Læsetid: 4 min.

’West Side Story’ sætter sig i tilskueren med hele den desperation, der opstår, når kulturforskelle splitter mennesker

’West Side Story’ på Aarhus Teater lyser af renfærdighed. Men der er mere Romeo end gangster over Mathias Flints imponerende Tony
Forelskelsen slår vitterlig ned som et lyn i Rune David Grues nuancerede opsætning af West Side Story med Isabel Schwartzbach og Mathias Flint som indvandrerpigen og den lokale helt.

Forelskelsen slår vitterlig ned som et lyn i Rune David Grues nuancerede opsætning af West Side Story med Isabel Schwartzbach og Mathias Flint som indvandrerpigen og den lokale helt.

Emilia Therese

6. april 2018

Hvis man bare skal se én eneste musical i sit liv, så skal det være West Side Story. Det var koreografen Jerome Robbins og komponisten Leonard Bernstein, der sammen med forfatteren Stephen Sondheim i 1957 fandt på at omdanne Shakespeares Romeo og Julie til en musical om krigen mellem to bander i New York: de hvide ’Jets’ og de puertoricanske ’Sharks’.

I West Side Story er der en fænomenal balance mellem idealisme og brutalitet. Netop derfor kræver den vitterlig en instruktør, som aldrig slipper den store historie af syne. En sådan instruktør er Rune David Grue. På Aarhus Teater har han formået at gøre denne kærlighedsmusical vidunderligt renfærdig og skæbneagtigt uundgåelig.

Når indvandrerpigen Maria fra Puerto Rico står på sin første aften i byen i New York og får øje på den amerikanske Tony på tværs af alle de andre på dansegulvet, kan man mærke blikket magnetisere hele teatersalen. For Tony får også øje på Maria. Her er det sket. Forelskelsen har ramt dem, og den fejer al fortid og alle kulturforskelle til side. Og på tilskuerrækkerne mærker man, hvordan et eneste blik er nok at dø for.

Baggesen brillerer

Rune David Grue får det maksimale ud af sine skuespillere. Når Anders Baggesen står som dansekonkurrencedommer med påsat smil og slikket hår, skriger publikum af grin. Og når samme Anders Baggesen lidt senere dukker op i en duknakket version som drugstoreejer med værkstedsforklæde og kærlige øjne, så elsker publikum ham fra første sekund. Det er karakterskuespil med klogskab.

I hovedrollerne er Isabel Schwartzbach og Mathias Flint funklende smukke. Egentlig ligner de ikke ’Maria’ og ’Tony’, men snarere Julie og Romeo. Hun er lys og poetisk – og alt andet end spansk og fyrig. Han er ædel og dybsindig – og alt andet end fandenivoldsk og voldelig. Der er ikke gnist af gadekamp over nogen af dem.

Til gengæld rummer deres stemmer netop det lyse håb, som på forunderlig vis præger Bernsteins musik. Mathias Flint synger forrygende godt i denne rolle – i sangtekster, han endda selv så glimrende har oversat, og Isabel Schwartzbach har en meget fin og åben stemme. Deres forelskelse river tilskueren med.

Til gengæld er de overhovedet ikke street smart, sådan som de ellers ofte skildres i West Side Story, hvor læderjakker og 1950’er-kjoler plejer at trives side om side. Her er der dømt gul habitjakke til Tony...

Baggårdsuhygge

Både de forelskede og alle de andre performere kryber dog adræt rundt i scenografen Karin Gilles symbolflotte, abstrakte stilladser, der fint omskaber Manhattans brandtrapper til evigtgyldige labyrinter i lys og skygge. Og lysdesigneren Jonas Bøgh har sørget for, at baggårdene har den skummelhed og uhygge, der driver plottet frem mod den uundgåelige konfrontation.

Netop i stilladserne er det danserne, der tager kegler. Ikke mindst den unge danser Nicco Olaybal smyger sig smidigt mellem stålrørene som et bydyr gennem baggårdenes smutveje. Koreografen René Vinther har blandet Jerome Robbins’ mere klassiske musicaldans med en tungere, men også hurtigere hiphopstil med masser af dynamik. Og gadekampene er fængende flotte, fordi de er stiliserede, så de kæmpende står langt væk fra hinanden, mens de slås. Denne symbolske krig virker mere barsk end en traditionel stagefight.

Lækker Anita

Alligevel gør forestillingen næsten mest ondt undervejs, når Marias veninde Anita bestialsk bliver overfaldet af fjendens bande. Også her rammer iscenesættelsen en antydningssymbolik – en longdistance slowmotioneffekt, som virker meget stærkere end rå realisme. Lise Koefoed præsterer en flot tolkning af den lækre Anita. Det ene øjeblik synger hun sangen »I Want to Be in America« med partystemme og kækt overleverblik. Det næste øjeblik bliver hun offer. Det er voldsomt.

I det energiske ensemble har Jacob Madsen Kvols en heftig autoritet som bandefører, og Mathias Sprogøe Fletting lyser fint af kejtet forsigtighed som uheldig tilbeder. Desuden er Mikkel Becker Hilgart charmerende som den bange fyr, der egentlig slet ikke tør være med i bandekrigen, mens Sofie Torp tager fusen på alle med sin elskelige drengepige og sin fine timing.

Lydlig silke

West Side Story er en enorm satsning med 37 medvirkende – ledet af kapelmester Henrik Svenning, der får Bernsteins musik løftet op til den særlige blanding af feel-good og feel-sad, der omfavner både håbet og alvoren – og den snert af feel-bad, der giver musicalen kant. Som lydlig silke med nitter...

Forestillingen er en koproduktion mellem Aarhus Teater og Aalborg Teater, der spiller forestillingen næste sæson. Dermed får Fredericia Teater nu omsider reel musicalkonkurrence i Jylland. Det er sundt.

Det vigtigste er dog, at denne musical sætter sig i tilskueren med hele den desperation, der opstår, når kulturforskelle splitter mennesker. For West Side Story handler godt nok om en Puerto Rico-pige i New York. Men som den spilles på Aarhus Teater, kunne den lige så godt handle om en nyankommen syrisk pige i Aarhus: Om et par brune øjne, der pludselig ser ind i et par blå øjne – og bliver dødeligt forelsket.

West Side Story. Koncept: Jerome Robbins. Musik: Leonard Bernstein. Tekst: Stephen Sondheim. Iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Karin Gille. Koreografi: René Vinther. Lys: Jonas Bøgh. Lyd: Lars Gaarde. Kapelmester: Henrik Svenning. Aarhus Teater til 18. maj 2018. Herefter Aalborg Teater 29. august – 13. oktober 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
  • Steffen Gliese
Henrik Brøndum og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Så har man set det med: tekstforfatteren Arthur Laurents glemmes, det plejer ellers altid at være sangtekstforfatter Sondheim (men det er der ingen, der tør mere). Jeg glæder mig til at se den.