Læsetid: 4 min.

’Deadpool 2’ er – igen – en sjov belønning af speed til en verden, der betaler milliarder for superhelte

Marvels superheltekomedie ’Deadpool 2’ er en slags flidspræmie til alle, der gennem årene har ædt sig gennem alle store actionfilm og eksplosionen af superhelteuniverser. Nu belønnes de med et overflødighedshorn af superkække referencer pakket ind i lige så effektiv action som alle de film, den parodierer
Deadpool med det borgerlige navn Wade Wilson (Ryan Reynolds) fik sine superkræfter, da han blev udsat for grusomme eksperimenter. Her i et roligt øjeblik sammen med Blind Al (Leslie Uggams).

Deadpool med det borgerlige navn Wade Wilson (Ryan Reynolds) fik sine superkræfter, da han blev udsat for grusomme eksperimenter. Her i et roligt øjeblik sammen med Blind Al (Leslie Uggams).

Joe Lederer

17. maj 2018

Fredag efter frokost steg varmegraderne på Informations kulturbesatte fjerde sal til så skyhøje højder, at en gammel gul pære i loftet fra Outzes krigstid sprang.

Ud sivede en mystisk gul gas, som fordelte sig langsomt i hele gangen, den sev ind under dørene og ind på kontorerne, hvor den blev hvirvlet op og rundt af de små vifter på skrivebordene.

Og så skete det: Gassen sneg sig ind i vores næser, ører, i hudens porer og ind under vores shorts og korte nederdele. Og den gav os superkræfter.

Rasmus Elmelund kunne nu flyve og kaste ætsende fugleklatter, Anna von Sperling kunne gøre sig lille som et sandkorn og stor som Rundetårn, Lone Nikolajsen kunne hensætte folk i en evig og afvæbnende fnisen, der kun kunne stoppe igen, når hun blinkede hårdt. Christian Monggaard kunne springe som en fjeder. Og jeg kunne nu transportere mig gennem strømkabler.

Og tak for det. For hvis medieforliget går ad helvede til, har vi dog det at leve af.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu