Den magtfulde mands endeligt blev grumt. Henrettet offentligt efter håndsafhugning, kroppen parteret og på hjul og stejle.
Forinden sønderbrød bødlen den dødsdømte greves våben. Manden skulle slettes af rigets erindring. Det sidste lykkedes ikke. Godt 250 år efter huskes Struensee bedre end de fleste konger. En storfilm gav atter livlægens historie mund og mæle. Nye årgange hørte den oprivende historie, der aldrig ender godt, og hvis tragedie fuldbyrdedes ved den unge forviste dronnings ensomme død i celle i Tyskland et par år efter henrettelsen på Østerfælled april 1772.
Inden katastrofen fungerede Struensee (f. 1737) som diktator i Danmark. I magtens centrum reformerede han det stillestående danske samfund fra øverst til nederst. En uafbrudt strøm af dekreter udgik fra livlægens skrivebord, ofte uden den sindssyge konges signatur.
Struensee ophævede således enevældens uomgængelighed, ligesom han tilsidesatte kongens prærogativ på dronningens reproduktive funktion. Et mere udpræget højforræderi end at bemægtige sig kongens segl og beligge og besvangre landets dronning er svært at forestille sig, hvilket datiden heller ikke behøvede. Den presse/ytringsfrihed, Struensee indførte, berettede detaljer om utugten på slottet; byen ulmede af vrede godt hjulpet på gled af mange tilsidesatte.
Da Struensee foruden de tusinder reformer også ville reformere livgarden ved at afskaffe den, vaklede korthuset. En sammensværgelse med enkedronningen i spidsen blev stablet på benene. Struensee havde foruden at ringeagte sædvane, velerhvervede rettigheder samt hoffets politiske struktur, begået den ærkebrøler ikke at uddelegere magten og skaffe sig forbundsfæller.
Da det kom til stykket, stod Struensee alene med sin kongelige elskerinde og med partneren grev Enevold Brandt, der
Ulrik Langen: ’Struensee’.
Aarhus Universitetsforlags serie: 100 danmarkshistorier (på hver 100 sider) har udgivet Struensee-kenderen professor Ulrik Langens bidrag til disse fine små bøger. I historiens sidelys kan man kalde dem – her med et koncist og korrigeret rids af den uforsigtige livlæge, der trods døden på skafottet og folkets højrøstede harme satte sig flere varige spor end nogen anden politisk skikkelse, velsagtens før de store omlægninger i 1900-tallet.
At Struensee, der foruden uddannelsen som mediciner var dannet og belæst, har følt sig overlegen i forhold til folk af begge køn ved det danske hof, hersker der ingen tvivl om. Den unge læge i Altona, der blev udvalgt til at ledsage en allerede psykisk ustabil Christian 7. på dennes store udlandsrejse 1768-69, var påvirket af Voltaire og Rousseau og fik i Frankrig anledning til at møde oplysningens hovedskikkelser: encyklopædisten Diderot og filosoffen d’Alembert, tænkere og skribenter der forestillede sig den politiske magt anvendt rationelt i reformer og fremkridt baseret på fornuftsprincipper og først og sidst dogmefri oplysning.
Struensee var en sand discipel af dette projekt – i dansk perspektiv håbløst forud for sin tid. Men som Langen påviser, bør man vare sig i sympati for den reformerende tysker. Kunsten at forandre fordrer medvirken. Struensee begreb aldrig de strukturer, der var forudsætningen for, at reformerne bar frugt og indså heller ikke systemets duelighed på trods.
Ulrik Langen tilføjer et nyttigt kapitel om synet på titelpersonen i eftermælet.
Oplysningsfornægtere
Som tiden gik, pirrede historien om den sanselige livlæge og den unge dronning fantasien. Den lange sommer på det senere nedrevne Hirschholm Slot, hvor de to elskende red ture i omegnen og sværmede i skovene som forskud på romantik og guldalder, inspirerede både den triviale og skønne litteratur. Endnu mere dragende virkede historien, fordi dronningen og diktatoren levede i dette frirum fjernt fra magtens mure, som bar de tragedien i sig og vidste, at det altsammen var på lånt tid. Efter dem, som Ludvig 15. havde sagt, kom syndfloden.
Struensee var utvivlsomt skeptisk over for den samfundsindretning, der fastholdt folkene ovenfra og ned i uvidende gudsfrygt. Samtidig var denne orden hans redskab til at handle. Den tanke er svær at komme uden om i bedømmelsen af Struensee-skikkelsen, uden at man bør tolke en senere tids demokratiopfattelse ind i Struensee og hans tid, som reformatoren trods alt var barn af.
I datiden undrede man sig over, at den danske (kup)regering ikke nøjedes med at smide den faldne storhed ud af landet. Dette skete jo før den franske revolutions rædselsperiode, og den barbariske danske henrettelse vakte opsigt. Men frygten for tendenserne bag Struensee overtrumfede mådeholdet og røbede enevældens indre angst – og had.
Det sidste spores den dag i dag.
Ulrik Langen kunne i sin gennemgang af eftermælet gerne have nævnt vor egen tids nationalreaktionære oplysningsfornægtere, der har fundet politisk momentum i afskyen for Struensee som gudløs (tysk) fremmedlegeme.
Inden henrettelsen blev Struensee pålagt sjælesorg ved biskop Münter, hvis dagbog hævder oplysningsmenneskets åndelige fattigdom, men ved gode ord før døden finder trøst og besindelse i kristendom og syndsbevidsthed. Sjælesørger Münters optegnelser er dog ikke meget værd som anden kilde end til biskoppen selv. Der findes intet belæg fra Struensee, selv om at han afsvor fornuft og oplysning.
Ulrik Langen: ’Struensee’. 100 danmarkshistorier. Ill. Aarhus Universitetsforlag. 100 sider, 100 kroner
