Læsetid: 4 min.

Ideen er bedre end udførelsen i ’The Journey’

Nick Hamms ’The Journey’ handler om fredsforhandlingerne i Nordirland i 2006, men kan ikke helt beslutte sig for, om den vil være historisk drama eller munter ’buddymovie’
Ærkefjenderne Ian Paisley (Timothy Spall) og Martin McGuinness (Colm Meaney) tvinges til at dele bil i Nick Hamms virkelighedsbaserede drama, ’The Journey’. 

Ærkefjenderne Ian Paisley (Timothy Spall) og Martin McGuinness (Colm Meaney) tvinges til at dele bil i Nick Hamms virkelighedsbaserede drama, ’The Journey’. 

Steffan Hill

4. maj 2018

Det er en god idé, folkene bag The Journey har fået: Under fredsforhandlingerne i Nordirland i 2006 blev den tidligere IRA-leder og nu politiker Martin McGuinness og hans modstander, partilederen Ian Paisley, nødt til at køre i bil sammen i en god times tid – det skete i virkeligheden – og Nick Hamms film forestiller sig, hvad der skete, mens de to ærkefjender således var tvunget til at være sammen.

Faktisk drister Hamm og hans manuskriptforfatter, Colin Bateman, sig til at antyde, at det var et led i en plan udtænkt af MI5-chefen Harry Patterson (John Hurt) og godkendt af Storbritanniens premierminister, Tony Blair (Toby Stephens), i håbet om, at de to mænd ville begynde at tale sammen og dermed bane vej for en fredsaftale efter årtiers uroligheder med voldelige sammenstød, bombeattentater og drab i Nordirland.

Desværre er ideen og udgangspunktet bedre end udførelsen, og selv om The Journey bestemt er værd at se, har den også nogle gevaldige problemer med sit eget setup og ikke mindst tonen i filmen, der skifter mellem det højspændt dramatiske og det næsten parodiske.

Det virker, som om Hamm og Bateman ikke helt har kunnet beslutte sig for, om de ville lave en munter buddymovie eller et seriøst drama.

Misfornøjede mænd

Midt under fredsforhandlingerne, som ledes af Tony Blair og foregår i St. Andrews i Skotland, skal lederen af Nordirlands demokratiske parti, protestanten og prædikanten Ian Paisley (Timothy Spall), hjem til Belfast for at fejre sin 50-årsbryllupdsdag med sin kone og sine venner.

På grund af et voldsomt uvejr, er han dog nødt til at køre til lufthavnen i Edinburgh, der ligger en time væk.

Sinn Féins Martin McGuinness (Colm Meaney) beder om at få et lift med samme bil og flyver, fordi han gerne vil have Paisley i tale, uden at hele den aldrende prædikants følge lytter med.

Og det får han lov til, mest fordi Paisley slet ikke bliver bedt om lov, men ser overrasket og misfornøjet til, da McGuinness også sætter sig ind i bilen.

Til at begynde med taler de to mænd slet ikke sammen.

McGuinness forsøger at bryde isen, men Paisleys had til IRA og McGuinness er så stort, at han ikke vil nedlade sig til at svare ham.

Men takket være den unge chauffør, Jack (Freddie Highmore), der ikke helt er, hvem han giver sig ud for at være, begynder de to mænd at åbne sig.

Det er dog ikke nemt for nogen af dem, især ikke Paisley, der konsekvent kalder McGuinness for en morder og selv nægter at tage ansvar for, hvad han end måtte have forårsaget af voldsomheder med sit gammeldags, strengt kristne livssyn og sine flammende taler for tilhængerne.

Fundamentale forskelle

Der er noget uendeligt fascinerende ved film, der lader fjender mødes og debattere. Det er en intellektuel øvelse, som, hvis den er gennemtænkt og veludført, kan være både berigende, lærerig og underholdende at være vidne til.

Og i perioder er The Journey det også.

Det er fundamentale forskelle i personlighed, filosofi, religion og politik, der adskiller Ian Paisley og Martin McGuinness, som konstant forsøger at udæske og manipulere med hinanden.

Det er unionisten og protestanten mod republikaneren og katolikken.

Det er prædikanten mod soldaten.

Det er alvorsmanden mod spøgefuglen.

Men det handler også om to aldrende mænds eftermæle, og hvordan de begge forestiller sig, at fremtiden skal se ud for det plagede Nordirland i en tid, hvor væbnede opstande/terrorangreb kun bliver mere og mere voldsomme.

Skal deres indbyrdes had gives videre til de kommende generationer, eller skal de lade fortiden og volden bag sig og slutte fred?

Spændende tankeeksperiment

Nick Hamm og Colin Bateman nøjes dog ikke med at diskutere – de vil også lave lidt sjov, hvorfor især Spalls portræt af Paisley indimellem virker unødigt karikeret, mens Meaneys McGuinness bliver lovlig jovial.

Og ’hjemme’ i St. Andrews, hvor MI5 og Blair spændt lytter med – der er skjulte mikrofoner i bilen – gør Stephens’ Blair en lettere fjollet figur, mens Hurts Patterson forklarer lidt for meget om situationen i en øresnegl til unge Jack. Pattersons ord er vist mest henvendt til publikum.

Men når The Journey er bedst – og det er den, når den tager sig selv, sine personer og emnet alvorligt – gør den ondt, fordi den blandt andet insisterer på at diskuterer, hvornår der er tale om borgerkrig og modstandskamp, og hvornår det ’blot’ er gement mord, terrorisme og hærværk. Alene af den grund er den værd at se.

Da filmen havde premiere i Storbritannien blev den anklaget for at omskrive historien, og det gør den jo sådan set også – eller i hvert fald nogle af detaljerne. Det er dog et spændende tankeeksperiment, som ikke ændrer ved udfaldet af fredsforhandlingerne, nemlig den fredaftale, som stadig holder i dag.

’The Journey’. Instruktion: Nick Hamm. Manuskript: Colin Bateman. Britisk (Biografer landet over)

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu