Læsetid: 9 min.

Brevveksling fra Ole Wivels arkiv giver interessant, men sparsom indsigt

Per Øhrgaards udgivelse af brevvekslingen mellem forfatter Ole Wivel og hans ven, billedkunstner Sven Havsteen-Mikkelsen, giver et interessant indblik i et ungt menneskes søgen efter faste holdepunkter i en tid, hvor alt var i opløsning. Men Øhrgaard undgår ikke at tage markant stilling til Wivel-debatten og undgår dermed heller ikke på ærgerlig vis at åbne op for farvede læsninger af udvælgelsen fra det meget omdiskuterede Wivel-arkiv
»Maaske har de sidste dages vidunderlige og ufattelige krigshandlinger faaet nyt blod til at strømme i det store germanske legeme,« skrev forfatter Ole Wivel i et brev i sommeren 1941.

I dag udkommer dele af Wivels brevveksling med vennen og billedkunstneren Sven Havsteen- Mikkelsen.

»Maaske har de sidste dages vidunderlige og ufattelige krigshandlinger faaet nyt blod til at strømme i det store germanske legeme,« skrev forfatter Ole Wivel i et brev i sommeren 1941.

I dag udkommer dele af Wivels brevveksling med vennen og billedkunstneren Sven Havsteen- Mikkelsen.

Per Pejstrup

23. maj 2018

For ti år siden fik litteraturprofessor Per Øhrgaard som den eneste adgang til forfatter, aktivist, tidligere forlagschef på bl.a. Gyldendal og central figur i dansk kulturhistorie Ole Wivels arkiv på Det Kongelige Bibliotek.

Det må både have været en gave og et åg at modtage denne tillidserklæring fra Wivels familie, da netop det arkiv har været omgærdet af enorm interesse og spekulationer. Og af en forventning om, at man kunne finde noget i arkivet, der kunne kaste lys over en sag, som Ole Wivel selv er blevet beskyldt for kun delvist at vise frem, og som hans støtter har opfordret til ikke skal kaste skygge over hans imponerende eftermæle som afgørende katalysator i dansk kulturliv.

Den sag drejer sig om Ole Wivels tilknytning til det åndelige broderskab Ringen, der blev formet i slutningen af 1930’erne af en gruppe kunstnere, digtere og intellektuelle, og ledet af østrigeren Fritz Waschnitius (herefter FW), som introducerede kredsen for Stefan George og andre tyske kulturpessimister.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen Vogelius
  • Steffen Gliese
  • Christian Mondrup
  • Oluf Husted
Jørgen Vogelius, Steffen Gliese, Christian Mondrup og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Vogelius

Det er en interessant anmeldelse af Per Øhrgaards bog om Ole Wivel og Sven Hausteen- Mikkelsens brevveksling, der står at læse i Information d. 23. Anmeldelsen er med stor forsigtighed begået af Anita Brask Rasmussen. Og det er ikke første gang, at der gås på listesko omkring den unge Wivels sympatier for kunstnersammenslutningen Ringen og drømmene om et Stor-germanien. Den kom begejstret til udtryk i takt med den tyske krigsekspansion. Men spørgsmålet om, hvorvidt man i dag kan tillade sig at vrænge ad unge danskere fordi de burde forventes at tage afstand fra en vision om et forenet Europa i en fortid før alting gik amok i 1940erne, er åbenbart stadigvæk relevant. Men hvorfor egentlig?
Det forekommer mig (om end med modsat fortegn) lige så akavet og paradoksalt skævt som dengang statsminister Anders Fogh Rasmussen brugte den manglende modstand mod tyskerne og samarbejdspolitikken, til at luske en dansk ulovlig krigsdeltagelse i Irak igennem Folketinget i 2003. Det skabte jo blot nye skampletter, der efterfølgende burde vaskes væk,

I lyset af de seneste årtiers historiske forskning, står det jo rimelig klart, at Danmark i konfliktskyhed under besættelsen fortsatte med en samarbejdspolitik. Indtil d. 29. August 1943 fortsatte det danske folk med at have sin egen regering og et fungerende Folketing. Folkestrejken i 1944 understregede yderligere, at de pragmatiske danske politikere ikke længere var dem, men modstandsbevægelsens Frihedsråd, der satte den politiske dagsorden. Indtil da var der et klart regeringssamarbejde med tyskerne og siden en grumset situation med et besættelsesloyalt administrativt departementschefstyre, som for udenforstående vanskeligt kunne tilskrives som andet, end at Danmark faktisk før krigslykken vendte de facto havde været allieret med Nazi-Tyskland og fandt en modus vivendi for at civilsamfundet ikke brød sammen selv om regeringen var gået af. Efter slagene ved El-alamein i Ægypten og Stalingrad i Rusland i efteråret 1942 der for Stalingrads vedkommende først løjede af i januar 1943, indså de fleste, at tyskerne på sigt ville tabe krigen både politisk og militært. På det tidspunkt havde den unge Wivel, som det ses af brevvekslingen, allerede lagt luft mellem sig og naziregimet. Da boet langt senere blev opgjort af faghistorikere, viste det sig, at der i faktiske tal var flere danskere, der under krigen var døde i tysk uniform end som frihedskæmpende modstandsfolk. Myten om, at alle danskere i virkeligheden havde været imaginære frihedskæmpere er siden blevet godt gennemhullet.
Alene derfor er det vel rimeligt at spørge om, hvad mistænkeligt skamfuldt og mærkeligt, der ud fra en nutidig betragtning ligger i, at Wivel som ung entusiatisk europæer i 1930erne viste begejstring for visionen om et nyt samlet Europa? I nutidens lys af EU, flygtningestrømme, Brexit, møntunion, Mellemøsten, Kina, Afrika, Trump og Putin, er forestillingen om et samlet Europa igen blevet en drøm, som stadig flere gerne så realiseret. Kampen mod grænseoverskridende kriminalitet, behovet for en solidarisk asyl- og migrationspolitik samt i global sammenhæng at være i stand til at manifestere sig med en fælles udenrigspolitik er blevet påtrængende argumenter for at sikre en fredelig udvikling og gennem et øget samarbejde undgå krig.
Det er tvivlsomt, om Ole Wivel såvel som andre unge danskere i de første besættelsesår overhovedet havde kendskab til nazisternes folkemord. Det fik verdensopinionen først for alvor indblik i ved retsopgøret i Nürnberg efter krigen. Holocaust er og var et utilgiveligt ondt statsdrevet racistisk industrielt folkemord, der var sat i system i af sindssyge fascister i tidsrummet 1941 til 1945. Men ansvaret for den galskab, hverken kan eller bør forsøges vasket af på den unge Wivel.