Anmeldelse
Læsetid: 9 min.

W.G. Sebalds roman ’De udvandrede’ gør os klogere på indvandring

Tysk-engelske W.G. Sebald viser i sit første hovedværk, ’De udvandrede’, hvordan opbrud og udvandring sætter sig varige spor hos selv de mest velintegrerede indvandrere. Den erfaring er en fundamental del af det moderne Europas historie
Kultur
13. april 2018

Da W.G. Sebald etablerede sig på den litterære scene i Tyskland i 1990’erne, var vi så heldige også at kunne læse med på dansk. Faktisk var dansk et af de første sprog Sebald blev oversat til, da Munksgaard/Rosinante i 1995 udgav gennembrudsværket De udvandrede (Die Ausgewanderten, 1992) i Niels Brunses oversættelse.

Den udgave har i mange år været uopdrivelig – med mindre man var så heldig at snuble over den under uventede kategorier som »rejselitteratur« i et obskurt antikvariat. Men nu er bogen med de fire delvist fiktive fortællinger om europæisk-amerikanske emigrantskæbner atter tilgængelig på dansk i nyt udstyr og ny opsætning. Sammen med romanen Austerlitz (2001) er den fortsat et hovedværk i forfatterskabet og en standardreference i nyere europæisk migrationslitteratur.

Sebald skildrer nemlig udvandring og dermed også indvandring som et generelt fænomen i den moderne verden, der i særlig grad kendetegner Europa i det 20. århundrede. Opbruddet og udvandringen får eksistentiel og skæbnesvanger karakter, ikke blot for bogens fire hovedpersoner, der lægger navn til hver deres fortælling – »Henry Selwyn«, »Paul Bereyter«, »Ambros Adelwarth« og »Max Aurach« – men også for den unavngivne fortæller, som vi roligt kan identificere som en litterær udgave af Sebald, der selv udvandrede fra Sydtyskland til England i 1966, og hvis eksiltilværelse De udvandrede også bliver en slags kortlægning af.

I den første fortælling, der handler om den pensionerede kirurg Henry Selwyn – som barn udvandret fra Litauen til London – ankommer fortælleren til et middagsselskab hos denne Selwyn i anledning af, at en gammel rejsekammerat er på besøg.

Middagsselskabet bliver åbningen til den egentlige fortælling om Selwyns herkomst, og for at markere det ser fortælleren ud af vinduet »et skybjerg, hvis i skumringen endnu snehvide formationer mindede mig om Alpernes højeste massiver«. Senere får fortælleren besøg af Henry Selwyn, der spørger, om han aldrig har hjemve. »Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle svare på det,« bemærker fortælleren, men når tilfældige skyformationer sender tankerne tilbage til hjemegnen ved foden af Alperne, er der vist ingen tvivl om, at det gør han.

Det bliver tydeligt i næste fortælling, der handler om fortællerens gamle skolelærer Paul Bereyter. I 1930’erne blev Bereyter sat fra bestillingen som lærer, da han ifølge nazisternes racelove var »trekvart arier« og dermed uegnet til at bibringe rigets afkom den nødvendige viden og dannelse.

Værnemagten kunne dog godt bruge Bereyter, der gennem alle seks krigsår gjorde tjeneste ved forskellige frontafsnit; en oplevelse, der »dag for dag, time for time, med hvert eneste pulsslag« gjorde Paul Bereyter »mere og mere ubegribelig, egenskabsløs og abstrakt«; for sig selv altså. Efter krigen genoptog Bereyter sit hverv og underviste blandt andre fortælleren, men racelovenes konsekvenser og krigserfaringen bliver en art forstudier til den mentale udvandring, som ender med at ødelægge vores hovedperson.

Sebaldfortællerens minder om tiden som skoleelev hos Bereyter er imidlertid både idylliske og ret underholdende; hvad De udvandrede i det hele taget er trods Sebalds ry som dannet alvorsmand. Bereyter slæber jævnligt hele klassen med på udflugt, så de møder høj og lav i det lille samfund, blandt andet den godmodige tosse Mangold, der »omgående var i stand til at sige, hvilken ugedag en hvilken som helst dato i fortid eller fremtid var, skønt han ellers ikke var i stand til at løse det enkleste regnestykke. Hvis man altså sagde til Mangold, at man var født den 18. maj 1944 (Sebalds fødselsdag, red.), så svarede han prompte, at det var en torsdag. Og forsøgte man at sætte ham på prøve med sværere opgaver, for eksempel med pavens eller kong Ludwigs fødselsdatoer, så kunne han ligeledes uden ringeste tøven angive hvilken dag det drejede sig om«. En evne, som hverken lærer eller elever eller nogen andre i byen kan hitte ud af, hvordan denne Mangold er kommet i besiddelse af.

Antiamerikanisme

Men minderne er også ladet med en ambivalens, som Paul Bereyters skæbne bliver billedet på. Den racisme, han møder i 1930’erne, og som hans fars familie blev udsat for på korporlig vis, dukker nemlig først frem hos fortælleren i bagklogskabens lys.

1950’ernes lilleby, som Sebald voksede op i, og som han blot kalder »S.«, selv om enhver kan læse sig frem til, at det drejer sig om Sonthofen i Allgäu, var et fortielsens og forvrængningens sted, hvor Bereyter blev udgrænset som lidt af en excentriker, og da han i en relativt høj alder tager sit eget liv ved at lægge sig på jernbaneskinnerne lidt uden for byen og lade sig køre over af toget, opfatter folk i byen det således, »at det var gået som det måtte«, som fortælleren bemærker.

Det viser sig, at Paul i flere omgange har forsøgt at udvandre fra S., men ikke har kunnet slippe fri, fordi »han i bund og grund var tysk, bundet til disse hjemlige egne ved Alpernes fod og til dette elendige S., som han egentlig hadede (og) helst havde set tilintetgjort og udslettet«, som hans schweiziske veninde Lucy Landau senere betror fortælleren under dennes efterforskninger.

Bereyter er altså kun en udvandrer i ånden, præcis som fortælleren er det i indledningen til den tredje og mest syrede fortælling i De udvandrede, beretningen om hans grandonkel Ambros Adelwarth. Denne onkel udvandrede allerede i begyndelsen af 1900-tallet til Schweiz, siden til London og Japan og slutteligt til USA, hvorfra han i selskab med den jødiske rigmandssøn Cosmo Solomon foretog en række rejser til Europa og Mellemøsten, blandt andet »som et forsøg på at erobre fortiden tilbage«, som det hedder med en karakteristisk sebaldisme.

Idet fortælleren præsenterer os for den dannede Ambros Adelwarth, får han fortalt om sin barndoms og ungdoms udvandrerdrømme, der i 1940’ernes og 1950’ernes Tyskland naturligt nok rettede sig mod USA. Det skyldtes både familiens store kontingent af Amerikafarere, som vi senere i fortællingen møder i to bizarre, men også ekstremt melankolske rejser til Amerika, hvor fortælleren bl.a. opsøger de aldrende slægtninge, der nu har bosat sig »i et såkaldt retirement community«.

Det skyldtes også de amerikanske besættelsestroppers og medfølgende familiers adfærd, som den unge fortæller benovet betragter, idet han reagerer på den småborgerlige amerikanerforagt i hjembyen, som han i dækket direkte tale gengiver således: »Kvinderne rendte rundt i bukser og smed bare deres læbestiftindsmurte cigaretskod på gaden, mændene havde benene oppe på bordet, børnene lod deres cykler ligge i haven om natten, og hvad man skulle mene om negrene, det var der jo alligevel ingen der vidste.«

Sig selv vrænger han nu også af, når han om denne udvandrerdrøm taler om en »fase af imaginær amerikanisering af min person«, der »nåede sit højdepunkt mellem mit sekstende og syttende leveår, da jeg prøvede at danne mit ydre og indre efter en Hemingway-helts ånds- og kropsholdning, et simulationsprojekt, der af forskellige grunde, som man kan tænke sig til, på forhånd var dømt til at mislykkes«.

Drømmen om Amerika forvandles snart efter til antiamerikanisme for fuld udblæsning, og vores fortæller nøjes med at udvandre til England. Så har han ligesom dannelsen og historien i behold og behøver omvendt ikke at henslæbe sin tilværelse blandt de kryptoracistiske, fortidsfornægtende landsmænd i Tyskland.

Amerika bliver i stedet navnet på en permanent eksiltilværelse, stærkest formuleret af en anden udvandret onkel, Kasimir, der under en vinterudflugt med Sebald – og her er identifikationen mellem fortællerjeg og forfatter perfekt, for der er på dette sted i bogen optrykt et billede, som umiskendeligt viser Sebald i vintermundering – til en øde strand på New Jerseys forblæste kyst betror sig til nevøen: »I often come out here, sagde onkel Kasimir, it makes me feel that I am a long way away, though I never quite know from where.«

Den samme følelse af at være langt væk uden at vide præcis fra hvad, går igen i Ambros Adelwarths rejseoptegnelser fra det omkringflakkende liv som jetsetoppasser, som fortælleren finder og gengiver i uddrag, og som blandt andet rummer en fabelagtig beskrivelse af Istanbul som et kafkask virvar af uventede rum og en dystopisk skildring af et Jerusalem i fuldkomment forfald.

Industrisamfundets vugge

Bogens sidste udvandrer, Max Aurach, er anderledes bofast i det fremmede end onklen fra Amerika. Han kommer som ung til Manchester og forbliver næsten uden undtagelser i denne by, som også Sebaldfortælleren flytter til, da han i første omgang forlader alpeegnene. Begge er intenst optaget af Manchesters rolle som industrisamfundets vugge og dermed som en gammel indvandrerby, men også af det altomfattende forfald, der angiveligt har præget den siden slutningen af 1950’erne.

Aurach er modelleret over virkelighedens Frank Auerbach, kunstmaleren med tysk-jødisk baggrund, der undslap Det Tredje Riges udryddelsespolitik som barn og som voksen stille og roligt har arbejdet sig frem til en meget respekteret position i sit engelske eksil.

De udvandrede’s portræt af Aurach kulminerer med moderens barndomserindringer fra den dybe tyske provins, hvor den jødiske befolkning var velintegreret i selv de mindste flækker. Men i selv samme flækker lå antisemitismen på lur og viste sig uhyre effektiv både under Hitler og – ifølge fortællerens pessimistiske vurdering, efter at han i juli 1991 er rejst i sporene på Aurachs mor – gennem hele efterkrigstiden.

Fortællerens rejse til Bad Kissingen og Steinach, hvor moderen voksede op i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede former sig som en grotesk rejse ind i mørkets hjerte. Undervejs til Kissingen, i hvad han knap nok vil betegne som et tog, må den stakkels sensible fortæller udholde henholdsvis en mandlig »medpassagers legems- og åndsdeformation« og en gammel kone, »som spiste et stort æble, til hvis fuldstændige fortæring den gode times tid indtil vores ankomst til Kissingen netop var nok«.

I mørkets hjerte

Slet ankommet til den berømte kurby forstyrres fortælleren først af de mennesketomme gader, dernæst af hotellets »neoimperiale stil« og af receptionsdamen, »der havde et vist oversygeplejerskepræg ved sig«, og endelig af »et spøgelsesagtigt ældre ægtepar, som stirrede på mig med et udtryk af utilsløret fjendtlighed eller måske ligefrem af forfærdelse«. Bedre bliver det ikke, da det dagen efter viser sig, at samtlige kurgæster er seniorer, »som sikkert først og fremmest er optaget af deres fordøjelse«, og at bureaukraterne på det lokale rådhus er til meget ringe hjælp, da vor udsendte går på jagt efter eventuelle spor af byens engang så talrige jødiske befolkning.

Som afslutning på opdagelsesrejsen skal Sebald også ud at sejle med flodbåd. Vi er jo i mørkets hjerte. Her viser han sig til alt held at være alene. Det er midt på dagen, og »gubbefolket« passer sikkert deres diæt »eller hengav sig måske i dunkle kroer uden opsyn til fråseriet«. Flodskipperen er en tyrkiskfødt kvinde i »blåhvid trikotkjole«, der undervejs giver »nogle yderst imponerende prøver på sin kritiske filosofi, som alle kulminerede i en tese, hun gentog flere gange, nemlig at intet var så uendeligt og så farligt som dumheden. Og folk i Tyskland, sagde hun, er præcis lige så dumme som tyrkerne, ja måske endnu dummere«.

Med den tyrkiske flodskipper og hendes teser om dumheden er cirklen sluttet. Udvandrerlandet Tyskland er igen blevet indvandrerland, udvandreren Sebald møder indvandreren, og de er rørende enige: Intet er så farligt som dumheden. Men hvad er så dumheden? At insistere på, at alle skal være ens? Opføre sig efter bestemte forskrifter? Ikke lade cyklen ligge i haven om natten! Koncentrere sig om fordøjelsen! Glemme nøglen til den gamle jødiske kirkegård!

Med genudgivelsen af De udvandrede er vi alle blevet lidt klogere.

W.G. Sebald: ’De udvandrede’. Gyldendal, oversat af Niels Brunse, 312 sider, 250 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her