Læsetid: 4 min.

Finske Selja Ahavas familieroman er bedst, når den stiller skarpt på sorgen

Som en bog om tilfældet som eksistentielt vilkår, er ’Pludselig falder ting fra himlen’ for overfladisk og ujævn til at være vellykket. Men som skildring af, hvordan et uventet dødsfald fører til en ung piges uskylds- og meningstab, er den til gengæld utroligt fin
Romaner, hvor fortælleren er et barn, rammer sjældent den rigtige balance mellem naivitet og indsigt. Men særligt i første del af denne roman, hvor Saara fortæller, rammes balancen.

Romaner, hvor fortælleren er et barn, rammer sjældent den rigtige balance mellem naivitet og indsigt. Men særligt i første del af denne roman, hvor Saara fortæller, rammes balancen.

Pressefoto

18. maj 2018

På en helt almindelig forårsdag falder en isklump fra et fly og rammer en kvinde i hovedet.

Hun dør på stedet, og de efterladte – datteren Saara og ægtemanden Pekka – flytter ind hos Pekkas søster Anna, der bor på en kæmpe herregård, som hun har købt efter at have vundet i lotto. Mens faderen ligger i sengen og græder, går Saara rundt blandt gårdens får og gør sig store tanker om tiden og tilfældet, samtidig med at hun forsøger at holde sammen på mindet om sin mor.

Romaner, hvor fortælleren er et barn, rammer sjældent den rigtige balance mellem naivitet og indsigt. Ofte bliver det kun til skæve og banale iagttagelser, der forgæves forsøger at være både enkle, pudsige og kloge; i stedet for at føles som et troværdigt barn, er det snarere en voksens karikerede forestillinger om, hvordan et barn ser verden.

Så meget desto mere begejstret er jeg for særligt første del af denne roman, hvor Saara fortæller.

Hendes blik på verden er lige så egensindigt som det er mangelfuldt, hvilket åbner for erkendelser, der vakler mellem at være indsigtsfulde og urimelige.

Ahava portrætterer Saara på en måde, der aldrig virker forceret; tværtimod er den åben for barnets sammensatte oplevelser, som når hun hovedrystende beretter om, hvor dumme fårene er, men alligevel er tydeligt fascineret af dem.

Et gennemgående motiv i bogen er Saaras trang til at indramme følelser og fænomener:

»Man kan tegne en streg rundt om et virkeligt menneske, ligesom Poirot gør, når der ligger et lig på gulvet. Døden er lettere at forstå, når den har en albue og et bøjet knæ og sin egen plads på gulvet. Og når den døde bæres bort, bliver den hvide streg tilbage, og inden for den er der ikke længere nogen. Lidt ligesom en lottogevinst, der ville være lettere at forstå, hvis den var en bunke penge. Men minder har ingen krop.«

Senere giver faster Anna udtryk for samme tankegang, når hun siger, at »alt, hvad man kan placere inden for hjørnerne af en firkant, er til at have med at gøre«, og i det hele taget er det, som om alle romanpersonerne kæmper for at holde fast på noget, der er ved at slippe dem af hænde. 

Selja Ahava: ’Pludselig falder ting fra himlen’

Tilfældets påvirkning af menneskers liv

Efter den reducerede familie flytter ind hos Anna, vinder hun i lotto for anden gang, og herefter udvikler romanen sig til en mere generel historie om, hvordan tilfældet påvirker – hvilket oftest vil sige: ødelægger – menneskers liv.

Således går Anna i chok og sover i ugevis, og da hun endelig står op, begynder hun at korrespondere med en skotsk fisker, der er blevet ramt af lynet flere gange.

Brevvekslingen består af små hverdagsskildringer, samt en lang række anekdoter om mennesker, hvis liv er blevet ændret af usandsynlige hændelser og sammenfald.

Anna fortæller lidt om sin skyldfølelse over at have vundet i lotto igen (»Som om jeg havde leget med noget, jeg ikke havde lov til at lege med«), mens fiskeren skriver om, hvordan andres uheld kan fungere som et memento mori:

»måske har verden nogle gange brug for noget, der rusker den ud af sin søvn. Her i byen var jeg det ’noget’, der vækkede folk. Når jeg træder ind ad døren hos købmanden, minder jeg hver enkelt kunde om, at himlen pludselig kan falde ned i hovedet på os«.

Brevene tilføjer dog kun glimtvis nye aspekter til det overordnede tema, og pointen om at vi er magtesløse over for tilværelsens uforudsigelighed, er for lille til at bære en hel bog. Eller måske rettere: Bogens forsøg på at granske tilfældets forskellige måder at påvirke menneskelivet på, kommer i denne del ikke nævneværdigt videre.

Skift i fortællerstemme

Midterdelen føles stillestående og planløs, også da fortælleren skifter til en kvinde, som viser sig at være Pekkas nye kæreste. Selvom dette greb åbner for et udefrakommende blik på far og datter, der kan skildre nuancer i deres forhold, som de selv er blinde for, fortaber afsnittet sig i en sær blanding af hverdagstrummerum og mildt absurde passager om, hvordan kvinden er gravid med et barn, der ikke har nogen ben.

Midterdelens stilstand opløses først, da Saara vender tilbage som fortæller. Det er her, i fortællingen om hvordan en ung piges illusioner om verden brister, at romanen for alvor er stærk. Da far og datter flytter tilbage til deres gamle hus sammen med den nye kæreste, får Saara natlige besøg af moderens spøgelse, der viser sig som udklippet mørke:

»Nogen er i færd med at klippe en sprække i mørket. Mørket er sort, men bagved er der gråt. Striben bliver til en streg, der skifter retning og til sidst får form. Det er ikke en dør, det er en lang, slank skikkelse, der er ved at klippe sig selv fri. Det er denne skikkelse, der udgør hullet. Den har frigjort sig fra mørket og bevæger sig nu fremad.«

Disse scener er sorgfulde, urovækkende, en anelse fjollede og i det hele taget virkelig skarpe.

Som en bog om tilfældet som eksistentielt vilkår, er Pludselig falder ting fra himlen for overfladisk og ujævn til at være vellykket.

På trods af, at handlingen struktureres af alskens tilfælde, lander det et underligt sted mellem at være et overordnet tema og et forvokset motiv, der står lidt for meget og flagrer. Men som skildring af, hvordan et uventet dødsfald fører til en ung piges uskylds- og meningstab, er den til gengæld utroligt fin.

Historien om Saaras kamp for at genfinde sin plads i verden og komme videre, samtidig med at hun vil fastholde moderens nærvær, er sært charmerende, barsk og bevægende.

Selja Ahava: ’Pludselig falder ting fra himlen’. Oversat af Lene Klit. Jensen & Dalgaard, 212 sider, 268 kroner

Akseli Gallen-Kallelas sidste forsøg på at illustrere Kalevala er fornemt gengivet i bogen og tangerer, hvad vi i dag ville kalde en grafisk roman.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu