Læsetid: 7 min.

Elisa Kragerup gør alt gammelt til noget nyt og rørende

Elisa Kragerups sidste fysiske og følelsesfulde klassikerfortolkning som husinstruktør på Det Kongelige Teater står i mange gode gensyns tegn. Den intime iscenesættelse af Klaus Rifbjergs debutroman ’Den kroniske uskyld’ om kærlighedens første og evige flyv og fald får igen alt det gamle til at føles rørende nyt og råt
Når teatret varedeklarerer ’Den kroniske uskyld’ som et »intimt drama«, er det ikke bare det intime livs uskyldstema, det henviser til. Man sidder så tæt på scenen på Det Kongelige Teaters Mellemgulvet, at skuespillerne med deres meget kropslige optræden kan røre og flirte med publikum.

Når teatret varedeklarerer ’Den kroniske uskyld’ som et »intimt drama«, er det ikke bare det intime livs uskyldstema, det henviser til. Man sidder så tæt på scenen på Det Kongelige Teaters Mellemgulvet, at skuespillerne med deres meget kropslige optræden kan røre og flirte med publikum.

Camilla Winther

4. maj 2018

Romaner på række sættes op som teater på de danske scener i disse år. Digtsamlinger bliver dramatiseret, og digtere debuterer som dramatikere. Der er noget, litteraturen kan, noget rytmisk og rørende, som tidens teater også vil. Teatret kan gøre noget ved litteraturen, som samtidslitteraturen også vil, nemlig gøre den fysisk og fælles. Den sikreste sans for at føre litteraturens og scenens sprog sammen uden at forplumre det ene, det andet eller begge dele har Elisa Kragerup.

Elisa Kragerup har gjort det til sin specialitet som instruktør at iscenesætte klassikere, så de føles som nye. Både dramatiske og litterære, fine og folkelige klassikere. Hun debuterede som nyuddannet instruktør på Det Kongelige Teater i 2010 med en iscenesættelse af den tyske romantiker Goethes overømme brevroman Den unge Werthers lidelser og har siden sat bl.a. Ovids Metamorfoser, Shakespeares sonetter og Gustave Flauberts roman Madame Bovary op på den nationalscene, som forhenværende skuespilchef Emmet Feigenberg hev hende ind på direkte fra teaterskolen.

Hun har instrueret musikteater som Dagen før baseret på Kim Larsens sange, og med sit kunstnerkollektiv Sort Samvittighed har hun megahittet med Hvid magi baseret på Anne Linnets sange og det kun marginalt mindre hit Tove! Tove! Tove! baseret på Tove Ditlevsens digte. Fælles er følelsesfuldheden. Det, Kragerup kan, er at få følelserne til at føles, så klassikernes klassikerstatus som beholdere af brændende begær kan fattes til fulde af enhver.

I det lys virker det helt selvfølgeligt, at Klaus Rifbjergs romandebut, Den kroniske uskyld fra 1958, skulle blive til Kragerups sidste stykke som husinstruktør på Det Kongelige Teater, inden hun til sommer skal være kreativ direktør på Betty Nansen Teatret.

Den kroniske uskyld er alt det, som Kragerups teater også er gjort af. Romanen om Janus, der både forelsker sig i vennen Tore og Tores udkårne Helle, er en lige så poetisk som populær klassiker. Den er en teenagetragedie om venskab, spirende ambivalent seksualitet og den første kærligheds flyv og fald. Et trekantsdrama om ungt begær, når det er let og lysende og mudret og mørkt. Som generationer af danske gymnasieelever gennem årtier har læst med følelser og frontallapper vidtåbne.

Tættere på

Når teatret varedeklarerer forestillingen som et »intimt drama«, er det ikke bare det intime livs uskyldstema, det henviser til. Med Den kroniske uskyld er Elisa Kragerup også tilbage på Skuespilhusets mindste scene. I dag hedder den Mellemgulvet, men under navnet Det røde rum var den scenen, hvor Kragerup sammen med instruktør Rune David Grue, scenograf Palle Steen Christensen og lysdesigner Jonas Bøgh med fuld frihed, et dedikeret stærkt og ungt skuespillerensemble (bestående af bl.a. Thomas Hwan, Peter Plaugborg, Maria Rossing og Johanne Louise Schmidt) og stor succes gjorde nationalscenens skuespil »toneangivende« igen, som Informations teateranmelder Anne Middelboe Christensen skrev, da Det røde rum lukkede.

Pressefoto

Skuespilhusets mindste scene er gjort endnu mere intim, end den allerede er, i Jonas Flys tidsboble af en totalscenografi, der består i en hel lille sceneopbygning og ligner en gymnastiksal i blankbejdset 1950’er-trætone. Publikum sidder ikke bare bænket hele vejen rundt om scenegulvet, men er faktisk installeret i selve den scenografi og dermed fiktion, som skuespillerne bevæger sig rundt i. Hvorfor man også godt kan blive flirtet mere og mindre fysisk med.

Det er på alle måder godt at komme tættere på. På scenen har Den kroniske uskyld al den vilde energi og fysiske følelse, Kragerup er blevet kendt for. Den kroniske uskyld føles og mærkes mere, end de stort opsatte dramatiske klassikere af Sofokles og Shakespeare, som Kragerup har instrueret på Store Scene de seneste sæsoner, har gjort.

Bevægelige billeder

Kragerup er som altid tekstnær i sin dramatisering. Rifbjergs roman er skåret til, så dramaet er kogt ind til udviklingshistoriens bittersøde essens om i forskellige fatale grader at miste sin uskyld. Men det er ikke renset for hverken bogsprog eller tidstypisk 50’er-slang. Det kan overraskende nok overraske igen, hvor inderligt indlevet og scenisk skarp, hvor mundret, men poetisk, og hvor loyalt, men alligevel originalt, så ordret en fortolkning kan være. 

Pressefoto

Det er ikke, fordi det er nyt. Også i Den kroniske uskyld skyldes det ikke mindst, at Kragerup fortæller lige så meget med kroppe som med ord: I rollerne som skolekammeraterne Janus og Tore fyrer Simon Bennebjerg med kæmmet hår og åbent, åbent ansigt og Morten Hee Andersen med cool og selvsikker tyngde eksalteret rundt på og udover scenen. De kaster sig over hinanden og i gulvet, på en måde der måske fortæller mere rammende om venskabets både barnlige uskyld og vilde og voldsomme energi, end ord overhovedet kan. Deres symbiotiske tvekamp er legende og øm, men også alvorlig og foruroligende. Den uopnåelige overklassepige Helle, blidt spillet af Sicilia Gadborg Høegh, som de begge forelsker sig i, og som Tore bliver kærester med, bærer de, så hun svævende over jorden kan træde ud i det blå og sætte foden på de stole, de på skift sætter under hende. Den skulpturelt koreograferede tresomhed er selv så skrøbelig. 

Janus mister først sin seksuelle uskyld til den korporlige Inger, der i Maria Rossings geniale mandhaftigt rockende og rullende skikkelse bare løfter og knalder den chokerede lille fyr. Senere mister han mindre komisk sin moralske uskyld ved anderledes aktivt at straffe samme Rossing, der symbolsk dobbeltroller den som den selvudslettende og kluntede og arbejdende Ellen, der  angler så hjerteskærende efter gengældt kærlighed. Det er det, at der netop ikke er konkret kropslig nærkontakt mellem de to skuespillere i voldtægtsscenen, der gør den til så knugende et bevægeligt billede på distancen mellem dem.

Det fortæller alt, at studenterfestens lette lykke for Janus, Tore og Helle udspiller sig i slowmotion, mens Ellen i normalhastighed forsøger at feste med, og at Janus må op i samme prosaiske tempo for at verfe hende væk. Og alt, at Helles drengeædende mor Fru Junkersen, som spilles isnende, men ikke u-sårbart af Christine Albeck Børge, i et uskyldigt badmintonspil smasher fjerbolden til sin datter i al for konkurrenceminded alvor.

Store og små bevægelser

Det er ikke kun i de store bevægelser, Kragerup får sine skuespillere til at yderliggøre og i ordets bogstaveligste forstand legemliggøre alt det inderlige i Rifbjergs roman. Der er både store følelser, og der er stor, lige dele hård og forløsende humor i de store bevægelser. Men det er måske især i det små, at alle i Den kroniske uskyld spiller så sigende med selve deres fysiske fremtrædener: Gadborg Høegh med sine englegode smilerynkeindrammede øjne og rene og ranke balletstatur. Albeck Børge i isblåt og sølv og bare voksne bryster, stiv og friseret med aristokratisk løvemanke og sminket med køligt lysende læber.

At Hee Andersens bredskuldrede Tore som modbillede til Bennebjergs fine, spinkle Janus ikke gør nogen toptrimmet figur uden trøje, gør ham til en desto mere perfekt Tore. Det er selve uoverensstemmelsen mellem Janus’ idealiserende blik på sin klippesikre ven og Tores reelle og kødelige menneskelighed, han materialiserer med sin krop. I det intime teaterrum er det netop til at se, hvordan trækningerne spiller nervøst omkring Bennebjergs øjne. Og det er til at se, at blikket i dem – så rørende råt – skifter fra lysende naivt til skulende sort og hårdt i takt med hans uskyldstab.

Pressefoto

Det er ikke nogen ny historie, Kragerup fortæller med Den kroniske uskyld og ikke nogen – for hende, for alvor – ny måde, hun med ord, krop, humor, følelse og lidt musik fortæller den på. Det er den samme gamle ur-ømme historie om kærligheden og begærets ekstatiske og destruktive kraft, hun vender tilbage til og vender fra en anden vinkel. Om at være i sine følelsers vold, brænde op og ud af begær og bære »sine raserede skuldre med lettelse«, som Janus siger det så gysende fint om sin ven til sidst. Og godt. For selvom historien er gammel, er tilstanden vist kronisk, og i sin iscenesættelse af Rifbjergs roman fortæller Kragerup den virkelig, som om det var første gang.

Som en foreløbigt sidste gang Kragerup-klassiker på Det Kongelige, er det en lille pragt af en finale, og det er en stor pragt af en præstation af Simon Bennebjerg at bære det hele med sit dobbelte, dæmonisk uskyldige blik. Det er også en lille epoke, der slutter nu. Selvom Kragerup nok ligesom Janus med romanens allersidste ord siger »vi ses!« snarere end farvel til Det Kongelige. Det skal blive så spændende alligevel, hvad der vil ske af nyt, måske endda i form af mere ny dansk dramatik, når Kragerup ikke længere kommer til at have de store kongelige scener, det kongelige ensemble og dermed skuespillere som Simon Bennebjerg at kræve og få så meget af.

Klaus Rifbjergs Tore og Janus portrætteret af Morten Hee Andersen og Simon Bennebjerg.
Læs også

Den kroniske uskyld. Tekst: Klaus Rifbjerg. Iscenesættelse: Elisa Kragerup. Bearbejdning: Elisa Kragerup og Benedikte Hammershøy Nielsen. Scenografi og kostumer: Jonas Fly. Lysdesign: Clement Irbil. Til den 8. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu