtidelig film, som er iscenesat og klippet med samme legesyge grundindstilling, som også karakteriserer JR og Vardas måde at gå til filmens konkrete kunstprojekt på.

Det er nogle gange sjovt at se dem have det sjovt med den dokumentariske form. Andre gange er påfundene så søgte i deres fiffighed, at det føles, som om nogen hiver i ens smilebånd med en snor.

Det kan f.eks. være, når et postbud kommer cyklende ud til en forladt landsby for at aflevere et stort udskåret bogstav – der jo på fransk hedder une lettre ligesom et brev gør. Den tøhø-humor er virkelig ikke nødvendig.

Det er i princippet et endeløst projekt, JR og Varda er ude i, men de formår at lande den forholdsvis udramatiske historie om et venskab, en biltur og et kunstprojekt i nogle scener, der peger bagud og viser, hvordan det er at være levende og opsøgende, mens størstedelen af ens liv ligger bag én.

’Faces Places’ er månedens dokumentar i Cinemateket i København, hvor man også kan se en serie af Agnès Vardas film i april og maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu