Erotiser hele livet

For Freud er en vis mængde repression af driften en forudsætning for civilisationen. Det lystprincip, der får det lille barn til at søge den umiddelbare behovstilfredsstillelse, må gradvist erstattes af realitetsprincippet, der lærer os at tage bestik af virkeligheden og udskyde behov – hvis vi ikke gennemgår denne udvikling, kan vi ikke leve sammen.

Herbert Marcuses Eros og civilisationen tager afsæt i en kritik af Freuds pessimistiske blåstempling af realitetsprincippet. Princippet finder ifølge Marcuse sin begrundelse i den knaphed, der karakteriserer menneskelige samfund: Ikke alle kan umiddelbart få alle behov tilfredsstillet hele tiden, og mennesket er dømt til at arbejde for at nyde. Men som Marcuse pointerer, overså Freud, at knaphed er historisk variabel: »Realitetsprincippet opretholder organismen i den ydre verden. For den menneskelige organismes vedkommende er dette en historisk verden.«

Ifølge Marcuse havde den kapitalistiske verden allerede, da han skrev Eros og civilisationen i 1955, drevet udviklingen af produktivkræfterne så vidt, at det ville være muligt at nedsætte arbejdstiden for alle markant – en proces, der ville fortsætte i et frit samfund, hvor arbejdet gradvist bliver afskaffet: »Total automatisering ville være den optimale mulighed.«

Marcuse skelner mellem grundrepression, der betegner den minimale modifikation af driftslivet, som trods alt er nødvendig for enhver menneskelig sameksistens, og merrepression, der betegner den repression, der er et resultat af den kunstige knaphed, kapitalismens ulighed skaber. Opgaven består således i at afskaffe merrepressionen ved at socialisere de utopiske potentialer, der ligger i kapitalismens eskalering af den teknologiske udvikling.

En afskaffelse af det realitetsprincip, den kapitalistiske civilisations merrepression påtvinger os alle, vil ifølge Marcuse iværksætte en revolution i hele vores liv, inklusive – eller måske først og fremmest – i vores seksualitet. En af Freuds banebrydende opdagelser var, at den voksnes genitalfikserede seksualitet snarere end en naturlig orden var et resultat af en ’centralisering’ og ’ordning’ af barnets polymorft perverse og autoerotiske seksualitet. Det var med andre ord den sociale omverden, der krævede en forvandling af den infantile seksualitet til en heteroseksuel, genital seksualitet, og det var den materielle nød, der gjorde det nødvendigt at arbejde og dermed grundlagde realitetsprincippet.

I et frit samfund vil seksualitetens dæmninger ville bryde sammen, og vi ville opleve en »erotisering af hele personligheden«. I det frie samfund er både kapitalens og genitalernes herredømme afskaffet, og vi vil derfor kunne vende tilbage til barnets polymorfe seksualitet. »Når kroppen ikke længere blev brugt som et heltidsarbejdsinstrument, ville den blive reseksualiseret,« og således vil kapitalismens fremmedgjorte arbejde blive erstattet af libidinøst arbejde, der i sig selv vil være en kilde til nydelse.

Herbert Marcuse: ’Eros og civilisationen: En filosofisk analyse af Freuds psykoanalytiske teorier’. 1955. Oversat til dansk i 1970