Læsetid: 2 min.

Havenisser forgriber sig på Sherlock Holmes i ’Sherlock Gnomes’

Meget sjov er der ikke at komme efter i ’Sherlock Gnomes’, havenisse-udgaven af historierne om detektiven Sherlock Holmes. Og det er trist
Sherlock Gnomes er på sporet af forsvundne havenisser sammen med Julie, Gnomeo og Doktor Watson i den animerede ’Sherlock Gnomes’.

Sherlock Gnomes er på sporet af forsvundne havenisser sammen med Julie, Gnomeo og Doktor Watson i den animerede ’Sherlock Gnomes’.

Paramount Pictures

4. maj 2018

Det begyndte for nogle år siden med Gnomeo og Julie – en computeranimeret og ganske respektløs og ikke vildt morsom genfortælling af Shakespeares klassiker med havenisser af ler i hovedrollerne. Ja, havenisser af ler.

Og nu fortsætter det med Sherlock Gnomes, hvor den berømte detektiv og hans ven og makker, Doktor Watson, kommer på sporet af en grum plan om at tilintetgøre alle havenisser i London, inklusive filmens egentlige helte, Gnomeo og Julie.

Meget mere er der ikke at sige om handlingen, ud over at Gnomeo og Julie, der til at begynde med stadig er som nyforelskede, bliver uvenner, og at Elton John har været med til at producere filmen, og hans sange optræder i mere eller mindre lytteværdige versioner filmen igennem.

Jeg indrømmer gerne, at jeg er noget nær puritaner, når det kommer til Sherlock Holmes – jeg er ikke medlem af Sherlock Holmes Klubben i Danmark for ingenting – og jeg har generelt svært ved at acceptere, at man forgriber sig på arvesølvet.

Men jeg må indrømme, at Sherlock Gnomes er en ganske skæg titel – det samme er Gnomeo og Julie – og at der da er noget morsomt (omend ikke videre originalt) over at lade også Gnomes og Watson være havenisser, der ikke kan eller må røre sig, når mennesker kigger.

En trist melodi

Men så er det heller ikke sjovere.

Faktisk er det lidt kedeligt, og jeg havde virkelig svært ved at engagere mig i en film, der ikke kan finde ud af, om den vil fortælle om havenisser, Gnomes og Watson eller Gnomeo og Julies knirkende forhold (der noget søgt skal spejle en spirende konkflikt mellem arrogante Gnomes og hjælpsomme Watson).

Der er enkelte Sherlock Holmes-referencer i filmen – de møder f.eks. familien Baskervilles hund, et flyttefirma ved navn Sherrinford, Irene Adler og superskurken Moriarty – de er dog ikke specielt opfindsomme eller overraskende og ligner et lidt for bevidst glimt i øjet til Holmes-fans som mig: Se, hvad vi har fundet på. Og vidner måske i virkeligheden om, at evigpopulære Holmes blot er en gimmick, man griber til i et desperat forsøg på at få projektet ud over stepperne. Dét er i sig selv respektløst.

Dertil kommer, at vittigheder, situationer og fysiske gags heller ikke er specielt veloplagte eller sjove, og timingen oftere end ikke synes off.

Jeg grinede i hvert fald meget få gange i løbet af en film, der om noget mangler hjerte, mål og med. Ikke alt for store børn, som i højere grad tilhører målgruppen, vil muligvis more sig, men også de har altså fortjent bedre end dette kulørte, charmeforladte univers.

Efter filmen overvejede jeg til gengæld, hvordan Holmes selv ville have opfattet løjerne. Formentlig ville han have rystet på hovedet og tændt sig en pibe tobak eller grebet violinen og spillet en sørgmodig melodi som for at understrege, hvor trist det hele egentlig er.

Sherlock Gnomes. Instruktion: John Stevenson. Manuskript: Ben Zazove. Amerikansk-britisk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu