The Weeknd vrister sig fri af selvoptagetheden

Den canadiske popstjerne Abel Tesfaye alias The Weeknd har over flere albummer og et væld af sange og videoer søbet i Følelsesløse City. Med sin forsølvede tunge og veltrænede stemmelæber har han cirklet om meningstabet i nihilistisk afmagt over alle de flygtige nydelser i narkostjernesexlivet. At høre hans sange har været som at høre en mand onanere til slowmotionoptagelser af sit eget biluheld. Crash. Bret Easton Ellis-pop.

Det var fint nok for en stund, men, damn, det er blevet kedeligt at høre på de sidste par år.

Med The Weeknds nye minialbum My Dear Melancholy er vi lyksaligvis trådt ind i et helt andet rum, hjertesorgens. Altså ikke dér, hvor Tesfaye føler noget for, at han ikke føler noget, men hvor han rapporterer fra selve torturkammeret. Dér, hvor man ikke kan sige nej til giftige relationer.

»You gave me comfort / But falling for you was my mistake.«

Sangstemme under angreb

Iscenesat i The Weeknds kunstige popperfektion af krom, glas og projektørlys bliver teksternes enkelhed til noget umiskendeligt anfægtet. Og protagonistens sangstemme er under angreb. Der er cutup-AI-vokaler på »Wasted Times«. Og fraseringerne på den forpinte »Call Out My Name« kunne være en svunden bluessangers, mens vokalforvrængningen fortæller, at han slår ud i en moderne klangproduktions røde felt.

»I said I didn’t feel nothing, baby, but I lied.«

Numrene er ok varierede og lukker noget kødeligt og synkoperet ind i hans univers, der luftes ud i den arkitekttegnede klaustrofobi. Den hvinende synth på »I Was Never There« nikker til de tidligere 90’eres westcoast gangstafunk, og de letbenede beats på »Wasted Times« vinker til samme periodes UK garage.

Nyretransplantation

På Twitter påpeger fans, at Tesfaye referer til sine forhold til popstjernen Selena Gomez og supermodellen Bella Hadid. Ja, det hævdes sågar, at han synger om at have tilbudt Gomez sin ene nyre, da hun sidste år skulle have en ny – med ordene:

»I almost cut a piece of myself for your life.«

Men kunstnerens biografi er ligegyldig, når popmusikken spiller. Så kan sangens følelser sagtens være ens egne – nu også i The Weeknds tilfælde, hvor han er holdt op med at klynke over det løse livs tomme lir. Musikkens syntetiske glasstrukturer er ikke længere noget, han er faret erotisk vild i, men noget han ser lige igennem. Ud. På os.

The Weeknd. ’My Dear Melancholy’ (The Weeknd XO/Universal).