Læsetid: 9 min.

Inger Christensen og den sensationelle Parisroman

Af alt, hvad der er svært at læse i Inger Christensens efterladte skrifter, er Parisprojektet næsten det sværeste. Men for Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er det også noget af det fineste. Det spændende er ikke så meget det sensationelle i, at der findes en roman, som en stor forfatter aldrig fik skrevet. Det bliver snarere en kvalitet ved teksten i sig selv, at den netop kun kan læses i denne form
25. maj 2018

Det er så let, og det er så svært at læse Inger Christensen. Inger Christensens »bøger diskuterer man ikke. Man foretager sig henåndende fagter i mødet med dem,« som Tue Andersen Nexø engang skrev i denne avis.

Umiddelbart er de virkelig så lette at læse. Det talsystem og alfabetiske princip, som alfabet – Christensens store atomtidsdigt om verdens skabelse og ødelæggelse, der åbner med de berømte første linjer »abrikostræerne findes, abrikostræerne findes« – er bygget op over, er komplekst. Men det er også så enkelt. Inger Christensens sprog er altid også så enkelt. Dets musik og matematik og rytmisk omsiggribende bevægelse så simpel. Man bevæger sig bare med og forstummer.

Det er det, der også gør Inger Christensens digte svære at læse? Eller det var det, Nexø mente i 2005: »Hvis man giver sig hen til en bog, så læser man den ikke længere, i al fald ikke hvis man med ’at læse’ også forstår ’at forstå’, ’at forholde sig til’, ’at tænke over’.«

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu