Læsetid: 4 min.

Dansk romankunst har i Thomas Korsgaard fået en stilsikker fortæller og indsigtsfuld ekspert i mislykket samtale

Thomas Korsgaard fortsætter i sin anden roman med sikker hånd afdækningen af »syg« kommunikation i en familie belastet af hemmeligheder, løgne og svigt
Thomas Korsgaard fortsætter i sin anden roman med sikker hånd afdækningen af »syg« kommunikation i en familie belastet af hemmeligheder, løgne og svigt

Mikkel Berg Pedersen

4. maj 2018

Bare fem kvartaler efter Thomas Korsgaards velfortalte debut, den familieskeptiske opvækstskildring Hvis der skulle komme et menneske forbi, foreligger, hvad der i forlæggersproget lidt selvmodsigende kaldes en selvstændig fortsættelse. En dag vil vi grine af det har nøjagtig samme format, samme sceneri i form af en nedlagt gård for enden af en grusvej i nærheden af Skive, samme gennemgående personer og samme lidt spøjse halvtriste humor.

Debutbogen fik en ret pudsig medfart, fordi forfatteren åbent og ærligt vedgik, at dens skildring af drengen Tue og hans mildt sagt dysfunktionelle familie havde selvbiografisk baggrund. Dette kom til dels til at styre modtagelsen i dele af pressen på trods af, at de anvendte litterære iscenesættelsesgreb nu ellers var svære at se bort fra. Jeg tænker for det første på Thomas Korsgaards eminente replikkunst, for det andet på hans suveræne sans for kompositionel afskæring og pausering og for det tredje på tekstens diskrete forvandling af dagligdags genstande til signifikante symboler.

Alle tre elementer genfindes i den nye bog, hvis handling sådan cirka spænder over det år, hvor Tue går i 2. gymnasieklasse. Forældrene fejrer deres kobberbryllup, faren skifter mellem at arbejde som gartner og på slagteri, moren får en millionerstatning for en arbejdsskade uden at bruge pengene til noget fornuftigt, og hele familien inklusive Tues veninde Iben tager på en uges ferie til Tyrkiet. Ude i kulissen spøger en elsker, moren har mødt på nettet og undertiden vistnok kissemisser med: »Af og til skete det, at hun tog bilen og kørte væk uden at sige noget.« Vi kommer med til juleaften og nytårsaften, og vores følsomme jegfortæller bliver hen imod slutningen mere og mere sikker på, at han er til drenge skråstreg mænd.

For som han noget selvmodsigende siger om Solvej, der nu ellers virker meget interesseret: »Jeg havde slet ikke lyst til at være sammen med hende, men alligevel var hun den, jeg havde mest lyst til at være sammen med.«

Anderledes har han det med sin soulmate Iben, som accepterer hans særheder, og som ligesom i den første bog er noget i hans udsatte situation så sjældent som en omsorgsfuld, forstående støtte. 

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Modstridende følelser

Hvad angår litterær strategi, har vi hos Thomas Korsgaard at gøre med en slags afdæmpet groteskrealisme kombineret med brugen af en så godt som refleksionsløs jegfortæller lidt i stil med Helle Helles kvindelige antihelte. Tue siger ikke altid, hvad han tænker, og trækker som regel et gardin ned for sin bevidsthed, når mor eller far er i nærheden: »Hun kom hen til mig, smilede og lagde en hånd på min skulder. Jeg fjernede den.«

I det hele taget oser romanens familieskildring af modstridende følelser, af hemmeligheder, fortielser og halve plus hele løgne. De voksne taler konsekvent grimt til hinanden, og over for deres børn gør de sig ikke sjældent ynkelige og små: »Jeg ved fandeme ikke, hvad vi har gjort galt,« siger faren. Da han kommer hjem fra arbejde tidligere end han plejer og Tue meget forståeligt spørger: »Hvorfor er du allerede hjemme?« er svaret automatisk aggressivt: »Ville du da hellere have, at jeg ikke var her?«

Den knugende fornemmelse, hvormed man læser bogen, skyldes velsagtens i første række familiens syge kommunikation – »Kan du tale pænt.« / »Jeg sagde da ikke noget grimt.« – men pinligheden forstærkes af Tues dobbeltrolle som den, der på den ene side ligger totalt under for den psykiske vold, men samtidig på den anden side er i stand til at gennemskue ikke bare forældrene, men også de andre familiemedlemmer.

Som når det om mormorens overvægtige enkemand O.P. hedder: »I hans brystlomme sad en kuglepen med indgravering og skinnede, som om han ventede på, at nogen ville komme og bede ham om at skrive under på noget vigtigt. Han brugte den mest, når han spillede yatzy eller skulle skrive telefonnumre ned.«

Jo, ham har Tue da for længst kigget ud: »Det var en forbandelse, jeg ikke kunne slippe. Hele tiden at vurdere andre mennesker.«

Uh, hvor man dog lider med denne deltager-observatør, på én gang involveret offer og analytisk iagttager. For hør bare her: »’Undskyld,’ sagde jeg og fortrød med det samme. Jeg brugte det ord alt for meget.« Eller her, hvor Tue svarer sin mor: »’Jeg gider ikke tale med dig,’ sagde jeg, men kraften i det forsvandt mere og mere for hver gang, jeg sagde det.«

Repeterende tomgang

Lige præcis denne sidst anførte observation kunne man med en vis ret applicere på romanen selv, som midt i al sin triste munterhed og afslørende realisme hen ad vejen går hen og bliver til repeterende tomgang.

Jeg tror, problemet har at gøre med en kompositorisk ubalance på romanens makroniveau, og jeg udleder det af dens slutning, hvor jegfortælleren under en druktur møder sin mor, fuld, i Viborg, men hvor affekterne i Tue pludselig postuleres at være et helt andet sted henne end nede i historiens bærende konflikt.

»En dag vil vi grine af det hele, tænkte jeg. Ikke i morgen eller i overmorgen. Ikke dagen efter den dag, men en eller anden dag om noget tid, ville vi grine af det.«

Man må medgive, at forfatteren dermed får skaffet sin roman en flot titel – effektivt sætningsformet, helt som i debuten! – men samtidig er det, som om splittelsen i hovedpersonens bevidsthed får lov at gentage sig som en uafgjorthed i værket som helhed. På én gang bliver Tue for dum og for klog, alt imens bogen selv sætter sig nok så uskønt mellem tragedie og komedie. Hvilket dog ikke skal rokke det mindste ved, at dansk romankunst i Thomas Korsgaard har fået en stilsikker fortæller og indsigtsfuld ekspert – i mislykket samtale.

Thomas Korsgaard: ’En dag vil vi grine af det’. Roman. 313 s. Kr. 249,95. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu