Læsetid: 6 min.

Vores demokrati er blevet sin egen modstander

Den unge intellektuelle Yascha Mounk vil i bogen ’The People vs. Democracy’ redde det liberale demokrati. Han er suveræn til at se dets problemer, men dårligere til at tænke nye løsninger
Vi skal ifølge Mounk ikke regne med, at de unge i Amerika vil redde det liberale demokrati og frelse os fra typer som Donald Trump. Mounk har lavet en undersøgelse af de unge amerikaneres opfattelse af de politiske styreformer, som viser, at de unge er langt mere positive over for autoritære ledere end deres forældre, at de er mere tolerante over militærregimer og at deres opbakning til det liberale demokrati er alarmerende ringe.

Vi skal ifølge Mounk ikke regne med, at de unge i Amerika vil redde det liberale demokrati og frelse os fra typer som Donald Trump. Mounk har lavet en undersøgelse af de unge amerikaneres opfattelse af de politiske styreformer, som viser, at de unge er langt mere positive over for autoritære ledere end deres forældre, at de er mere tolerante over militærregimer og at deres opbakning til det liberale demokrati er alarmerende ringe.

Joe Raedle

20. april 2018

Yascha Mounk er en ung international intellektuel, som kommer med ubehagelige nyheder til Vesten. Han er kun 36 år gammel, men han har allerede rystet os med foruroligende indsigter.

Vi skal ifølge Mounk ikke regne med, at de unge i Amerika vil redde det liberale demokrati og frelse os fra typer som Donald Trump. Mounk har lavet en undersøgelse af de unge amerikaneres opfattelse af de politiske styreformer, som kort fortalt viser, at de unge er langt mere positive over for autoritære ledere end deres forældre, at de er mere tolerante over militærregimer, end vi havde troet, og at deres opbakning til det liberale demokrati er alarmerende ringe:

»Over to tredjedele af de ældre amerikanere finder det ekstremt vigtigt at leve i et demokrati. Blandt de unge er det under en tredjedel,« skriver Mounk:

»Den faldende opbakning til demokrati gør også amerikanere mere åbne for autoritære alternativer. I 1995 var det kun en ud af 16 amerikanere, som mente, at et militærregime var en god styreform; i dag er det en ud af seks«.

Den store undersøgelse blev under stor global bevågenhed udgivet sidste år; nu har Mounk brugt den som empirisk grundlag for sin nye bog, som er en analyse af demokratiets tilstand i Vesten, The People vs. Democracy.

Den bærende tese i Mounks bog er, at vores vestlige styreform bygger på to ting, som er kommet i konflikt med hinanden: Det liberale demokrati er forbindelsen mellem beskyttelse af mindretallet og flertallets styre. Det liberale er ifølge Mounk mindretallets rettigheder, mens han definerer demokrati som oversættelsen af flertallets stemme til politisk magt.

EU går ifølge Mounk så meget op i beskyttelse af borgernes rettigheder, at unionen begrænser flertallets magt markant, mens eksempelvis Polen og Ungarn har et flertalsstyre, som ikke vil anerkende mindretallets rettigheder.

Vi er vant til at anskue den aktuelle konflikt i EU som en kamp mellem det liberale demokrati og et autoritært regime. Men det er forkert, hævder Mounk. Vi bør i stedet forstå, at EU er et system af rettigheder uden demokrati, mens Polen er et demokrati uden rettigheder. Den langsomme afvikling af flertallets styre er ikke begrænset til EU:

»Lande i Nordamerika og Vesteuropa er over de seneste årtier blevet mindre demokratiske,« anfører han:

»Vores politiske system lover at lade folket regere. Men i praksis ignorerer det nedslående ofte den folkelige vilje. Uden at mange politologer har bemærket det, har vi fået et system af rettigheder uden demokrati.«

Distance mellem de regerende og de regerede

Denne udvikling er ikke resultatet af en elites konspiration imod folket. Det er derimod konsekvensen af konkret problemløsning. For at skabe velstand til vores befolkninger har vi indgået frihandelsaftaler, der forpligter de enkelte lande til at følge nogle regler, de folkevalgte politikere ikke bare kan ændre, selvom deres vælgere kræver det. For at undgå inflation skabte tyskerne en centralbank, som skulle være det, man kalder »politisk uafhængig«.

Pengepolitikken skulle sikres mod borgernes skiftende krav og forventninger og deres demokratiske valgte lederes behov for at sikre opbakning fra vælgerne. Den tyske konstruktion blev forbilledet for den europæiske centralbank, som Eurolandenes pengepolitik er underlagt. Og for at beskytte borgerne i USA har amerikanerne længe haft en magtfuld Højesteret, hvor ni dommere afgør, om adskillelse af sorte og hvide skal afskaffes, om kvinder skal have adgang til abort, og om forbrydelser skal kunne sanktioneres med dødsstraf.

Dertil kommer komplekse problemer som miljøbeskyttelse, kontrol med atomenergi og dataregulering, som bliver løst af særlige udvalg og specialiserede teknokrater. Det er isoleret betragtet en rimelig og fornuftig problemløsning, men samlet udvikler det en distance mellem de regerende og de regerede:

»Efterhånden som flere og flere dele af den offentlige politik fastlægges uden at blive udfordret af de folkevalgte, er folks evne til at påvirke de politiske beslutninger drastisk indskrænket.«

Som reaktion får vi folkevalgte ledere, som lover at bekæmpe teknokraterne i Bruxelles og menneskerettighedsjurister og såkaldte populister, der siger, de vil give magten tilbage til folket.

Konflikten mellem det liberale og det demokratiske har vi kendt til i Vesten i mere end 100 år. Men i årtierne efter Anden Verdenskrig var der ifølge Mounk stor opbakning til alliancen mellem det liberale og det demokratiske. Borgerne havde set, hvordan demokrati kunne forfalde til flertalstyranni – det var jo det, der skete i Nazityskland. 

Det liberale demokratis aktuelle krise

Det var i årtier en almindelig antagelse, at det liberale demokrati var den sejrende styreform i Vesten, fordi borgerne tilsyneladende bakkede det massivt op, og fordi alternativer som fascisme, nazisme og kommunisme af det store flertal af frie borgere blev valgt fra. Nu kan vi konstatere, at den styreform i Vesten er under overvældende pres indefra og udefra.

De politiske principper for det liberale demokrati er de samme som i de første årtier efter Anden Verdenskrig, men forudsætningerne er forandret, konstaterer Mounk. Og han forklarer det liberale demokratis aktuelle krise med tre grundlæggende forandringer:

Den ene er økonomisk: De liberale demokratier kunne i årtier sikre et stort flertal af borgere »en meget hurtig fremgang i deres levestandard«. Men de seneste årtier har store dele af den amerikanske, britiske og franske befolkning oplevet ingen eller meget lille fremgang. Økonomien er stagneret for mange.

Den anden handler om kommunikation: »De politiske eliter kontrollerede dengang kommunikationsmidlerne,« skriver Mounk. Der var i 1950’erne og 1960’erne ganske få medier, som kommunikerede til rigtigt mange mennesker. Nu er der mange digitale medier, som kommunikerer til mange mennesker. Og det er således ifølge Mounk blevet nemmere at sprede løgne og had.

Den tredje forklaring er demografisk: De liberale demokratier bestod i årtier af mennesker, som lignede hinanden etnisk og kulturelt. De hvide var det store flertal, og det var dem, som bestemte. Nu har vi fået mere etnisk og kulturelt sammensatte befolkninger, som ovenikøbet er radikalt uenige om, hvor mange og hvem der skal lukkes ind i deres lande:

»Hvert af disse tre problemer angiver påtrængende og skræmmende udfordringer. Det vil blive ekstremt svært at håndtere de her udfordringer. Alle tre på en gang er måske umuligt. Og alligevel bliver vi nødt til at prøve, det liberale demokratis skæbne er afhængig af det.«

Mounk afslutter bogen med nogle korte bud på, hvordan problemerne skal løses. Bogen ændrer i de sidste afsnit karakter fra at være en empirisk og analytisk undersøgelse til at minde om kronikforslag til løsninger på verdens problemer. Den er bedst i de passager, hvor Mounk afdækker de principielle konflikter og den historiske kontekst for vor tids politiske drama. Og den er værst, når Mounk forsøger at forklare problemerne, som om de er resultatet af tre isolerede faktorer, og den bliver decideret overfladisk, når han prætenderer, at hvis bare vi fandt løsninger på de tre problemer, ville det liberale demokrati være reddet.

Det er en anden svaghed ved bogen, at Mounk ikke udfordrer sine egne idealforestillinger. Han insisterer på, at efterkrigstidens liberale demokrati må være det bedste facit for samfundet i stedet for at undersøge, om man kunne finde andre former for demokratisk deltagelse, andre måder at udøve magt på og nye typer institutioner, som ville passe bedre til vores tids problemer. Han kunne med fordel lære af den danske oldtidshistoriker Mogens Herman Hansen, der studerer vores politiske styreformer som blandede forfatninger, men her er Mounk intellektuelt begrænset til den styreform, han selv er vokset op i. 

Den underliggende præmis for bogen er, at det ville være godt, hvis vi med en omskrivning kunne »make liberal democracy great again«.  Og præcis derfor er han lige så god til se det liberale demokratis problemer, som han er dårlig til at tænke nyt og åbent over verdens demokratiske tilstand.

Yascha Mounk: ’The People vs Democracy. Why our freedom is in danger to how to & how to save it’. Harvard University, 390 sider, 29,95 dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • Espen Bøgh
  • Eva Schwanenflügel
  • Poul Erik Riis
  • Peter Knap
Stig Bøg, Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel, Poul Erik Riis og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er naturligt, at magten konsolidere sig, lukker sig om sig selv. Det er på sin vis en fin egenskab, tager sig af sine egne børn og venners børn, og bruger sin position på at hjælpe dem. Det gælder også åndelige børn.
Frihed kan kun sikres ved revulotion. Vi kan skabe en konstant, ublodig og acceptabel revolution ved lodtrækning. Acceptabel, for vi mennesker har besynderlig evne til at underkaste chancen.
Vi kan bevare kontinuiteten i embedsmandssystemet.
Som en påpeget i en fornuftig artikel for nogle dage siden, har vi intet personligt ansvar i deres beslutninger og kan derfor behandle dem neutralt.
Vi kunne lave et moderne sognerådssystem. Måske vælge 50 mennesker til det og blandt dem trække lod om 8 tll 10 pladser. Fra sognerådene kunne der vælges 100 og blandt dem trækkes lod om 30 til 40 pladser i kommunerne og herfra udvælge 1000 til lodtrækning om 200 pladser i folketinget.
Lobyister skal fremføre deres synspunkter offentlig og må ikke kontakte politikere personligt.

Det som kommer let, går let. Civilisationer opstår og går til grunde. Vi har aldrig haft så mange muligheder for at blive klogere, men resultaterne udebliver bortset fra det der tilfredsstiller grådigheden. Individualismen vinder over fællesskabet og økonomien vinder over kløgten. Magtudfoldelse vinder over dialog. hele tiden. Vi bliver bare aldrig klogere. Argh... nu er det for pessimistisk ikke? Men hvad skal der så til? I virkeligheden er det så ligetil. Det ligger i opdragelsen. I lærdommen. I at prioritere folkeskolen. Men jeg kan ikke komme ud af den negative spiral... dumheden breder sig... vi prioriterer milliarder til krigsmateriel fremfor til almenvældets vel.

Flemming Berger, Torben Vous, Eva Schwanenflügel og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Der er vel en vigtig pointe i, at de politiske enheder bliver større, og at det er svært at opretholde demokratiet i de større enheder. Demokratiet må genopfindes, reformeres. I bystaten Athen kunne man gå fra yderkanten af bystaten til Athens centrum på en dag. Aleksander den Store og de ledende lag i Romerriget var stærkt påvirket af klassisk græsk tænkning, men demokratiet kunne ikke fungere på samme måde i de store enheder, både på grund af afstande og på grund af national og kulturel mangfoldighed.

Tilsvarende er der problemer med at overføre demokrati fra de europæiske nationalstaters niveau til EU’s niveau og fra USA’s niveau til det globale niveau, som USA tilstræber at beherske. Når vi skal forstå demokratiets forfald i USA, må vi ikke glemme, at USA har langt større global magt end for 80 år siden.

Vi kan konsolidere det danske demokrati, det amerikanske demokrati og så videre, men samtidig ønsker vi at udbrede et fællesskab, der samler Europa og hele Verden. Derfor får det nationale demokrati i tiltagende omfang karakter af et demokratisk lokalstyre. Vi må satse på, at hele Europa bliver én nation og senere, at hele Verden bliver én nation. Det vil tage tid, og det bliver en kompliceret proces.

Vi må acceptere, at der på globalt plan er udemokratiske enheder, der alligevel skal integreres i det globale fællesskab. Vi må også have lidt tålmodighed med, at demokratiet halter i visse af EU’s medlemsstater, simpelt hen fordi mentaliteten, traditionen, de hævdvunde rettigheder o.s.v. står i vejen for et avanceret demokrati.

Jeg er ikke i tvivl om, at USA’s sociale forfald hænger sammen med globaliseringen af USA’s magt. De globale forpligtelser, USA har påtaget sig efter Anden Verdenskrig, har givet USA mindre overskud til at sørge for amerikanerne. Det har ramt uddannelser, sundhedsvæsen, fagforeninger, det politiske system og tolerance over for indvandrere og forskellige etniciteter.

Ifølge Paul Kennedy, ”The Rise and Fall of the Great Powers” udgjorde ”forsvarsudgifterne” i USA i 1937 1,5% af nationalindkomsten, i Tyskland 23,5%, i Sovjetunionen 26,4% og i Japan 28,2%. Ifølge Verdensbanken har USA’s militærudgifter siden 1960 svinget mellem 2,9 og 8,8% af BNP. Derudover har USA f.eks. store udgifter til veteraner, og de magtfulde finansielle og digitale sektorer er stærkt globalt orienterede og nok ikke særligt loyale over for flertallet af amerikanere.

USA har brug for aflastning på det globale niveau. Men det betyder, at USA også må acceptere, at dets magt til at bestemme, hvordan Verden skal indrettes, må reduceres. F.eks. er det kinesiske regime bedre for Kina og mere velintegreret i Kina, end et regime indsat af USA eller af Vesten ville være. USA må være mere villigt til at gå på kompromis på internationalt plan til gengæld for, at amerikanerne sparer på militærudgifter og andre kostbare globale hensyn og satser mere på intern udvikling.

Med hensyn til Europa må EU’s institutioner videreudvikles. Mere magt til parlamentet er en indlysende mulighed. Jeg er ikke sikker på, at en total koncentration af europæisk magt i et proportionalt parlament ville varetage de særlige nationale hensyn dårligere end den nuværende orden, for de folkevalgte ville tage de nationale hensyn med ind i parlamentet. Men det bliver nok svært at få opbakning til i lang tid fremover.

Op "revyen" med demokratiet, - det solgte næsten alle medieredaktionerne ud af forleden dag, for at levere en sølle kioskbasker, trykt eller elektronisk.

Pøbelstemningen i de danske mediers dækning af det militære angreb i Syrien, hvor var medieelitens reservation over knægtelsen af demokratiet vigtigste værdier, - tredelingen af magten i den politisk lovgivende magt, den udøvende magt og den dømmende magt, som international standard.

Her blev den nemlig den politiske og dømmende magt én og samme selvbestaltede enhed kaldet koalitionen Amerika, Frankrig og England, overfor den tredje verden, eller som Amerika ynder at betegne sig selv, først og fremmest i sin fremtræden i FN m.m. - som "verdenssamfundet"!

En kerneværdi i den demokratiske samfundsorden blev nemlig overtrådt med fuldt overlæg i forbindelse med den militære aktion imod Syrien, for et gasangreb mod bydelen Douma, i Damaskus.

Vist er Assad ingen helgen her på jorden, og en erklæret "dæmon" fra amerikansk side, ligesom Gadaffi og flere andre, men alligevel må vesten opføre sig demokratisk med de værdier der ligger heri for at opnå troværdighed for sine handlinger.

Beviserne for dette Gasangreb er endnu ikke blevet indsamlet og vurderet teknisk, om der overhovedet var et gasangreb, og hvis der var hvilken gas der så var tale om??

Vore demokratier bryster sig med høj oral og etik, og i den forbindelse er der med en domsfældelse et krav om bevis, som siden fører enten til frifindelse eller dom over den skyldige.

Her er alt overtrådt som demokratisk retsgyldigt idet, der alene er fælled en politisk dom på tvivlsomme anklager, rygter, påstande og mistanker, og på den baggrund gennemført en militær afstraffelse i Syrien mod regimet.

Det er helt uforeneligt med demokratiske retsstatsprincipper, sådan som vi også ser det i forbindelse med krigsforbryder processerne i Haag, over de tidligere militære og politiske ledere fra Balkankrigen, som internationale standard.

Amerika går enegang i verdenspolitikken ved at påberåbe sig retten alene som "det internationale samfund", og når Frankrig og England deltager bliver det helt uforståeligt, - lande der bryster sig med at stå fatter til parlamentarismen og demokratiet, selv om det vist var grækerne der kom først.

En lille selvudråbt og selvbestaltet enklave udenom det internationale FN, som anerkendt for at være verdens forum for alle lande, bør hæve stemmen og fordømme dette selvudråbte "internationale samfund" som det falsum det i virkeligheden er, og som handler helt udenom fastlagte demokratiske rammer og værdier for demokratisk optræden, på alle andre landes vegne, som de med deres "det internationale samfund" inkluderer som medvidere heri.

Det er en grov undertrykkelse af demokratiet der her udspiller sig for vore øjne, og som inkluderet alle lande der jubler over dette, - men en skønne dag bliver det vel også deres tur til, at blive udsat for "det internationale samfunds" vrede med mistanker , anklager uden bevis, rygter osv. der selv skal opleve bomberne flyde over deres land.

- Så hvem der bliver den næste eller vil være den næste, ved ikke at sige STOP i tide overfor disse overgreb fra det selvbestaltede "internationale samfund"!?

De forgyldte mediechefer og deres skriverkarle med så høje idealer og moralen og etikken i top, men som ikke gik imod denne krænkelse af demokratiske værdiers opretholdelse, - er blevet jubelpøbelen der går forrest for demokratiets afskaffelse med deres jubel som anerkendelse for demokratiets afskaffelse.

De plejer eller godt at vide hvordan tingene skal være, - men med pilen pegende nedad mod arbejderpøbelen, for de skal selvfølgelig opdrages til retsstatens værdier om, "anklager bevis og domfældelse" som grundlag for afstraffelse.

Afslutningsvis vil jeg lige veldægge et link til en artikel fra en journalist, Robert Fisk, der har været på stedet, fortæller en noget anden historie:

https://www.independent.co.uk/voices/syria-chemical-attack-gas-douma-rob...

Den fortælling som Robert Fisk fortæller fra Douma, og som folk der fortæller ham, har intet med et gasangreb at gøre, men derimod en samling mennesker i et beskyttelsesrum, og med en sandstorm som de også beskytter sig imod, ender med for lidt ilt for alle, hvorefter en med "hvid hjelm" råber ind til dem "GAS" og panikken så bryder ud.

Det rejser et vigtigt spørgsmål om "de hvide hjelme", er det en humanitær eller en politisk organisation?? - og det er særdeles vigtigt at der kommer en tydelig afklaring heraf, for troværdigheden til "de hvide hjelme"!

Må jeg endvidere i den anledning pege på den udsendelsesrække der p.t. vises i DR2; "bitre rivaler 1 - 3, Iran og Saudi Arabien", af Martin Smidt, der tegner et billede af udviklingen i regionen over årtier, og hvor vestens(primært Amerikas) indblanding desværre intet godt har gjort - snarere tværtimod!

Et fællestræk ved Amerikas handlinger er fravælgelsen - og måske ligegyldigheden overfor den reelle og faktiske politiske virkelighed i Mellemøsten, af nærmest fanatiske proportioner.

Peter Knap, Holger Madsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Peter Ole Kvint

Globaliseringen af USA’s magt, skyldes koblingen imellem militær-industrien og politikkerne.
Når vi skal købe ubrugelige kampfly så er det fordi USA's militær-industri har købt vores politikere.

Peter Jessen, Espen Bøgh, Flemming Berger og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Poul Erik Riis

Jeg har nok været for flink over for USA i den kommentar, jeg fyrede af ovenfor. Der står, at USA har påtaget sig forpligtelser og skal aflastes, men de forpligtelser, USA har påtaget sig, er langt hen ad vejen af dårlig kvalitet. Vesten bør gå foran i en afmilitarisering af den globale orden, og dermed vil behovet for store militærudgifter forsvinde. USA har de suverænt største militærudgifter, og de skal aftrappes, uden at andre skal erstatte dem. Derved vil USA blive aflastet. Rædselsberetninger har til alle tider legitimeret krige, som man førte af helt andre grunde, og selvfølgelig er magtens tredeling vigtig.

Peter Ole Kvint

Det første problem er at demokratiet taber repræsenter-barhed når en valgt forsamling når over 10.000 vælgere. Derfor er der mange i folketinget som har en særlig politisk uddannelse eller har arvet deres plads.