Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Arctic Monkeys sender sig selv i kredsløb om jorden

Britiske Arctic Monkeys skruer med deres nye album markant ned for hitpotentialet og op for de psykedeliske Beatles-effekter. Resultatet er overvejende godt. ’Tranquility Base Hotel & Casino’ er en helstøbt plade, der sender lytteren en tur ud i rummet i vægtløs tilstand
Kultur
9. maj 2018

Da Chris McClure i 2006 tillod sine venner, i det dengang ukendte Sheffield-orkester Arctic Monkeys, at pryde coveret af deres debutalbum med et fotografi, de havde taget af ham, var det umuligt for ham at forudsige, at han få dage efter udgivelsen ville være et kendt ansigt hos musiklyttere i England og beyond.

Men Whatever People Say I Am, That’s What I’m Not solgte 363.735 eksemplarer i løbet af den første uge – ja, 113.000 bare på den første dag – og blev dermed den hurtigst sælgende debut i England nogensinde. Så pludselig hang Chris McClures ansigt på plakater rundt omkring i de små teenageværelser, og hans telefon var rødglødende. Alle ville vide, hvem han var, og han var ikke engang med i bandet.

Arctic Monkeys havde forinden givet nogle af deres tidlige singler gratis væk ved deres koncerter. Disse singler spredte sig på internettet, som netop var blevet hurtigt nok til seriøs musikdeling, og med denne nye forretningsmodel, og med deres skramlede indierock, ramte de generation-Y lige i måsen.

Meget er selvfølgelig sket siden, ikke mindst optager indierocken et lidt andet sted i kulturen nu, og dermed gør Arctic Monkeys det også.

Men det lyder hverken, som om bandet begræder dette eller forsøger at kæmpe imod udviklingen.

Deres nye, 11 numre lange Tranquility Base Hotel & Casino, som de udgiver efter fem års pause, er småpsykedelisk og storladent på indadvendt vis. Der er langt imellem de fængende melodistumper, og der er ikke skyggen af et nummer, der kan ruske op i dansegulvet. Men der er meget andet at komme efter.

Dump bas og udsyret cembalo

»Tranquility Base« henviser til det sted på månen, hvor de amerikanske astronauter Neil Armstrong og Buzz Aldrin landede i 1969, og med albummets rige lydbilleder lader Arctic Monkeys lytteren opleve, hvad det vil sige at svæve rundt i vægtløs tilstand.

Åbningsnummeret »Star Treatment« lyder som en refleksion over, hvad deres uventede succes har gjort ved dem i løbet af årene. Med ekko og rumklang på vokalen synger forsanger Alex Turner på fineste vis om, hvorfor det pludselig kan virke attraktivt at stikke til søs i sit rumskib. Måske fordi man ikke længere kan være i fred på Jorden.

»I just wanted to meet one of The Strokes
now look at the mess you made me make… I found out the hard way
that here ain’t no place for dolls like you and me
«.

Pladen igennem trækker de meget markant på The Beatles – et andet orkester, der tog sin egen generation med storm.

Numre som »Four Out Of Five« og »She Looks Like Fun« kunne nærmest ligne sammenklip af numre fra Abbey Road og Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band. Og Nick O’Malleys dumpe baslyd klinger – i hvert fald i mine ører – som om den er fremkaldt af den samme type Hofner-bas, den såkaldte violinbas eller Beatles-bas, som Paul McCartney gjorde legendarisk.

Imens stemmer bandet ofte i med Beatles-klingende korstemmer til forsanger Alex Turners melodier, ligesom de ikke er bange for at banke op for et udsyret cembalo. Så ja, referencerne fylder meget, og de er tydelige.

Men Arctic Monkeys formår alligevel at disponere over dem og forme dem til noget nyt. Ikke mindst ledt an af Alex Turner, der med sin sangskrivning sigter efter langt mere underspillede melodier, end The Beatles havde for vane.

Og så kunne det næsten se ud, som om de musikalske referencer er et led i pladens helstøbte musikalske udsagn om, hvad en opspeedet fankultur kan gøre ved én.

Arctic Monkeys: ’Tranquility Base Hotel & Casino’ (Domino Recordings/Playground Music)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her