Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Teksten i ’Tomat’ er svær at gribe om, men billederne kommunikerer direkte

’Tomat’ er et eksempel på en billedbog med en sympatisk, opbyggelig tekst, der får sin berettigelse gennem tegnerens arbejde. Billederne kommunikerer direkte, ligefrem og larmende
’Tomat’ er et eksempel på en billedbog med en sympatisk, opbyggelig tekst, der får sin berettigelse gennem tegnerens arbejde. Billederne kommunikerer direkte, ligefrem og larmende

fra bogen

Kultur
6. april 2018

Det ser drabeligt ud, lige når man slår op i Mette Eike Neerlins og Kamila Slocinskas billedbog Tomat. Øverst på siden hænger to par børneben og dingler ned fra et træ. Teksten på samme side begynder med: »Jeg er ikke lige hende, som klatrer først op i toppen af et godt blommetræ.« Så drabeligt var det heller ikke. Benene tilhører to børn, der selv er klatret op. Fortælleren er den pige, der står neden for træet og beskriver sig selv som »lige modsat« af de andre.

»Lige modsat« er især at være meget stille og tænksom, på næste side står der: »Jeg er bedst til at tænke det, jeg vil sige. Det, jeg ville have sagt. Ofte er de andre nået videre til noget helt andet, når jeg er færdig med at tænke. Hvis jeg skulle sige det, jeg tænker, ville jeg aldrig blive færdig med at tale. Når jeg skal tænke det, jeg vil sige, får jeg aldrig sagt ret meget.«

Sådan er teksten i Tomat. Svær at begribe og gribe om. Billederne kommunikerer derimod direkte. De viser en hel skoleklasse i forskellige skoleagtige situationer. Slocinska larmer ligefrem, perspektivet er forvredet, basketbolde og farver fyger rundt. Blyantstregen kunne være et barns, og så som en omsorg midt i kaosset er hårstrå efter hårstrå tegnet sirligt på børnenes hoveder. Som om de var blevet aet. En af pigerne, Iris, har et hjerte med »FaR« på i en kæde om halsen. Det nævnes ikke i teksten, men man kan følge hjertet fra side til side.

Uanset om man først får øje på teksten i en billedbog eller billederne, skaber det ene forventninger til det andet. F.eks. skaber drabeligheden på det første opslag en forventning, som teksten ikke kan leve op til. Men der sker alligevel noget i samspillet mellem de to. For Slocinskas voldsomme tegninger viser netop, at »det er svært at gå i skole,« som jegfortælleren siger et sted. Tekstens indre tankeverden er blevet til en billedfortælling, der viser, hvor farlig, hverdagen opleves for den forsigtige fortæller.

fra bogen

En stille, overset pige, der forstår, at den modige og højtråbende Iris i virkeligheden er ked af det. Hun savner sin far, »så det ikke er til at holde ud.« Det var det halskæden fortalte i billeder. Den stille pige får sagt det til klassen helt tomatrød i hovedet af generthed og hjulpet på vej af sin retfærdighedstrang. Da hun går hjem den dag, smiler hun og føler sig »på en måde ret så rigtig«. Det er en stor, lille sejr.

Sejren viser det sidste billede gennem fortællerens rolige ansigt. Hun er ikke længere tomatrød i hovedet, hendes store blå øjne kigger ud på læseren, der er ro i blikket. Hun har sunde, røde æblekinder.

Tomat er et af mange eksempler på billedbøger med en sympatisk, opbyggelig tekst, der får sin berettigelse gennem tegnerens arbejde. Der er for meget tekst i Tomat. Den benytter sig af generelle og abstrakte beskrivelser som »svært«, »forkert« og »Nogle gange får jeg fornemmelsen af, at min verden ikke er den samme som alle andres. Som om jeg oplever og føler ting mere end de fleste.« Teksten står desuden stille, hvilket kan have sin helt egen, utrolige styrke. Den fornemmer jeg også, men tænk, hvis Neerlin havde turdet tro lige så meget på ordene, som Slocinska tror på billederne.

Mette Eike Neerlin og Kamila Slocinska: ’Tomat’, Høst & Søn, 40 sider, 230 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her