Læsetid: 2 min.

Hvad hjertet er fuldt af, løber guitaren over med

Det skramler, og den rustikke, elektriske guitar fiser omkring på Courtney Barnetts andet soloalbum. Men hendes sangstil er lige så lad, som den altid har været
Courtney Barnett.

Courtney Barnett.

Milk! Records

18. maj 2018

Hånden på hjertet: Hvad føler du egentlig? Sådan oprigtigt?

Det spørgsmål både stiller og besvarer den australske Courtney Barnett på sit aktuelle album, Tell Me How You Really Feel. Med løst stringent indierock og bevidst halvhjertet vokal sætter hun på tid nye sange, ord og guitar på ambivalens, livsklaustrofobi, ensomhed og uberettiget vrede.

Tell Me How You Really Feel er Barnetts andet album. Den egentlige debut var Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, der fik en hel del opmærksomhed i 2015 på grund af hendes indierockede, humoristiske og poetiske twists. Og sidste år indspillede hun et duetalbum med superboheme og snøvlesanger Kurt Vile.

Hun er stadig glad for fordrejede ordspil og neologismetitler, men på det nye udspil har Barnett skruet ned for den sproglige opfindsomhed og helt op for sin guitars skrat.

Kejtet og kejthåndet

De nye numre er sørgmodige, opgivende og aggressive. Det hele begynder med »Hopefulessness«. Trægt og faretruende gentages et vemodigt guitarriff igen og igen, så man ikke er i tvivl om, at stilen her er lo-fi. Det skal være skramlet. Det skal lyde skævt, som de amerikanske lo-fi-veteraner Pavement med kvindeligt fortegn. Ingen er født til at hade, synger hun, uimponeret og med fed aussie-accent og afslutter åbningsnummeret med ordene »I’m getting louder now«.

Courtney Barnett er både guitarist og sanger, kejthåndet og kejtet. Hendes elektriske guitar spankulerer sløvt gennem en solo eller vrider sig raspende ud af en rundgang. Der trampes hårdt i trommerne og på »Crippling Self Doubt and a General Lack of Self Confidence« supplerer exbassist i Pixies, Kim Deal, på kor.

Alfabetsuppe

Bevæbnet med et nøglebundt citerer Barnett på singlen »Nameless, Faceless« både Margaret Atwood og en bekendt, der skrev til hende på Facebook: »I could eat a bowl of alphabet soup / And spit out better words than you.« Harme og angst erstattes af fuldgyldig vrede på den postpunkede »I’m Not Your Mother, I’m Not Your Bitch«, hvor selv vokalen overstyrer.

Så hvad føler jeg, når jeg hører Barnetts andet album?

Svaret må være afmålt begejstring. Det er rocket og rodet og lyrisk ambitiøst, men den tilbagelænede 90’er-stil gør, at det aldrig bliver rigtig hjerteskærende.

Courtney Barnett: ’Tell Me How You Really Feel’ (Milk! Records/Playground)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu