Læsetid: 2 min.

Digteren Noa Kjærsgaard Hansen slår sig følsomt på brystet

Noa Kjærsgaard Hansens anden digtsamling er fyndig, lavmælt og generationstypisk
1. juni 2018

I samlingen med den ret fine titel Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handling skriver Noa Kjærsgaard Hansen lange, let snakkende digte fra en hverdag solidt forankret i livet i det nordlige Aarhus. Radioprogrammer – utroligt mange digte reagerer på det, der bliver sagt i radioen – og telefonen er aldrig langt væk. Der er altid noget, man lige kan tjekke på nettet. Der er altid nogle følelser, man kan overveje, hvorfor man føler.

Skriften er fyldt med en stilfærdig ensomhed, især i midten af bogen, og det uanset om digtene foregår fra digterens lejlighed med dens vinduesudsigt og sorte læderstol, eller om digtenes jeg er på rejse til Wien eller Kina. »Jeg er ikke bange for at være alene/ men jeg er heller ikke tryg ved det,« som der står som afslutning på bogens første digt.

Med deres på en gang fyndige og lavmælte tonefald rammer de to linjer det bedste ved Jeg slår mig selv på brystet. Når anslaget fungerer, så skriver Noa Kjærsgaard Hansen en billedfattig og upåfaldende digtning, der alligevel bibeholder en vis spændstighed, en økonomi og en rytme i sproget. Man har lyst til at citere hans digte, også selvom de ikke siger noget voldsomt klogt.

Linjerne viser også det, der på én gang er en styrke og en svaghed, nemlig den måde, digtenes jeg både er umiddelbart og følsomt og konstant betragter sig selv. Den dobbelthed ligger allerede i titlen – når en handling kvalificeres som »en slags primitiv« er distancen jo tydelig, alligevel er der ikke tale om en ironisk eller vrængende gestus.

Blikket på sig selv bliver snarere let sørgmodigt. Det bliver også generationstypisk, for der er klare – også for klare – ekkoer af Caspar Eric i Noa Kjærsgaard Hansens skrift. Og så er der en del digte i Jeg slår mig selv på brystet, som bare ikke rammer deres anslag ordentligt. Mange af dem føles noget for pædagogiske i det, også selvom de stiller sig an, som om de undrer sig over verden.

»Det kan altid betale sig at undre sig/ over folks reaktioner på provokerende handlinger,« står der i et digt, hvorefter man som læser får forklaret, præcis hvordan man kunne undre sig. Og hvad man kunne undre sig over. Eller man får forklaret, præcis hvilke dilemmaer, debatter om ytringsfrihed kunne udfolde, eller hvad problemet med et internetdemokrati kunne være.

Man vil hellere mærke jegets rådvilde stemninger. Man vil hellere læse overvejelser, hvis gennemløb ikke er forudsigelige. Som i denne fine passage:

»Jeg kigger ud af vinduet/ og ser solen gå ned bag de røde murstensbyggerier/ solen får murstenenes farve/ til at træde i karakter/ solen er den der får tiden til at føles lineær om dagen/ stillestående om natten/ cirkulær i erindringen.«

Noa Kjærsgaard Hansen: ’Jeg slår mig selv på brystet som en slags primitiv handling’. Forlaget Korridor. 60 sider, 140 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu