Anna Libaks alibi for populismens sorte politik overbeviser ikke

Populismens essens er hverken afsky for eliterne eller antidemokratiske tilbøjeligheder. Vor tids stødt voksende populistiske bevægelser bør snarere ses som tegn på en stigende antiglobalistisk bevidsthed og et krav om systemforandring.

Dét er budskabet fra journalist Anna Libak, der i dag udkommer med et polemisk ’essay’ i Gyldendals fine debatbogsserie Til tiden.

Libaks indlæg består af en begrebsanalyse (populisme er i virkeligheden forurettet antiglobalisme), en diagnose (opblomstringen skyldes en krænkelseskultur parret med vestens magttab) og en art machiavellisk opfordring til politikere »uanset politisk observans«, der ønsker at beholde magten (de bør lytte til og efterkomme de – givetvis grimme – ting, der råbes fra folkedybet, og for eksempel ændre flygtningekonventionerne).

Vi har rigtignok vænnet os til en apokalyptisk hverdagsrecitation, der lyder noget i stil med: Front National, Alternative für Deutschland, UKIP, Viktor Orbán og Trump – fortsæt selv rækken. Alle er de eksempler på skrækindjagende populistiske partier og personager, der har vind i sejlene i disse år.

Grænserne for det stuerene er skredet gevaldigt, og fremmedhad og nationalisme er tilsyneladende blevet det nye sort: De ekstremistiske folkebevægelser skyder op overalt i Vesten og breder sig som dødelig byldepest over landegrænser og ind på parlamenternes stolerækker.

En sådan afstandstagende og decideret nedladende retorik er imidlertid et skråplan i Libaks øjne. Hun slår til lyd for, at vi stopper med at bruge ’populisme’ som et skældsord og i stedet begynder at tage folks bekymringer alvorligt.

Globalismen som problem

Libaks bog har den simple og dog sigende titel Forstå populismen!, der virker som en cocktail af dels en uvildig og venligt informerende ’introduktion til begrebet’ dels et bydende ’så fat det dog!’: Populisme er ikke nødvendigvis antidemokratisk, men en ganske forståelig konsekvens af multikulturalismens krænkelseskultur. Det er »en metode til politisk selviscenesættelse«, der benytter sig af en forestilling om folket til at påkalde sig legitimation.

»Lakmusprøven på, om et parti eller en bevægelse er populistisk eller ej, er, om der tales på vegne af et forurettet kollektivt vi, der er blevet trampet ned af overmagten,« skriver Libak i sin bog, der i fremstillingsform vakler mellem ædruelig Samfundsfag B-grundbog og en ikke så lidt krasbørstig apologi for de populistiske bevægelsers hardcore antiimmigrationspolitik.

Libaks hovedærinde er således at vise, at det ikke er populisterne, men den ’ukontrollerede indvandring’ der er problemet. De EU-, verdensmarked- og (såkaldt) ’indvandrerkritiske’ røster er en uafvendelig reaktion på 1990’ernes og 00’ernes liberalistiske globaliseringsideal, der førte sig selv frem som nødvendighedens politik og altså en teknokratisk ikkepolitik. Efter et apolitisk interregnum mellem murens fald og finanskrisen i 2008 er politikken nu på vej tilbage, mener Libak, og dét i en form, hvor ’højre’ ikke refererer til andet end den hånd, hvis tommelfinger peger mod venstre, og vice versa.

Libak spørger: »Er man rød eller blå, hvis man er imod indvandring?«

Sort, kunne man fristes til at sige. Globalismen er død, nationalismen længe leve! Eller i Libaks EU-trumpske version: »De vestlige statsledere [bør] love, at de vil sætte Europa Først.«

’Systemforandring’ vil sige indvandringsstop

Det er ganske vist tilnærmelsesvis sympatisk at gøre en indsats for at forstå et politisk massefænomen fra de involveredes synspunkt. Man kunne dog indvende, at en racist, der har slået foden, ret beset stadig er en racist. Eller at folk, der brøler af ’de fremmede’ og billiger, at ét-årige børn tvinges i opdragelsesprogrammer, mens deres demokratiske repræsentanter skærer i velfærden og lader de rige stjæle fra statskassen, nok har været udsat for et trick eller to.

Det betyder ikke, at folk – hverken det jævne eller det ujævne – er dumme og ikke mener, hvad de faktisk siger. Men det betyder, at de – vi – mennesker, som de er flest, ikke kan undgå at påvirkes af, hvad vi får tudet ørerne fulde af konstant, såsom at de brune/araberne/muslimerne er dovne nassere, der ’tager vores arbejde’. Man kunne ellers mene, at der var andre årsager til folks afsavn, såsom neoliberal udhuling af offentlig velfærd og den ustandselige klapjagt på fattige og udsatte borgere. Men ak, i Libaks bog vil ’systemforandring’ sige indvandringsstop.

I debattørens optegning er den globale markedsøkonomi givet som et urokkeligt faktum. Men hvorfor ikke vove det omvendte billede og anskue immigrationen og de overskredne grænser som præmissen, vi må forandre systemet efter?

Libak skelner ikke tilstrækkelig (hvis overhovedet) mellem højrefløjens etnonationalisme og venstrepopulismen. I en manøvre, der er velkendt fra det altid voldsfascinerede debatdanmark, får hun slået fast, at ’venstreekstremister’ er mindst lige så voldsparate som højrefløjen. Og på trods af, at bevismaterialet ganske vist som altid beløber sig til noget med noget, der skete på et canadisk campus, kan man vide sig sikker på, at ingen debattør fra slut 2010’erne er for god til at give sit besyv med om den berygtede identitetspolitik: Den er ifølge Libak ’populismens tveæggede tvilling’ – og i al fald mainstreamhøjres yndlingsaversion.

Vi skal altså gå højrefløjens populister i møde, da de er et berettiget resultat af vestens tabte centralitet i en globaliseret verden. De er »konservatismens dårlige ånde«, som Libak rutineret skriver. Men mon ikke en ru tungeslasker med den første og bedste tømmermændsramte venstrefløjspopulist fra Folkets Hus smager af sød koldskål i sammenligning?

Anna Libak: ’Forstå populismen!’. Gyldendal. 190 sider