Brevveksling fra Ole Wivels arkiv giver interessant, men sparsom indsigt

For ti år siden fik litteraturprofessor Per Øhrgaard som den eneste adgang til forfatter, aktivist, tidligere forlagschef på bl.a. Gyldendal og central figur i dansk kulturhistorie Ole Wivels arkiv på Det Kongelige Bibliotek.

Det må både have været en gave og et åg at modtage denne tillidserklæring fra Wivels familie, da netop det arkiv har været omgærdet af enorm interesse og spekulationer. Og af en forventning om, at man kunne finde noget i arkivet, der kunne kaste lys over en sag, som Ole Wivel selv er blevet beskyldt for kun delvist at vise frem, og som hans støtter har opfordret til ikke skal kaste skygge over hans imponerende eftermæle som afgørende katalysator i dansk kulturliv.

Den sag drejer sig om Ole Wivels tilknytning til det åndelige broderskab Ringen, der blev formet i slutningen af 1930’erne af en gruppe kunstnere, digtere og intellektuelle, og ledet af østrigeren Fritz Waschnitius (herefter FW), som introducerede kredsen for Stefan George og andre tyske kulturpessimister.

Og den drejer sig om den indflydelse, som østrigeren fik på den unge Ole Wivel (han var kun 18, da han mødte FW) – og konsekvensen af tilhørsforholdet, som blev, at Ole Wivel i de første krigs- og besættelsesår fastholdt fascinationen af det stærke Tyskland – det har han selv fortalt om i sine erindringer blandt andet Romance for Valdhorn i 1972, men hvad han ikke fortalte her var, at han skrev digte og breve til vennerne i Ringen, der bakkede op om krigshandlinger. Det kom først senere frem, og det afstedkom en enorm debat om kollektiv erindring, offentlig bodsgang, forståelse og ungdommelige vildfarelser.

I dag udkommer så, hvad Per Øhrgaard har fundet relevant at bringe frem fra Ole Wivels arkiv i bogen: Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. En brevveksling mellem Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen

Nyt blod i det germanske legeme 

’Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. En brevveksling mellem Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen’

Lad det være sagt med det samme: Jeg har skrevet en bog (Hånden over Ole, Informations Forlag 2008) om sagen Ole Wivel, tilknytningen til Ringen og hans unge års fascination af tysk åndsliv og håb om et nyt Europa, men mest af alt om den debat, der opstod i kølvandet på afsløringerne i 2000-2001 af en række digte og breve skrevet af Wivel i krigens første år, der ikke lod nogen tvivl tilbage om, at Ole Wivel i sine ungdomsår havde en forkærlighed for det tyske på en måde, der gjorde det svært for ham at skelne mellem ånd og hånd.

I sommeren 1941 skrev han til sin ven Erik Johansen (der meldte sig til tjeneste hos Waffen SS, men dog senere måtte trække sig):

»Mange nye toner klinger frem, og jeg har tro til fremtiden. Maaske har de sidste dages vidunderlige og ufattelige krigshandlinger faaet nyt blod til at strømme i det store germanske legeme, og ogsaa vi har ret til at knytte haab ved drømmene om et nyt Europa.«

Per Øhrgaard refererer både til brevet og bringer hele digtet »Korset«, der fulgte med det, her skriver den unge Wivel om »En mægtig fører, streng og varm« og »sig løfter Stor-Germanien«.

I det hele taget har Per Øhrgaard samvittighedsfuldt og nærmest pligtskyldigt, fornemmer man, udvalgt breve og andre tekster, der relaterer sig til de dokumenterede tilbøjeligheder, og de insinuationer og spekulationer, der fulgte deres afsløring. Var Ole Wivel medskyldig i, at Oluf Høsts søn Ole Høst tog til østfronten, hvor han døde? Hvad havde Ole Wivel ellers holdt skjult? Nej og ingenting, konkluderer Øhrgaard.

Det forekommer mig, at Per Øhrgaard har været meget bevidst om, hvad andre mente, han burde gøre med adgangen til dette arkiv. Med udgivelsen af korrespondancen mellem billedkunstneren Sven Havsteen-Mikkelsen og Ole Wivel viser han os noget, der både indfanger de år, hvor den unge digter fandt uheldigt fodfæste i en tid, hvor alt var i opløsning, og de år, hvor han erkendte sine fejltrin.

Billedkunstner Sven Havsteen-Mikkelsen var engelsk gift og var i det hele taget så opslugt af det engelske, at han endog meget tidligt brød med Ringen og FW, og siden blev også forholdet til vennen Ole Wivel anstrengt, da denne sendte breve og digte til ham, som han ikke »kan gå helt ind for«. 

Han skriver til Ole Wivel, hvad denne senere gentager, og som Øhrgaard bruger i den velvalgte bogtitel:

»Jeg tror dog jeg ville regne det for borgerkrig, hvis vi to blev sat op mod hinanden.«

Sven Havsteen-Mikkelsen kan ikke få den Ole Wivel, han kender, til at stemme overens med den Ole Wivel, han læser:

»Jeg glæder mig til den dag, du og det du skriver også for mig er (Een ting) eet.«

Det er ærgerligt, at Ole Wivels svar til Sven Havsteen-Mikkelsen i denne for venskabet så afgørende periode ikke i samme omfang er bevaret, men det kan man dårligt klandre udgiveren.

Men et vigtigt og for denne sag interessant brev er gengivet, nemlig Ole Wivels forsøg på forbrødring. I et brev fra 20. september 1943 skriver han »Det var som en besættelse, et fromt vanvid« om den indflydelse, som FW har haft på ham.

»Ogsaa du har kendt Fritz. Du har skrevet til mig, at du har meget at takke ham for. Derfor kan du tænke dig, hvor svært det har været for mig, som dog var saa meget yngre, at være mig selv, eller rettere at blive mig selv i samvær med ham.«

Brevvekslingen indeholder diskussioner om kunst, litteratur og venskabets væsen, og særligt det sidste viser brevformens styrke. Man kan hurtigt fornærme og nærme sig hinanden med det skrevne ord. Både Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen udviser en selvhøjtidelighed og selvbevidsthed, der vist levede videre i kredsen omkring tidsskriftet Heretica, som Ole Wivel redigerede. Der var skolemestermanerer mellem venner.

Men de to venner finder altså hinanden igen, som også Sven Havsteen-Mikkelsen havde forudset.

Intet stort portræt

Det her er ikke det store portræt, den gennemgribende biografi om en af dansk kulturpolitikhistories kæmper baseret på hans egne optegnelser, men spørgsmålet er også, hvor interessant det i virkeligheden havde været.

Der er ingen tvivl om, at de flestes øjne hurtigt ville finde ordet ’Ringen’ i emneregistret og slå op på de sider. Sådan er det blevet, og det er i høj grad Ole Wivels egen skyld – det medgiver selv Øhrgaard, der pligtskyldigheden til trods ikke kan lægge skjul på, at han finder sagen blæst ud af proportioner.

Da litteraten Jørgen Hunosøe i artiklen »Fuldkommenhedslængslen« i 2000 bragte nogle af Ole Wivels tidligste digte og igennem analyser nåede frem til, at de var ’kryptofascistiske’, afviste Ole Wivel denne påstand i den lille, men tordnende tekst En ondskabsfuld klodsmajor og skød gråspurve med kanoner. Braget gjaldede stadig – ikke mindst i den nu afdøde Jørgen Hunosøes liv – da JP i 2001 bragte digtet »Korset« og de breve fra Ole Wivel til Erik Johansen, der afslørede, at så kryptisk havde det heller ikke været.

Per Øhrgaard har valgt at lade uddrag af Ole Wivels erindringer Romance for Valdhorn fra 1972 efterfølge korrespondancen, som for at understrege, at Wivel allerede har gået den bodsgang, som andre ifølge Per Øhrgaard har krævet af ham. Ole Wivel var en meget bevidst forvalter af sit eget eftermæle. Det viser denne bog også. I en fodnote bemærker Per Øhrgaard:

»Der er ikke bevaret Waschnitius-breve i OW’s arkiv og i 1939-41 har møder og samtaler utvivlsomt været det centrale.«

Selv om Per Øhrgaard hurtigt afmonterer spekulationer med sin vurdering om, at møder har været det centrale, så må det alligevel undre, at der slet ikke er breve fra FW i arkivet. Ole Wivel var en velformuleret, dygtig og flittig brevskriver til stor glæde for mange af hans venner – et faktum hele denne udgivelse bekræfter.

Han skriver selv i sine erindringer om korrespondancen med Fritz Waschnitius, også i det uddrag, der følger med denne brevveksling. Når der ikke ligger noget som helst i arkivet fra FW’s hånd, så må det være resultatet af en sortering. Hvornår, hvorfor og hvordan den sortering er sket, er ikke til at vide, men det er lige nøjagtig den slags, der fodrer spekulationer.

Måske har han bare smidt det ud med køkkenaffaldet straks efter modtagelsen, men at det er bortkommet på en eller anden måde, er uomtvisteligt. Ole Wivel sorterede og indleverede selv sit arkiv til Det Kongelige Bibliotek i begyndelsen af 1990’erne.

Per Øhrgaard mener, at det er sandsynligt, at det er sket i forbindelse med, at Wivel skrev sine erindringer (han udgav løbende erindringsglimt efter de første i 1972). I dem er han meget åben omkring den betydning og indflydelse, som den østrigske skønånd havde for og på ham i både krigens og egne unge år, men han ville selv have lov til at fortælle, hvordan den kom til udtryk. Det er helt forståeligt, og på grund af hans prominente plads i dansk kulturliv også muligt.

Per Øhrgaards udvalg viser os bruddet med FW fra den skuffede unge mands synspunkt og ikke gennem den aldrende prominente kulturpersonligheds filter. Og det i sig selv er interessant som indblik i et ungt menneskes udvikling.

Torben Brostrøm sagde til mig i forbindelse med arbejdet med min egen bog, at han havde været så heldig at vokse op i en familie, der foretrak det engelske og engelsk litteratur. Som for at sige, at Wivels vildfarelse i høj grad handlede om tilfældigheder. Havde han blot læst mere Eliot og mindre Rilke, var det måske endt anderledes. Det er selvfølgelig karakteristisk generøst af Torben Brostrøm, men det siger også noget om, hvor højspændt og højstemt tiden op til Anden Verdenskrig var, og en sådan pragmatisme tillod Wivel ikke sig selv og forventede ikke, at hans biografister kunne mønstre den.

Litterære og kunstneriske tilbøjeligheder var dengang ikke blot et spørgsmål om smag, men måtte ligge i tråd med selve livs- og verdensanskuelsen. Det var ikke muligt at skelne mellem tysk åndsliv, dens vitalisme og heroisme og de uhyrligheder, der blev begået under tysk fane og med lovning om et tysk herrefolk og et nyt Europa. Det insisterede Sven Havsteen-Mikkelsen på fra begyndelsen.

Wivel og Grass

Brevvekslingen mellem de to venner står forholdsvist ukommenteret, mens ’sagen’ om Ole Wivel og Ringen tildeles den største opmærksomhed i efterskriftet. Her sammenligner Øhrgaard debatten (eller ’kværn’ som Øhrgaard skriver) om Wivel med den, der fulgte Günter Grass’ egen afsløring i 2006 af, at han kort og som meget ung havde været indrulleret i Waffen SS:

»Jo længere datidens sammenhæng kom på afstand, desto mere skamfuldt forekom noget, som i situationen kunne overkommes som en vildfarelse (Wivel) eller en tilfældighed (Grass), og desto sværere kunne det blive at fortælle historien til generationer, som hovedsagelig havde en klichéagtig – eller slet ingen – viden om Anden Verdenskrig. Viden, men som til gengæld var hurtige på aftrækkeren, når det gjaldt moralske vurderinger,« skriver Øhrgaard.

Efterskriftet kombineret med udvalget fra Romance for Valdhorn får udgivelsen til at fremstå som et forsvarsskrift for Ole Wivels forvaltning af sit eftermæle – Per Øhrgaard er reelt den eneste, der har haft adgang til arkivet, og man kan vælge at stole på hans vurdering af, hvad der er relevant, men den tillid besværliggøres af, at hans egen holdning til emnets relevans i det hele taget så tydeligt fremgår af hans efterskrift. Så selv om det i udgangspunktet kan være rigtigt at finde det i arkivet, der kunne tilfredsstille kravet om indsigt i tiden omkring de første krigsår, så har Per Øhrgaard med sin synsvinkel i udgivelsen kastet sig ind i en debat, der ikke vil tilfredsstilles.

Information har været i kontakt med Per Øhrgaard med henblik på interview om ’Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden’, men han ønsker ikke at stille op til interview og henviser til bogens efterskrift.

’Det ville være borgerkrig, om vi to blev sat op mod hinanden. En brevveksling mellem Ole Wivel og Sven Havsteen-Mikkelsen’, Gyldendal, 200 sider, udkommer i dag.