Læsetid: 11 min.

Anmeldelse 2018: Mænd, der klæder sig som kvinder, den evige Tue Biering og dans til kamp mod perfektion: CPH Stage viser, at scenekunsten boomer

Dansk teater boomer lige nu. Over de næste ti dage viser festivalen CPH Stage, der afsluttes med uddelingen af årets Reumert-priser, over 90 højdepunkter fra sæsonen, internationale gæstespil, afgangsforestillinger, readings med mere på alle slags scener. Informations scenekunstanmeldere gør status over tidens vigtigste tendenser og anbefaler otte vigtige teater- og danseforestillinger på festivalen
Bare at se videotraileren for forestillingen og dens kvindemiddag er en fest. For alt er lyserødt. Alt er kunstigt. Ingen kinder kan bestå botoxprøven. Intet hår er ægte. Til gengæld er hver en læbestift lagt pinagtigt præcist.

’Vanity of Modern Panic – V.O.M.P.’ af Gunilla Lind Danseteater i Dansekapellet på Bispebjerg Torv.

Bare at se videotraileren for forestillingen og dens kvindemiddag er en fest. For alt er lyserødt. Alt er kunstigt. Ingen kinder kan bestå botoxprøven. Intet hår er ægte. Til gengæld er hver en læbestift lagt pinagtigt præcist.

’Vanity of Modern Panic – V.O.M.P.’ af Gunilla Lind Danseteater i Dansekapellet på Bispebjerg Torv.

Kasper Nybo

31. maj 2018

Til dans mod den perfekte krop: 'Vanity of Modern Panic – V.O.M.P.'

Titlen på denne danseforestilling er en af de mest hårdtslående under dette års CPH Stage: Vanity of Modern Panic – V.O.M.P. Eller ’den moderne paniks forfængelighed’ for nu at sige det på dansk. Det er den helt unge danser og koreograf Gunilla Lind, der har skabt sit eget danseteater – og som i V.O.M.P. har skabt en stiliseret verden af forfængelighed. Bare at se videotraileren for forestillingen og dens kvindemiddag er en fest. For alt er lyserødt. Alt er kunstigt. Ingen kinder kan bestå botoxprøven. Intet hår er ægte. Til gengæld er hver en læbestift lagt pinagtigt præcist.

Gunilla Lind er barn af Nordvest. Hun har danset, siden hun var otte år. Hun er uddannet på Copenhagen Contemporary Dance School i 2013 og har deltaget i flere talentplatforme. For to år siden fik hun støtte af Statens Kunstfond til en arbejdsperiode, der fik hende til at skabe dette værk. Samtidig stiftede hun sit eget danseteater, der nu som det første kompagni har fået tildelt et residency-ophold hos Dansekapellet.

I V.O.M.P. er hun inspireret af den vilde selvoptagethed i fitnesscentre, men også af samfundets fordømmende holdning over for folk, der ikke lever op til skønhedsidealerne.

»Det er i den grad også deres egen skyld, hvis samfundet ikke gider dem, for de kunne jo bare spise nogle flere antioxidanter og tage en stram-op-time i fitness,« udtalte hun til teatersitet Iscene i forbindelse med forestillingens premiere. Tydeligvis med glimt i øjet.

At dømme efter hendes iøjnefaldende fotos arbejder hun med masser af humor, men også med både alvor og slagkraft. Hendes groteske skildringer af kønsroller og kvindeidentitet skal i hvert fald nok åbne for en debat om kamp for at få den perfekte krop. I V.O.M.P. er læber og balder bare noget, man køber sig …

AMC.

’Vanity of Modern Panic – V.O.M.P.’ Gunilla Lind Danseteater i Dansekapellet på Bispebjerg Torv. 31. maj – 1. juni samt 6-8. Juni. 50 min. Fra 12 år

 

Søren Meisner

Tue Biering alle steder: ’Landet uden drømme’

Det er ikke kun film og tv, litteratur og musik, der griber til science fiction for at begribe tiden for tiden. Som den bedste af slagsen påkalder Tue Biering i Landet uden drømme fantasien om fremtiden, så vi kan se vores virkelige nutid med nye øjne.

Den er en lille tidsmaskine af en forestilling, der spoler tiden frem og tilbage og frem igen for at fortælle os noget om vores evne til at forestille os. Det er overraskende og rørende enkelt.

I al sin almindelighed lyser skuespiller Lise Lauenblad nærmest indefra af et på samme sære tid beroligende og foruroligende, strålende nærvær og føles faktisk som en salig alien, der er kommet for at fortælle os, at der ikke er noget at være bange for. I forestillingens overraskende forløsende finale stilles publikum ansigt til ansigt med sig selv som fremmede og fremtidige. Sådan er det som altid os selv, vores følelser, forestillinger og fiktioner om os selv og hinanden, det handler om i Tue Bierings nærmest gruppeterapeutiske desillusioneringsteater, og som altid er det teater til tiden.

Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med Biering, der med god grund er nomineret til en Reumert som årets instruktør, kan man tage en hel Tue Biering-tour på CPH Stage. Hans anderledes ublide, for ikke at sige rystende, Rocky! om mindreværdsfølelsens politiske kraft fra sidste år og tidligere hits som Dette er ikke stjernekrigstrilogien og Fix & Foxys hypernaturalistiske udgave af Ibsens Et dukkehjem, der foregår i et privat hjem, spiller alle på festivalen.

Kiz.

’Landet uden drømme’. Eventministeriet, Det Kongelige Teater, og Fix & Foxy. Spiller på Sort/Hvid 2.-3. juni. 

 

Bjarke MacCarthy

Mænd, der spiller kvinder: ’Manning er fri’

Dramatikeren og skuespilleren Anders Budde Christensen gør egentlig det samme i sin monolog Manning er fri, som Madame Nielsen gør i sin for tiden så stærkt omdebatterede Black Madonna (som også kan ses på CPH Stage): Han tager både en kvindes og en udsat befolkningsgruppes – i dette tilfælde transkønnede personers – identitet på sig. Både Black Madonna og Manning er fri er teater, der baserer sig på virkelige livshistorier og virkelig smerte for at sætte tidens problemer til debat. Manning er fri gør det dog en del mere følsomt.

Det er på den ene side en meget enkel og ligetil dramatisering af whistebloweren Chelsea Mannings livshistorie. Forestillingen genfortæller i små sceniske fragmenter og med en minimal brug af rekvisitter og lyssætning, hvordan den tidligere soldat og mand prøvede sin søsters kjoler i smug og meldte sig til hæren for at »mande sig op« og senere endte med at offentliggøre både en million hemmelige dokumenter om USA’s krigsførelse i Mellemøsten og sin egen velbevogtede hemmelighed om sin sande kønsidentitet som kvinde.

På den anden side er stykket mere en performativ genfortælling end en naturalistisk dramatisering af virkelige begivenheder. Det er både et væsentligt og vedkommende eksempel på, at det bedste af den dramatik, der henter sin historier fra virkeligheden, ikke behøver at skabe naturalistiske illusioner for at skabe indlevelse. Og det er et eksempel på, at inspirationen fra den fysiske performances tavse tableauer er med til at skabe den indlevelse i meget af tidens bedste teater.

Budde Christensen bliver helt kropsligt til Chelsea Manning. Men han forlader samtidig aldrig rollen som skuespilleren, der hele tiden også er til stede som en lige så virkelig karakter, der peger på sit eget skuespil som skuespil. På den måde ender monologen helt konkret som en dialog mellem skuespilleren og Manning. Det er rørende at se.

Kiz.

’Manning er fri’. Mungo Park. Spiller på Betty Nansen Teatret 30.-31 maj.

 

David Monteith-Hodge

Akut virkelighedsteater som gæstespil: ’Nassim’ og ’Riding on a Cloud’

CPH STAGE giver også gylden mulighed for at opleve lidt af, hvad der sker i scenekunsten uden for både Danmarks og Europas grænser. Det kan måske kaldes et anderledes akut virkelighedsteater. I to af de internationale gæstespil er det i hvert fald den selvoplevede erfaring af liv levet under hårde politiske omstændigheder, der er udgangspunktet.

Fra Iran besøger dramatikeren og instruktøren Nassim Soleimanpour Teater Grob med sit prisbelønnede stykke Nassim, der hver aften opføres af en ny skuespiller (Rasmus Botoft, Pilou Asbæk og Amanda Collin henholdsvis) der ligesom publikum ikke kender manuskriptet på forhånd.

Manuskriptet er projiceret op på en skærm, hvor dramatikeren selv vender bladene i det, og publikum må hjælpe til med fremførelsen. Den form fandt Soleimanpour frem til i sit vidt og bredt spillede Hvid kanin rød kanin – som der også er mulighed for at se igen på CPH STAGE – fordi han ikke kunne få udrejsetilladelse, og i Nassim skaber den en dialog mellem dramatikeren, skuespilleren og publikum, hvor alle – med The Guardians anmelders ord – må kæmpe med at gøre sig forståelige og desuden lære lidt farsi.

Den libanesiske kunstner Rabih Mroués Riding on a Cloud, der er blevet opført på kunstmuseer og festivaler verden over, handler også hårdt om, hvordan sprog og historiefortælling både er et privat  og et fælles anliggende. I performancen spiller Mroués bror Yasser Mroué, som i 1987 blev skudt i hovedet af en snigskytte på gaden i Beirut og delvist mistede sin evne til både at tale og til at genkende venner og familie på billeder, rollen som sig selv i en slags kommenteret billedfremvisning, der vil rekonstruere den personlige og politiske historie om den libanesiske borgerkrig og samtidig undersøger, hvordan de historier overhovedet konstrueres. Det er en yderst relevant måde at bruge teatret på i denne tid.

Kiz.

’Nassim’. Bush Theatre & Nassim Soleimanpour Productions. Spiller på Teater Grob 31. maj-2. juni.

’Riding on a Cloud’. Spiller på Sort/Hvid 30.-31. maj.

Karoline Lieberkind

Mere film og tv på scenen: ’Fucking Åmål’

Der er noget dragende ved teaterforestillinger, som bygger på kendte film eller tv-serier. For kan den komplekse filmfortælling fungere på de skrå brædder? Der er gået trend i at omsætte film til teater. Det seneste år har publikum bl.a. kunnet opleve dramatiseringer af Chaplins Diktatoren og kultserien SKAM.

Teater Vestvolden og Hils Din Mor har skabt en teaterversion af Lukas Moodyssons film fra 1998, Fucking Åmål. En forestilling, der har turneret på skoler og teaterfestivaler siden foråret 2017 og i år kan opleves under CPH Stage. Fucking Åmål er netop blevet nomineret til en Reumert. Og med rette. For Mia Lipschitz’ instruktion af Julie Maj Jakobsens dramatisering er ganske enkelt virkelig vellykket.

De to teenagere Agnes og Elin går mod normen i en lille svensk flække (der kunne være hvilken som helst lille by i det, der populært kaldes Udkantsdanmark) og kaster sig ud i et kærlighedsforhold. Det handler ikke blot om seksualitet, men også om kedsomhed, ensomhed, identitetssøgen og teenageliv i almindelighed. Mia Lerdams Elin er den perfekte version af overfladeselvsikkerhed kontra indre tvivl, som står i skarp kontrast til Ingrid-Marie Thorlacius’ forsagte, selvmordstruede Agnes, der indeni helt er klar over, hvem hun egentlig er. De to kvinder har selskab af René Benjamin Hansen, der formår at være overbevisende, følsom og virkelig sjov – både i rollen som Elins bedrevidende storesøster, den knallertkørende bondeknold og den øjenrullende klassekammerat i kørestolen.

Katrine Gjerdings kølige, lyserøde scenografi er på en og samme tid kikset candyfloss-idyllisk og topmoderne i sit stilrene udtryk. Den skaber rum for ungdomsdramaet, som du aldrig har oplevet det før. Fucking Åmål gør det pludselig reelt attraktivt for yngre kulturforbrugere at vælge teatret frem for biografens blockbusters.

Wøl.

’Fucking Åmål’. Teater Vestvolden og Hils Din Mor. Spiller i Skuespilhuset 5.-8. juni.

 

Camilla Winther

Bøger på brædderne: ’Den kroniske uskyld’

Instruktøren Elisa Kragerup og hendes populære klassikerfortolkninger er næsten en tendens i sig selv i disse års scenekunst. Kragerups smag for at sætte litteraturen i scene er dog en, hun deler med resten af dansk teater.

Teatrene henter generelt gerne stof fra andre kunstarter for tiden, film og tv ikke mindst, men litteraturen leverer også sin del. Det seneste år er ikke bare romaner som Peer Hultbergs Requiem og Michel Houllebecqs Underkastelse, Maria Gerhardts Transfervindue og Niels Henning Falk Jensbys Techno blevet iscenesat. Også umiddelbart udramatisk nonfiktion som Svend Brinkmanns antiselvhjælpsbog Stå fast og politikenjournalisten Anders Legarths sorgblog Jeg løber er der blevet lavet – virkelig vellykkede – sceneversioner af.

Kragerup har især iscenesat mere klassisk litteratur som Goethes Den unge Werthers lidelser, Shakespeares sonetter og Ovids metamorfoser, Kafka og Flaubert. I år er det dog en nyere klassiker, hun med sin iscenesættelse af Klaus Rifbjergs teenagetragedie Den kroniske uskyld om venskabet mellem Tore og Janus og den skønne Helle heldigt har givet sig i kast med.

Kragerups litterære iscenesættelser er gerne ordrette. Det er nærmest sproget selv som et fysisk materiale – med alle dets billedlige og sanselige, klanglige og rytmiske kvaliteter – hun dramatiserer og, som det tit er blevet sagt, giver krop. Der er syngende stemmer, kroppe i fuld fart og insisterende nærkontakt, spændte og slappe kroppe, der banker tungt ned i gulve og bryder med sig selv og hinanden i tvekampe og favntag i alle Kragerups forestillinger.

Den kroniske uskyld handler som de fleste andre klassikere, Kragerup har iscenesat, om et ambivalent, utilstedeligt og forbudt begær. Fysikaliteten i samspillet mellem Morten Hee Andersens klippefaste Tore og Simon Bennebjergs spinkle Janus er dybt bevægende. Ungdommens ekstatiske rus i SKAM-agtig slowmotion, forelskelsen som let og balletagtig ynde og begærets tyngde i en indtrængende, skæv vralten. Det hele oplever vi på rørende nært hold, for i Kragerups Den kroniske uskyld bliver også publikums egen krop en del af romanens verden, bænket som det er i Jonas Flys runde gymnastiksalsscenografi.

Kiz.

’Den kroniske uskyld’. Det Kongelige Teater. Spiller i Skuespilhuset 31. maj-8. juni.

 

Bahadir Badi Berber

Koreograffænomenet Stephanie Thomasen: ’TRO’

Den spinkle danser Stephanie Thomasen er et fænomen i dansk dans lige nu. Hun tackler ubesværet sine mandsdansere hos Uppercut Danseteater, der bor i Dansekapellet på Bispebjerg Torv. Som danser har hun en grundform og en muskelstyrke, der vil få de fleste mænd til at vige tilbage. Men det allermest imponerende er faktisk, så overbevisende og naturligt hun får mandekroppe til at bevæge sig rundt på scenen, når hun som koreograf dirigerer rundt med sine mandsdansere.

Selv er hun moderne danser, uddannet i New York. Men hun blander ubesværet sine egne moderne smidighedsbevægelser med den slags dans, som de fleste mandsdansere i Københavns Nordvestkvarter dyrker: breakdance. Der er altså både headspins og alverdens kureture hen over gulvet, når Uppercut-fyrene slipper musklerne løs. Typisk i højtempo.

Kompagniets stærke dansere virker ofte nærmest maniske i deres maratonagtige udholdenhed. De er som regel anført af danseren Mark Philip, der blander armkræfterne med dramatisk tæft og en god del charme. Men de er også typisk udsat for en ’typecasting’, så deres interne roller i gruppen som den sjove, den hurtige, den smukke, den bredskuldrede og den opfindsomme bliver tydelig i dansen. Deres trang til at ’battle’ indgår som et fast element i Stephanie Thomasens koreografi, mere eller mindre direkte. Det er ikke mindst derfor, at de virker så autentiske som det, de er: breakerdrenge fra Nordvest.

TRO er en danseforestilling om noget af alt det, vi tror på. Både troen på kærligheden og troen på os selv – og med universelle tanker om, hvorvidt vi overhovedet magter at leve uden at tro. Denne turnéforestilling med seks dansere gæstespiller nu hjemme hos sig selv i Dansekapellet under CPH Stage. Det er bare om at gribe chancen.

AMC.

’TRO’. Uppercut Danseteater på Dansekapellet på Bispebjerg Torv. Torsdag 31. maj - søndag 3. juni. Torsdag-lørdag kl. 19, søndag kl. 16. 50 minutter. Fra 12 år.

 

Björn Abelin

Grønlandsk klimadans: ’Siku Aappoq/Isen smelter’ og ’Seca/Tørke’

Lyden af isen, der smelter, er den bagvedliggende kraft i danseforestillingen Siku Aappoq / Isen smelter om klimaforandringerne i Grønland. Det er det tværnordiske kompagni Yggdrasil Dance, der danser den smeltende indlandsis og grønlændernes pagt med naturen i Birgitte Bauer-Nilsens moderne koreografi med strakte ben og tiltende balancer. Den grønlandske danser Alexander Montgomery-Andersen danser sit folks følelser og frustrationer frem over for den norske danser Thomas Johansen. Mand mod mand.

Den danske komponist Carsten Dahl står bag musikken, og den grønlandske sanger Aviaja Lumholt bruger sin stemme til at fremkalde både shamanens sang og gletsjernes smelten. Imens bevæger danserne sig rundt i en hvid krystalscenografi af kunstneren Marianne Grønnow, og den danske lysdesigner Jesper Kongshaug har fremdigtet polarlyset over danserne – og nordlyset, måske.

Denne grønlandske forestilling er det første værk i klimatrilogien hos Yggdrasil Dance. Værk nummer to er den indiansk inspirerede danseforestilling Seca/Tørke, hvor brasilianske kunstnere bruger deres indianske kulturbaggrund til at skildre regnskovens død. Her har den danske komponist Kim Helweg skabt musikken til koreografiens tre kvindelige dansere.

Yggdrasil Dance er ikke den eneste scenekunstgruppe, der er voldsomt optaget af klimaforandringerne. Next Door Projects vandreforestilling Tekeraoi om den mest oversvømmelsestruede ø i Stillehavet og Hotel Pro Formas musikforestilling Neoarctic om havenes forurening er andre vigtige klimaforestillinger. Men Yggdrasil har tydeligvis en sjælden indsigt i naturens hemmeligheder både i Grønland og i Brasilien. Så det er en unik chance, at de to værker danses på CPH Stage. Formodentlig ikke omgivet af lyden fra plaskende gletsjere, men nok bare af lyden fra isspisende turister på Teaterøen.

AMC.

’Siku Aappoq/Isen Smelter’ og ’Seca/Tørke’. Yggdrasil Dance på Teaterøen på Refshaleøen. 31. maj – 1. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu