Læsetid: 3 min.

Fransk komediedrama tilbyder bamsevarm drøm om lykkelig sameksistens

’C’est La Vie!’ er det modsatte af Houellebecq. En film om et rigmandsbryllup og multikulti-cateringfirmaet, der skal få det hele til at glide som smurt, men bag kulisserne er en stor grusgrav af konflikter. Og den river os med i fortællingen om forsoning mellem høj og lav, fordi den er så pokkers godt skruet sammen
’C’est La Vie!’ er på ingen måde en film, der for alvor diskuterer social ulighed. Du kommer ikke indigneret eller illumineret ud af biografsalen. Men det er så heller ikke filmens ærinde.

’C’est La Vie!’ er på ingen måde en film, der for alvor diskuterer social ulighed. Du kommer ikke indigneret eller illumineret ud af biografsalen. Men det er så heller ikke filmens ærinde.

Another World Entertainment

25. maj 2018

De har gjort det igen, Olivier Nakache og Éric Toldano. Efter deres gigasucces med deres fjerde spillefilm, De urørlige, i 2011 (næstmest sete film i Frankrig nogensinde) og deres knap så vel modtagne Samba i 2014 er de – kvalitativt – på rette spor igen med deres sjette, C’est La Vie!

De urørlige fortalte historien om den lamme, hovedrige Phillippe, der hyrer den arbejdsløse ansøger Driss, der overhovedet ikke vil have jobbet, men bare få en underskrift på, at han igen forgæves har søgt job, så han kan fortsætte sin kontanthjælp. Spoiler alert: De bliver perlevenner på trods af de enorme sociale, økonomiske og kulturelle forskelle.

C’est La Vie! formidler det franske multikulturelle samfund på en smartere og mere troværdig måde, nemlig gennem et cateringfirmas sammensatte stab.

Rammefortællingen er forberedelsen og eksekveringen af et stort rigmandsbryllup med 200 gæster på et 1600-talschateau.

Den mondæne idyl invaderes af en uregerlig stab af tjenere, kokke, håndværkere, rockband, dekoratører, bryllupsfotograf – nogle aflønnet sort, andre hvidt. Der er konflikter fra første sekund, og der skældes og smældes for fuld fransk musik.

At arbejde med lykke

Det er en ensemblefilm, altså med et væld af ligeligt fordelte roller, dog med en slagside til fordel for den mavesurt midaldrende Max – spillet forrygende af Jean-Pierre Bacri, der ser ud, som om et mavesår har udviklet sin egen mimik.

»Det er magisk at arbejde med lykke,« siger han. Tro på det, mester.

Max er beslutsomheden selv som leder af sin luksuriøse cateringservice og vægelsindet inkarneret i sit kærlighedsliv. Her halser han efter sin elsker, mens han ikke kan slippe sin kone.

Brudgommen er en selvglad nar og bruden en elskelig, men forsagt pige fra middelklassen.

Rockbandet har en machoforsanger, der elsker at høre sig selv stønne på et stort højtaleranlæg.

Den afdankede fotograf i slidt brun læderjakke har en stærk binding til sin mor og sin vaporizer og er rasende over, at der findes kameraer i smartphones.

Overtjeneren er absurd konfliktsky og kan ikke tale sine folks sag.

Og Max’ assistent har et temperament lige så stabilt som nitroglycerin i en hoppeborg for fodboldfans.

Ned i ønskebrønden

Festligt, folkeligt, fornøjeligt? ’Bah!’, kunne man svare, hvis man insisterede på at være en mavesur kritiker. Og der er da også både forudsigelighed, stereotyper og narrativt dødvande undervejs som indsigelser mod den lykkefølelse, moro og tro på menneskeheden, som filmen ønsker at fremmane.

Det modsatte af Michel Houellebecq, kunne man sige.

C’est La Vie! er på ingen måde en film, der for alvor diskuterer social ulighed. Du kommer ikke indigneret eller illumineret ud af biografsalen. Men det er så heller ikke filmens ærinde. Og i sidste ende lykkes det filmen at overvinde selv denne tilskuers purile vrede over at blive fortalt, at det hele nok skal gå.

Akkurat som i De urørlige river den os med ned i ønskebrønden, hvor der er bamsevarm forsoning på tværs af alskens skel. Hvis blot vi skræller lagene af social omgangstone af, giver os til kende, ser og lytter.

Det sker naturligvis nemmest i ekstreme situationer, og i C’est La Vie! er det altså et megabryllups enorme stress og cateringgruppens vakkelvorne koordination og vrangvillige samarbejdsevne, som sætter fut i fejemøget.

En feel good-skeptiker bøjer sig

Max er dirigent i et kaos, hvor magten har det med at skifte hænder, fordi personerne på hver deres måde kommer på spanden.

Redeligheden udspiller sig over omkring 24 timer, og den holder et mestendels forrygende tempo. Og det er centralt, at Nakache og Toldano – både i manuskript og instruktion – tegner præcise, fyndige menneskekarikaturer med et vist dybdeperspektiv i det store persongalleri.

C’est La Vie! er så veludført i sin stort orkestrerede musikalitet, endda drypvise poesi, at selv denne feel good-skeptiker måtte bøje sig. Ak ja. Så har man oplevet dét med.

’C’est La Vie!’ – Instruktion og manuskript: Olivier Nakache og Éric Toldano. Fransk. (Biografer landet over)

Der er mere pjusket dansk knudemand end misantropisk litteraturekspert i religiøs krise over Lars Brygmann i 'Underkastelse'
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu