Læsetid: 2 min.

Amerikansk ener besynger kommanderende det simple liv, som det viste sig i Athen

Tidligere var Eleanor Friedberger et mere rektangulært bekendtskab, men efter en tid i Athen har hun leveret et strålende album om noget så lyksaligt som det simple liv – og anerkender umuligheden i at ønske sig alting
Eleanor Friedberger.

Eleanor Friedberger.

Chris Eckert

18. maj 2018

Egentlig burde jeg vel anmelde Beach Houses nye, hypede album 7, men jeg faldt i søvn undervejs i lytningen. Måske er det en del af ideen med duoens ferske melodik. Måske er jeg døv for forskydningerne i deres narkotisk monokrome klangunivers. Måske kan jeg bare bedre lide en melatoninpille, hvis jeg vil sove.

Eller endnu bedre: holde mig vågen til Eleanor Friedbergers fjerde soloalbum Rebound, der er beslægtet med Beach House i sin døsige eftertænksomhed og enkle melankoli.

Godmodige kruseduller

Til gengæld har Friedbergers stemme en unikt kommanderende kvalitet, selv når hun overgiver sig til det simple liv – og anerkender umuligheden i at ønske sig alting. Det gør hun på Rebound, opkaldt efter en 80’er-klub, som hun frekventerede i Athen, Grækenland, hvor hun boede, skrev og indspillede sine nye sange. »A house, a chair and a rug / That’s everything.«

Der er en rund følsomhed i hendes nye synthpop-sange med beherskede 80’er-associationer tilsat behersket elguitar, bas og trommer. Tidligere var hun et mere rektangulært bekendtskab – solo og i søskendeduoen The Fiery Furnaces –men på Rebound kommer harmonierne og melodierne mere som kærtegn. For eksempel på »My Jesus Phase«, hvor en twang-guitar bryder klangrummet og tegner store godmodige kruseduller ovenpå nummeret.

Foto: Chris Eckert

Tilgængelig for livet

Friedberger synes at have gjort sig tilgængelig for livet og musikken. Angiveligt har det været en svær plade at lave, men det er hendes mest medgørlige. Ja, der er faktisk mindelser om Beach Houses døs i nogle af de mere henslængte numre. Men det er ikke en døs, det her, det er en opvågnen. »Take it slow for peace of mind / Don't lust and cheat.«

Noget nyt synes at have sat sig i knoglerne på Friedberger. Noget, der gør, at sangene har en doven nydelse, men stadig klart markerede muskler. Ja, hendes fraseringer kan stadig lyde som en fluevægtboksers et-to-kombinationer. Men der er samtidig noget let tåget over hendes udtryk.

Tågen er så ikke en dyne som hos Beach House, men noget i Eleanor Friedberger, der har slået sig til ro. Uden at hun af den grund har sluppet rastløsheden. »It’s nice to be nowhere / Over and over with you.«

Eleanor Friedberger: ’Rebound’ (Frenshkiss/Border Music)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu