Læsetid: 3 min.

Værterne på P1 Morgen og 24syv Morgen udgør den største forskel på de to programmer. Er du til det puritanske eller provokerende køkken?

To værter og tre timer med fokus på dagens vigtigste nyheder. Morgenfladerne på DR P1 og Radio24syv har ingredienserne til fælles. Så handler det bare om, hvorvidt du er til det puritanske eller det provokerende køkken
4. april 2018

»Kuuu-kuuu.«

En morgen kan man på Radio24syv høre en lang reportage om en fugleentusiast på udkig efter sjældne arter. Indslagets relevans bliver ikke motiveret, men man fornemmer, at det først og fremmest bringes, fordi kilden efterligner fuglenes parringskald med manisk entusiasme.

Det er ikke en historie, du støder på hos P1. Men i 24syv Morgen er nyhedsværdi ikke den eneste gud. Her har både det kuriøse og det humoristiske egne templer. Charmerende og forfriskende, selvom det af og til kammer over, når forhippelsen på at være de krøllede hjerners klub kommer til at stå i vejen for det væsentlige.

Det sker eksempelvis en morgen, da 24syv bringer historien om, hvordan flere kommuner køber iPads til elever i folkeskolen. Der bliver lagt op til, at værterne skal undersøge, om det så gør eleverne dygtigere – i udgangspunktet både en historie og en vinkel, som sagtens kunne køre på P1. Her handler det om eksekveringen.

En konsulent, der lyder som en moderniseringsstyrelsesagtig 2018-version af Anders Matthesens overpædagogiske figur, Arne Nougatgren – og har et decideret forbryderisk overforbrug af ordet »devices« – er inviteret i studiet for at forklare, hvordan folkeskoleelever kan bruge iPads til at øve matematik. Planen er, at værten Tinne Hjersing Knudsen skal løse en opgave på femteklasseniveau, og det er mildest talt en kaotisk lytteoplevelse.

Det eneste, man tager med fra indslaget, er, at 24syvværten åbenbart ikke kan den pythagoræiske læresætning. Et lidt ærgerligt sted at parkere en kritisk granskning af det offentlige forbrug. Her havde den mere ligefremme P1-variant med at ringe til et par ekspertkilder trods alt været at foretrække.

Klummer i din radio

De overordnede rammer for de to programmer har ellers meget til fælles. Løbende nyhedsoverblik, hvorimellem der dykkes ned i dagens tophistorier. Værktøjskassen rækker begge steder til både ekspert- og erfaringsinterviews, det store perspektiv og det nære eksempel, egne satsninger og aktualitetsguf fra dagbladenes forsider. I øvrigt har de det afgørende fællestræk, at man får serveret sine nyheder uden at blive afbrudt af irriterende popmusik. Vidunderligt.

Én væsentlig forskel er værterne. I P1 Morgen er værtsrollen relativt anonym – og det er, som det skal være: I de få situationer, hvor de slipper tøjlerne, falder det til jorden med et brag. Som når Anders Bech-Jessen får taget fejl af tiden og reklamerer for et indslag, der skal komme om »en lille time«, og Maria Dohn så grinende retter ham: »Det ville jeg kalde en stor time.«

Man krummer tæer og dør indeni, mens man venter på den næste historie.

Den form for pinlighed høres sjældent i 24syv Morgen, der til gengæld – når det er værst – føles som en avis, hvor en fjerdedel af journalistikken er pillet ud og erstattet med klummer. Vi skal høre, at Asger Juhl har haft gode oplevelser med pædagogerne i SFO’en, og at Anna Ingrisch godt gad kigge efter sjældne fugle, men ville være dårlig til det, fordi hun snakker for meget.

En morgen føler hun sig også kaldet til at give sit besyv med på historien om, at den socialdemokratiske formand for sundhedsudvalget i Sønderborg Kommune foreslår, at offentligt ansatte i kommunen skal pålægges at dyrke motion to gange om ugen.

»Der er ikke noget som sossere (socialdemokrater, red.), som kan lugte en overvægtig voksen på lang afstand og så bare tvinge ham op på motionscyklen.«

Så er dét på plads.

Med 24syv Morgen i ørerne risikerer man at blive provokeret – og ikke altid på en måde, der giver stof til eftertanke – men fordi man sidder med følelsen af, at værterne simpelthen spilder ens tid. Det er dødirriterende, når de trækker på hinandens ukvalificerede personlige holdninger.

Men der findes det, der er værre. P1 Morgen lider nemlig det stik modsatte: At være så grå, tør og anonym, at man rammes med følelsen af, at man selv spilder sin tid. Det er journalistik efter alle kunstens regler, men man får aldrig pulsen op. Og jeg kan nu meget godt lidt at troppe småirriteret op på kontoret. 

Serie

Lad os snakke om taleradio

P1 fik et gok i nødden, da Radio24syv for 8 år siden udfordrede DR’s monopol som public service-finansieret, nationalt taleradiomedie. I dag er begge kanaler etablerede institutioner, og danskerne hører tilsammen mere taleradio end tidligere.

Men hvad har de to kanaler egentlig gang i? I den kommende tid kigger Information nærmere på P1 og Radio24syv og anmelder deres programmer side om side og i sammenligning.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
  • Eva Schwanenflügel
Katrine Damm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Mondrup

Som P1 lytter gennem mange år må jeg konstatere, at min oplevelse af P1-Morgen er meget forskellig fra Nikolas: jeg finder nogle gange, at journalisterne er blevet en tand for poppede og pjankede. Men jeg _er_ jo også en sur gammel 68-dinosaur.

Jørgen Vogelius, jørgen djørup, Anders Reinholdt, Hanne Ribens, Margit Tang, Anker Nielsen og Kaj Julin anbefalede denne kommentar

Enig med Christian Mondrup Jeg har tidligere været en meget tilfreds lytter af P1 morgen, men studieværternes ulidelige, indstuderede personlige kommentarer gør, at jeg sjældent tænder for programmet og hvis jeg gør, ender det altid med at jeg slukker, når værterne starter på deres småpludren.

Leif Preben Andersen og jørgen djørup anbefalede denne kommentar

Synes ligesom Martin Madsen at der meget mikrofonholderi over P1 morgen (lytter stort set ikke 24/7s ditto så den kan jeg ikke udtale mig om)

Imponerende - at med de nyheder vi har for tiden, at artiklens journalist også lige skal have et par provokerende værter med i nyhedsmixet for at "kunne møde irriteret op på arbejdet"?????? og ?