Kan et stykke dramatik skrevet i 1958 være aktuelt i dag? Åbenbart! For Christian Tafdrups iscenesættelse af Max Frisch’ drama handler om netop det, som den enkelte blandt publikum har i tankerne. Det handler om en hvilken som helst isme.
Fra den stigende nationalisme i Østeuropa til den stigende populisme i USA. Det kunne handle om klimaproblematikker eller atombombetrusler, om terrorisme eller religiøs fanatisme. Instruktøren giver intet svar, hvilket meget elegant lader det være op til modtageren selv at lade budskabet.
Misforstået politisk korrekthed
Biedermann og brandstifterne på Aarhus Teater har Nikolaj Kopernikus i hovedrollen som den kyniske fabrikant, Gottlieb Biedermann. Tiden er præget af mange ildebrande, der alle starter på folks lofter, hvor de har ladet hjemløse få nattely.
»Man skulle klynge dem op,« mener Biedermann. Alligevel lader han selv Morten Suurballes kejtede, men høflige, hjemløse overnatte på loftet. Og sidenhen endnu en ukendt mand, der i øvrigt medbringer masser af tønder fulde af benzin.
Denne dobbelthed er hele omdrejningspunktet for forestillingen.
Frygten for det fremmede sammenstillet med et ønske om at være rummelig og politisk korrekt driver Biedermann og hustruen (spillet af Nanna Bøttcher) til at gøre præcis det modsatte af, hvad de egentlig ønsker.
Karikaturen Biedermann, der nærmest er bevidst ignorant, og sågar hjælper aktivt til sin egen undergang, viser publikum deres egne, svage sider.
Velfungerende kor
Til at føre publikum gennem historien benyttes et velfungerende, nærmest reciterende kor. Som man kender det fra de græske tragedier, spiller koret en aktiv rolle i forestillingen, både som fortællende skæbnebudbringere før og mellem scenerne, og som direkte aktører sammen med skuespillerne.
»Jeg har en konference med koret,« forklarer Biedermann sin hustru, mens han forsøger at finde hoved og hale i, hvad de to mænd på loftet foretager sig, og ikke mindst om han skal smide dem ud eller ej.
Hvor koret i Max Frisch’ oprindelige tekst er et brandmandskor, er det her mænd og kvinder iført trenchcoats i forskellige douce nuancer, der matcher farveskalaen i scenografien, og hele tiden observerer handlingen udefra.
I det hele taget er der en umiskendelig 1950’er-stemning over David Gehrts scenografi.
Ikke kun farvetonerne i kostumerne, men også møblementet og selve Biedermanns hus, der står midt på scenen som et overdimensioneret dukkehus beklædt med trælameller – som en spejling af de træbeklædte vægge i salen, hvor publikum sidder, eller som tætliggende tændstikker i en æske.
Sceneopbygningen gør det muligt for publikum at se, hvad der foregår i alle rum. Både inden i og uden for (og oven på) huset. Endvidere bliver Anders Kjems’ velfungerende lyssætning ekstra effektiv, f.eks. da solen stiger op efter en lang, søvnløs nat i det Biedermannske, og koret kaster lange skygger ved siden af huset, som på gaden en tidlig morgenstund.
Uanset politisk standpunkt vil Christian Tafdrups iscenesættelse af Biedermann og brandstifterne kunne tale til dig og dét, du frygter. Der er en velproportioneret tidløshed over fortællingen, der med sin humoristiske distance bliver både aktuel og underholdende.
'Biedermann og brandstifterne'. Tekst: Max Frisch. Oversættelse: Jørgen Engberg. Instruktør: Christian Tafdrup. Scenograf: David Gehrt. Lys: Anders Kjems. Lyd: Kim Engelbredt. Med: Nicolaj Kopernikus, Nanna Bøttcher m.fl. samt kor. Spiller på Aarhus Teater til 15. juni
