Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

’C.B. Strike’ er tryg og god på Barnaby-måden, men langtfra lige så forudsigelig og tandløs

Krimiserien ’C.B. Strike’, der er baseret på bøger af J.K. Rowling, blander gode figurer og et spændende miljø med Agatha Christie, Sherlock Holmes og Dashiell Hammett. Resultatet er en vellykket serie, der er knap så mørk som de fleste andre af tidens populære, britiske krimiserier
Robin (Holliday Grainger) og Strike (Tom Burke) midt i det London, der også spiller en vigtig rolle i krimiserien ’C.B. Strike’. Foto: HBO Nordic

Robin (Holliday Grainger) og Strike (Tom Burke) midt i det London, der også spiller en vigtig rolle i krimiserien ’C.B. Strike’. Foto: HBO Nordic

Steffan Hill

Kultur
1. juni 2018

Det er især de to hovedpersoner – og selvfølgelig skuespillerne, der spiller dem – der gør krimiserien C.B. Strike god.

Den er baseret på bøger af Robert Galbraith – et pseudonym for Harry Potter-forfatter J.K. Rowling – og handler om en etbenet privatdetektiv, Cormoran Strike, og hans assistent, Robin, og de forskellige sager, de forsøger at opklare i nutidens London.

Strike (Tom Burke) er en tidligere soldat, der mistede sit ben i Afghanistan, og som stadig kæmper med sin opvækst som barn af en rockstjerne og en smuk model, der døde under mystiske omstændigheder.

Robin Ellacott (Holliday Grainger) er en ung kvinde, der forsøger at finde ud af, hvad hun vil med sit liv, og tiltrækkes af arbejdet som privatdetektiv, da hun får midlertidig ansættelse hos Strike.

Umiddelbart er de forskellige som dag og nat, Strike og Robin, men de finder snart ud af, at de er et endog meget godt team, de er dygtige til deres arbejde, og begge har de – som de fleste mennesker – ar på krop og sjæl, som har det med at stille sig i vejen på ubelejlige tidspunkter.

Hyggekrimi

Indtil videre er der lavet syv afsnit i en første sæson af C.B. Strike, hvor Strike og Robin bliver involveret i i alt tre sager.

I den første, The Cuckoo’s Calling, forsøger de at finde ud af, hvem der slog en succesfuld supermodel ihjel. I den anden sag, The Silkworm, handler det om en forsvunden forfatter. Og i den tredje, Career of Evil, om en seriemorder, der måske er den samme som en pædofil soldat, Strike ikke havde held med at stoppe, da han var i militæret.

Det er selvfølgelig alvorlige sager – og både Robin og Strike har bestemt meget at slås med rent personligt – men i modsætning til den bølge af virkeligt mørke, britiske tv-serier, f.eks. Broadchurch, Luther og The Fall, der for tiden erobrer alverdens tv-skærme, er C.B. Strike en knap så tung blanding af hyggekrimi a la Agatha Christie og Sherlock Holmes og hårdkogt amerikansk krimi a la Dashiell Hammett.

Det er trygt og godt på Barnaby-måden, men langtfra lige så forudsigeligt og tandløst.

Og det skyldes den fine miljøskildring – London tager sig rå og spændende ud i serien – og ikke mindst skuespillerne. Tom Burkes Cormoran Strike er en fåmælt enspænder, der drikker lidt for meget, ikke rigtig har styr på sin privatdetektivforretning og hæmmes af sit kunstige ben. Han stoler ikke så meget på andre mennesker, men ser dog snart et lys i sin nye assistent, Robin, som Holliday Grainger gør til en viljestærk kvinde, der på den ene side fascineres af sin nye chef og på den anden også har en smule ondt af ham pga. hans opvækst og oplevelser i militæret.

De første syv afsnit af ’C.B. Strike’ kan ses på HBO Nordic

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her