Læsetid: 2 min.

Barndommens små og kolossale svigt beskrives smertefuldt i ’Stillezone’

Shosha Raymond debuterer med en stærk og sansende kortroman om at arbejde sig ud af en barndom i en dysfunktionel familie
Shosha Raymonds debut er utrolig smuk.

Shosha Raymonds debut er utrolig smuk.

Pressefoto

18. maj 2018

Shosha Raymonds debutbog er bedst, når den med sin stilfærdige skarphed viser, hvor meget det kan såre et menneske at vokse op i en familie, hvor man ikke kan stole på forældrene, de voksne. Det ligger også i bogens titel Stillezone, der kan læses som en sammentrækning af det, inden for familiens rammer, småfascistoide begreb ’stilletime’ og så ’krigszone’. 

Jegfortælleren, Lila, er i tyverne, jødisk, fra en familie der lider under et nedarvet Holocaust-traume. Hun er flyttet ud i et landbrugskollektiv, hvor hun sår og høster og gennem arbejdet skaber en rytme, der står i kontrast til strømmen af barndomsminder, der konstant hjemsøger hende. Hun har en lillesøster, Aria, som hun har et både kærligt og voldeligt forhold til. Hun har en mor, der er psykisk syg, en far, der virker handlingslammet.

Lilas historie er ikke så meget en historie som en langsom cirkulation af sanseindtryk og minder. Tekstens 107 sider har ikke kapitler, blot afsnit, der sjældent er længere end en side. Dette gør bogen til en lang række af sceneskift, der både er udmattende, fordi de ikke har nogen retning, men som til gengæld på sætningsplan har en poetisk skarphed. 

Om sin familie skriver Lila f.eks.: »Jeg kan føle mig mere alene, når jeg er sammen med min familie, end når jeg rent faktisk er alene. Deres tilstedeværelse og opslugthed af deres egne liv maser mig ind i et lille rum inden i mig selv.« 

Shosha Raymond: ’Stillezone’

En bog om Lila

Desværre er det, som om bogen skammer sig lidt over at være ’plotløs’. Der introduceres f.eks. mange navne på karakterer, som hverken foldes ud eller har nogen betydning for Lila. På et tidspunkt indledes et afsnit med det metafiktionelle udsagn »Denne historie handler om min mor«. Men Stillezone handler jo om Lila: om hendes barndom, hendes forsøg på at blive voksen. At påstå at bogen skulle være en historie om hendes mor er åbenlyst forkert.

Det irriterer mig. Der er nemlig ikke opbyggelighed i Stillezone, hvilket for mig at se er bogens centrale greb. Hvis så bare fortælleren, eller den implicitte fortæller, ville stå ved det.

Men det tilgiver man, for forfatteren skriver så stærkt og smertefuldt om at vokse op i en dysfunktionel familie, og om hvordan oplevelsen sætter sig i den voksne krop. I en scene sammen med kæresten Liv kommer Lila til at tænke på følgende barndomsminde:

»Jeg stod i døråbningen til stuen og rystede af kulde, da min mor sagde, at jeg var en klump i hendes mave. Hun kiggede ud ad glasdøren til haven. Lila er en klump. Senere fortalte min far mig, at de godt vidste at jeg tit stod dér. Men han sagde, at det måtte jeg selv om. Det var ikke noget, de skulle blande sig i. Liv tager fat om mit ansigt.«

Dette både lille og kolossale svigt: at forældrene vidste, hun stod der. Og så Livs hænder, der kommer til undsætning: håbet. Det er utrolig smukt, synes jeg.

Shosha Raymond: ’Stillezone’. Forlaget Gladiator, 107 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu