I debutanten Carla Luffes bog Til rette vedkommende er man som læser med på en kigger. For egentlig virker bogen ikke, som om den er skrevet til os, offentligheden. Den er skrevet til forfatteren selv og især til hendes mor, som nok aldrig vil læse den. Fornemmer man.
I sin tid fik hun to børn og derefter en religiøs omvendelse, moren. Så gik hun fra faren og fandt en ny mand i Pinsekirken.
Hendes datter fik til gengæld en barndom, hvor alt handlede om lydighed og tungetale. Dér lærte hun at undertrykke sin krop og sin nysgerrighed. Det siger Gud nemlig, man skal, i al fald når han er filtreret gennem Den Nye Far og hans hidsighed og løse hænder.
Hun lærte at forstille sig, lærte ikke at stole på sine nærmeste. Sidenhen flytter Luffe og lillebroren hen til deres far, som krejler sig gennem tilværelsen langt ude på Møn. Hun går fra stramme regler til ingen regler, men føler sig hverken hjemme det ene eller det andet sted.
Til slut har hun fundet en kæreste, som faktisk vil hende, og som hun tør være tryg ved.
Nu trænger hun til en forsoning med moren, en måde at mødes, men må nøjes med at skrive denne bog, der nødtørftigt indpakker sin historie i en række breve eller i det mindste henvendelser til personerne i hendes liv. Og især til moren.
Hvad skal man sige til det?
Til rette vedkommende flakker mellem at være hjerteskærende og ubehjælpsom.
Det første skyldes ikke den grumme barndom og dens anekdoter, for dem kan der godt være noget skematisk og skitseagtigt over. Men man kan mærke de uforløste behov i skriften. Der er et hul i hjertet, der er en drøm om, at den fraværende mor kunne udfylde det. Der er vel en tanke om, at skriften selv kunne være et nødvendigt og terapeutisk arbejde.
Det mærker man. Men der er også meget at kløjes i som læser.
Nærmest alle de greb, som undervejs skulle gøre Til rette vedkommende »litterær« og velskrevet, de ender med at føles tunge og anmassende. Indledningen nærmer sig det kitschede, fortælleteknisk fungerer balancen mellem henvendelse og erindring aldrig særligt elegant, og igen og igen drister teksten sig ud i villet tætte formuleringer, der forstyrrer tonefaldet og gør scenerne uklare.
»Min kvindelighed blev et gedigent spil for Guds galleri,« sådan lyder det et sted.
Den slags er jo kækt, men for mig drejes den faste vending om at spille for galleriet i al fald en halv omgang for meget – og stopfodres samtidig med bogstavrim. Jeg mener, hvad skal man stille op med alle de g'er på række?
Og sådan er det alt for tit. Til rette vedkommende havde været en bedre bog, hvis Luffe havde skrevet enkelt og uden dikkedarer, eller hvis en redaktør havde tvunget hende til det.
Carla Luffe: ’Til rette vedkommende’. Erindringer, Gyldendal, 172 sider, 200 kroner
