Bisse er blevet mere bidsk.
Den populære og produktive sanger lod sig for nylig kronrage – og forkastede dermed sit androgyne image. Og på sit ottende album, Bizzin, har han tillagt sig en morbid, rå stil, der reflekteres i sangtitler som »Clearingmord«, »Dagens første lig« og »Selvmordssangen«.
Men fra den aggressive fernis siver en sårbar sjæl, der undervejs på pladens ti numre lyder mere som firsernes Kliché end noget andet dansksproget popmusik.
Rumklingende klaustrofobi
Bisse, den konservatorieuddannede Thorbjørn Radisch Bredkjær, spiller en mellemting mellem jazzet pop og art-rock. Hans sangstil er excessiv og teatralsk, indimellem snøvlende og læspende eller forfalden til ’hmm’, skrig og skrål.
Instrumenterne, særligt blæsere, trommer og de flimrende synths, bidrager til det storladne udtryk. På »Plexiglas«, der beskriver oplevelsen af at være fanget i en osteklokke af angst, kører selvbebrejdelser og narcissisme hinanden op i en spids til et kor, der runger som stadionrock.
På »Fontex« forstærkes desperation med rumklang, og omkvædet er uhyggelig oplagt til fællessang, selv om det beskriver psykofarmakaenes apatiske bivirkninger: Hvad hjælper det, at man ikke kan føle angst, bitterhed og skam, når man så heller ikke kan glædes over regnvejret?
Sangen om at miste følelsen med sine følelser er paradoksalt nok albummets mest rørende.
Træt af trætheden
Én af Bisses styrker er, at han kan skrue helt op på patos-knappen uden at blive patetisk, men hans forsøg på at rappe bliver til gengæld på et par af numrene akavet grænsende til malplaceret.
Teksterne er dunkle, rå og delvist Michael Strungeske i deres sentimentale nihilisme.
På »Baggearsmanden« oplistes alt det, Bisse er træt af, bl.a. ikke at kunne finde fodfæste i tilværelsen, kærlighed, trætheden og at sidde på et bagsæde med en bagskid på. Sangen er et godt eksempel på Bisses kreative omgang med det danske sprog. Det er overskudsfyldt og originalt, men lider også i længden af, at gentagelser og opremsninger er den primære formel.
Fra videoen til »FONTEX« fra Bisses nye album ’BIZZIN’.
Ekspressionistisk vanvid
På coveret til Bizzin er afbildet et afskåret øre, der – som en blodig reference til den mentalt ustabile maler Vincent van Gogh – illustrerer albummets ekspressionistiske vanvid. Men hvor en billedkunstner kan male uden sit øre, er det straks mere invaliderende for en musiker.
Jeg opfatter Bisses blodige øre som et symbol på den smerte, han synger så meget om; den ensomhed, der hører med, når succes afskærer en musiker fra verden.
»Jeg vil ikke være en stjerne / Ingen popstjerne / Ingen rockstjerne / Ingen sortstjerne / Ingen storstjerne / Jeg vil ned fra himlen / Jeg vil ligge i ske med verden / Jeg savner dig,« synger han på den vellykkede »I ske med verden«. Her går foreningen af en fængende popmelodi og melankolsk poesi virkelig o-p op.
Bisse: ’Bizzin’ (Showbisse Inc.)
