Læsetid: 3 min.

Firserdigteren Christian Graugaard i stærkt comeback

Med 81 stilfærdige og stilfulde digte gennemspiller Christian Graugaard tomhed, kaos, fremmedhed og sprogtab. Det er ret firseragtigt
Med 81 stilfærdige og stilfulde digte gennemspiller Christian Graugaard tomhed, kaos, fremmedhed og sprogtab. Det er ret firseragtigt

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

4. maj 2018

Sexologiprofessor Christian Graugaard (f. 1967), som i 1980’ernes anden halvdel udsendte tre digtsamlinger i tre på hinanden følgende år, er efter tre årtier, og i mellemtiden tre smukke bøger med lyrikoversættelser fra svensk, norsk og finlandssvensk, tilbage med egne tekster under den såre firseragtigt klingende overtitel Rejsende i hjemve.

Det er på én gang et opløftende og et lettere nedslående gensyn. Opmuntrende, fordi Graugaard tydeligvis kan en hel masse med sproget som materiale og digtet som kunstnerisk form, ja, faktisk er blevet stilsikker og dejligt knap. Men også en smule forstemmende, fordi resultatet for ofte får noget mekanisk, udvendigt, over sig, et underligt andenhåndspræg, som om man sidder og læser digte, nogen har lavet før.

Graugaard må selv have været opmærksom på det her prekære problem. Ellers ville han næppe have ladet en tiendedel af samlingens 81 tekster fremstå som hilsener og mere eller mindre indforståede hyldester til digteriske forbilleder. Blandt de udenlandske saluterer han for Paul Celan og Werner Aspenström, og af de hjemlige hyldes og hilses Per Højholt, Erik Stinus, Henrik Nordbrandt, Søren Ulrik Thomsen, Simon Grotrian og Inger Christensen. Sidstnævnte med det digt, der afsætter bogens titel:

 

Hvad findes, hvad findes?

 

Man står bag persiennen

og drømmer:

 

Cikaderne synger alfabetet

til ro, så er du rejsende i

 

hjemve.

Christian Graugaard: Rejsende i hjemve

Hvor meget udgør her, må man spørge, imitation og kopi, og hvor meget består i selvstændig skabelse? For mig at se tipper digtet ved sin mangel på parodierende ’twist’ uvægerlig til andenhåndssiden. Hvormed ikke være sagt, at det fremstår som venstrehåndsarbejde (jeg er selv kejthåndet, ligesom to af mine børn), kun at der på én gang savnes gøgl og selvstændig prægnans.

Det samme kan ikke uden videre siges om hele bogen, som stilfærdigt og stilfuldt poetisk gennemspiller tomhedsfornemmelser, kaosoplevelser, fremmedhedsfølelser, sprogtab samt ubestemte stemninger på kanten af det trygge, normale og derigennem langsomt samler sig til billedet af et moderne menneske – søgende og spørgende, på vej. Særlig skrap er Graugaard til at opdage og tilspidse modsætninger, som nu her mellem lyset og mørket:

 

Jeg elsker det lys

der får støv til at danse

i spidsloftets ækleste krog,

 

det mørke der ulmer

på bunden.

 

Eller som her, i et kærligheds- og/eller ægteskabsdigt med døden sat over for livet og latteren anbragt over for gråden:

 

Jeg gyser ved tanken

om os to som døde

resten af tiden,

 

mens livet går videre

i vejkryds og senge,

 

og vi er en lattergas

i nogens gråd.

 

Foretrukne teknikker til artikulation af dobbeltheder og antiteser er sideordning af substantiver hentet fra forskellige semantiske felter eller parallelopstilling af det enkelte digt i to, tre eller fire optakter, som viser sig at indlede højst divergerende verslinjer. Sådan er ca. en tredjedel af digtene arrangeret. Hyppigt brugte greb er endvidere sammenstød mellem konkret og abstrakt og finurlige ’omvendinger’, hvor tilsyneladende ens udsagn rummer modsat betydning, samt treklange af voksende intensitet – her ovenikøbet med flot optakt og nydelig sløjfe:

 

Alt kan være i sproget.

selv den voldsomme olding

og hans afdøde familie, selv

tavsheden i de store

forsamlinger, selv sol-

sortens oplyste enevælde.

Sproget kan være i alt.

 

Graugaard ønsker et sted: »giv mig et digt molesteret af hverdag«. Men hans egne tekster har umiskendelig hældning mod det velfriserede:

 

Vi er sporløst forsvundet

i en nat uden bund

i et land uden køn

i et sprog uden ophold

på denne station.

 

Så pænt kunne folk da indimellem også skrive digte i firserne. Det er, som om toget i mellemtiden er kørt. Men tro mig, jeg følte mig ofte hjemme – betænkeligt og dybt nostalgisk hjemme – i Christian Graugaards comebackpoesi.

Christian Graugaard: ’Rejsende i hjemve’. Digte. 87 sider. 148 kroner. Forlaget Politisk Revy. Udkommer fredag den 4. maj.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu