Læsetid: 9 min.

Inger Christensen og den sensationelle Parisroman

Af alt, hvad der er svært at læse i Inger Christensens efterladte skrifter, er Parisprojektet næsten det sværeste. Men for Kizaja Ulrikke Routhe-Mogensen er det også noget af det fineste. Det spændende er ikke så meget det sensationelle i, at der findes en roman, som en stor forfatter aldrig fik skrevet. Det bliver snarere en kvalitet ved teksten i sig selv, at den netop kun kan læses i denne form
25. maj 2018

Det er så let, og det er så svært at læse Inger Christensen. Inger Christensens »bøger diskuterer man ikke. Man foretager sig henåndende fagter i mødet med dem,« som Tue Andersen Nexø engang skrev i denne avis.

Umiddelbart er de virkelig så lette at læse. Det talsystem og alfabetiske princip, som alfabet – Christensens store atomtidsdigt om verdens skabelse og ødelæggelse, der åbner med de berømte første linjer »abrikostræerne findes, abrikostræerne findes« – er bygget op over, er komplekst. Men det er også så enkelt. Inger Christensens sprog er altid også så enkelt. Dets musik og matematik og rytmisk omsiggribende bevægelse så simpel. Man bevæger sig bare med og forstummer.

Det er det, der også gør Inger Christensens digte svære at læse? Eller det var det, Nexø mente i 2005: »Hvis man giver sig hen til en bog, så læser man den ikke længere, i al fald ikke hvis man med ’at læse’ også forstår ’at forstå’, ’at forholde sig til’, ’at tænke over’.«

Det er også svært at læse verden ønsker at se sig selv, den prægtige samling af hidtil uudgivne manuskripter fra arbejdet med en række af digtsamlingerne og en aldrig realiseret kriminalroman og både spredte og ikke tidligere trykte digte, noveller, anmeldelser, forord, essays og mere, som Christensens svenske oversætter, digteren Marie Silkeberg, og Christensens søn, forskeren og oversætteren Peter Borum, så flot har forestået.

Langsom læsning

Men det er svært på en anden og omvendt helt umiddelbar måde. Den er helt bogstaveligt talt svær, den store hvide bog med de over 900 siders arkivmateriale. Svær at slæbe med sig og svær at ligge i græsset og læse i med en bakke lidt for tidlige abrikoser i den alt for tidlige sommer. Den blotte mængde af materiale gør læsningen langsom.

Det tager også tid at tyde den betragtelige del af bogens digte, skitser og notater, der er gengivet i Christensens hældende håndskrift. Der er så meget godt: digte fra alle tider, science fiction-noveller om kunstig intelligens og robotoprør, anmeldelser som den af et teaterstykke i Hvidovre, hvor Christensen foreslår, at teatret skulle »have spillet henne på fodboldbanen i stedet for«, de fine forord om forfatterkollegerne Tove Ditlevsen, Kirsten Thorup og Birgitta Trotzig og de blændende klare og kloge essays til sidst, hvor hun skriver om den verden, der ønsker at se sig selv. Men man bevæger sig ikke bare med. Man må selv bevæge sig rundt i alt det, der er at forstå, forholde sig til og tænke over i verden ønsker at se sig selv.

Det gælder ikke mindst forarbejderne til digtsamlingerne det (1969), Brev i april (1979), alfabet (1981) og Sommerfugledalen (1991). De er på en gang omstændelige og spændende at læse. Ikke kun fordi det, som Marie Silkeberg formulerer det i sit efterord, kommer som et lille »chok« at læse, at det digt i alfabet, der i dets endelige udgave begynder: »kærligheden findes, kærligheden findes«, længe lød: »katastroferne findes, katastroferne findes«.

Det er ikke kun spændende, fordi læsningen af de ufærdige digte kan bruges til at læse og forsøge at forstå de færdige. Sådan som Silkeberg gør, når hun skriver, at én forklaring på ændringen af ’katastrofe’ til ’kærlighed’, der i udkastet også går over »kildernes findes« og »kulden findes«, »kunne være, at det system, som langsomt blev skrevet og bygget op, sådan som det vises her i bogen, til sidst i sin næsten færdige tilstand allerede udtrykte det – at katastroferne findes. Men ikke kærlighedens eksistens«.

’Verden ønsker at se sig selv’ er et intimt og svimlende indblik i Inger Christensens værksted

Det er så fin en oplevelse, sådan en lykke at fare vild i dette krat af en bog, i skitserne og mulighedsrummene, i de uudnyttede irgange og i de alternative visioner i Inger Christensens skrift, hvilket også vil sige: i det vigtigste lyriske forfatterskab i Danmark i det tyvende århundrede.

Tue Andersen Nexø anmelder ’verden ønsker at se sig selv’

Det er heller ikke kun spændende, fordi den afslørede arbejdsproces minder om, at det simple digt er hårdt og langsomt arbejde, er et arbejde i det hele taget, og at de hyldede digtsamlinger, som vi fagter henåndende og forstummer i mødet med, på den måde – en god måde – bliver lidt mindre hellige.

Projekt ’Paris par arrondissement’

Det er også spændende at læse forarbejderne med alle deres mere eller mindre færdige udkast, deres noter, tegninger og indholdsfortegnelser, der ændrer sig, fragmenter, gentagelser og små variationer, de lange håndskrevne lister med ord og rækker og rækker af tal, fordi de får deres egen langsommere og mere stammende organiske poesi. Og at arbejdet og processen med dets egne »sammenslyngede omveje« næsten og vel helt i Christensens ånd på den måde selv bliver et lille labyrintisk værk i værket. Sådan kan man i hvert fald også læse dem.

Det gælder i endnu højere grad de faksimiler af håndskrevne sider, alle oprindelig hidrørende fra en konvolut med påskriften »Projekt Paris par arrondissement«, der vidner om, at Christensen i 1972 arbejdede på en kriminalroman. Af papirerne fremgår det, at fortællingen skulle have 20 fortællere svarende til Paris’ 20 bydele, arrondissementerne, og at fortællingen skulle følge en »spiralrute« indtegnet af Christensen på et kort over byen og struktureres af et system af primtal for forholdet mellem fortællingens forløb i tid og rum, komplet med lodrette og vandrette virkeligheds- og fiktionsplaner og nøjagtigt angivne forhold mellem virkelighed og fiktion i de forskellige fortælleres skildringer.

Fortællerne har så mystiske og humoristisk fiktive navne som Velour, Beruso, Helle de Vilol, Bo Bruno Ali Asp, Inge Bols og Ragnar de Verguille bl.a., og det, der sker, er ikke mindre mystisk. Maleren Velour, der hedder »Velour fordi det minder mig om en maler der maler store blomsterbuketter i bittesmå landskaber« (!), er måske en slags hovedperson. Han finder et lig i sit atelier, der er iført en dyremaske og under den måske en voksmaske af en Beruso, som Velour har malet et portræt af. »Hvem er liget så? Og hvem vil ha Velour til at tro at Beruso er død – er Velour mistænkt,« spørger Christensen i sine noter.

Perpleks og alligevel fænget læser man denne på en gang så ordnede og uordnede labyrint af en ufærdig roman, der består af en blanding af fortællingsfragmenter, der trækker kærligt på krimigenrens fraser, af noter, tegninger, diagrammer og tabeller, af mange blanke sider, dedikeret til hver fortæller, og hele sider fyldt med anagrammer skabt af Christensens eget navn (regress, rien, chien, niche, tigresse). Hvor der midt i det hele så kan stå skriblet: »Mistænkt for et mord han umuligt kan have begået. Den myrdede er nemlig mig.«

Romanen skulle altså tilsyneladende have været en udpræget meta fortælling om en roman, der »er blevet til virkelighed«, hvor »CI fortæller/ til IC der noterer/ at hendes (CI) kriminalroman er blevet stjålet i manuskript/ at hun i avisen har læst at en mand er blevet anklaget for mord/ den anklagedes og den myrdedes navne svarer til navnene i (CI)s roman/ Hun opsøger den anklagede Velour/ som fortæller at han fik første kapitel af en kvinde Julie som han blev forelsket i/ at han slet ikke hed Velour, men straks tog navneforandring og blev maler«.

Der er så meget orden i så vildt et kaos i Inger Christensens efterladte tekster

I de udkast, der grupperer sig om især Brev i april (1979) og alfabet, er det påfaldende, så store mængder materiale, der har skullet produceres og derpå kasseres, inden den færdige helhed kunne stå frem, eller om man vil, før skulpturen kunne hugges frem af marmorblokken. Sider fra de yderst frugtbare og produktive år omkring 1980 tager sig ud som færdige digte og har så alligevel »bare« været forstudier og forstadier til noget større, hvis format vi i dag så meget desto klarere erkender.

Erik Skyum-Nielsen anmelder ’verden ønsker at se sig selv’

Som læsere ved vi måske næsten lige så lidt som Christensen selv gjorde. På skitseplanet er det i hvert fald ægte uafgørligt, hvilken usikkerhed der er del af fortællingen, og hvilken der ikke er. Når der – ovenikøbet i Christensens håndskrift, hvor ikke bare ordet ’bog’ er så sammentrukket, at det kan og måske skal forveksles med ’by’, men hvor også ordet ’jeg’ er så sammentrukket, at man hele tiden forveksler det med et ’vi’, hvilket i sig selv er så sigende og smukt, om det så har været med nogen poetisk mening eller ej – når der i den håndskrift står, at »Velour ligner Bernini som ung, og han går altid med fløjlstøj«.

Det står der faktisk. »Ganske vist har jeg [eller vi?] to par fløjlsbukser, men jeg [eller vi?] aner ikke hvordan Bernini så ud. Der står noget om, at han var meget smuk. Har mest lyst til at opgive det hele,« ja, hvem er det så overhovedet, der skriver og både er så sjov og opgivende og i tvivl? For som der også står et sted: »Jeg [eller vi?] er forfatteren (læseren) som længe tror han/hun går fri – blir vel til sidst involveret«.

Materien, der ’tænker’ og ’skriver’

Af alt, der er svært at læse i verden ønsker at se sig selv, er Christensens Parisprojekt næsten det sværeste. Men det er også noget af det fineste at læse rundt i de spredte fragmenter, hvor fortællingen blander sig sammen med noterne om den: »lille model af en kiste der kunne passe til en rotte,« står der bare et sted, og »det var mig der gik til grunde, mig der ganske langsomt, uanstændigt og værdigt døde og forsvandt«, et andet. Pludselig optræder en næsten digtagtig refleksion om materien, der »tænker« og »skriver«, materien, der »skriver videre gennem sine (mine) bevægelser/ som del af materien er ’jeg/vi’ tilfældig/ min del af materien kaldes bevidsthed,« der bliver til en meget kompakt fiktionsteori: Materien »tænker for (i og med bevidstheden)/ at skabe uafhængige stoffer (enzymer) som kan gribe fiktivt ind i bevægelsens ellers tilfældige autonome forløb (mellemrummet (som er fiktivt) kalder vi gud).«

Jeg ville gerne have læst den roman, om hvilken Christensen har noteret et løst »barokken som en udforskning af denne spænding > byens pragtudfoldelse, verdens fattigdom < fester, baller, fyrværkeri, teaterforestillinger,« og et løst »bygget op som et stykke musik jævnfør de regelmæssige afstande 5 3 1 3 1 3 5 1 5 3 og symmetrien«. Alligevel er det måske netop som det ufærdige forarbejde, der, i modsætning til de andre forarbejder i verden ønsker at se sig selv, ikke findes noget færdigt arbejde at sammenligne med, at projektet virkelig glimrer. Det spændende er ikke så meget det sensationelle i, at der findes en roman, som en stor forfatter aldrig fik skrevet. Det bliver snarere en kvalitet ved teksten i sig selv, en slags endnu potentiel poesi eller en poesi i anden potens, at den netop kun kan læses i denne form.

Bogens fantastisk fine allersidste tekst, en håndskreven refleksion flankeret af en flok skitserede hoveder med blanke ansigter – på en gang alle og ingen – lader sig læse som en poetik for netop det fællesskab mellem forfatter og læser, der findes i både det skrevne og uskrevne:

»Jeg forestiller mig at den der nu begynder at læse disse ord forestiller sig at han hermed begynder at skrive disse ord. Jeg skriver disse ord og forestiller mig at den der læser disse ord forestiller sig at han skriver disse ord. Jeg læser dem igen og forestiller mig at han har skrevet dem for at jeg [vi?] kan forestille mig at jeg [vi?] har skrevet dem. Alt det der endnu ikke er skrevet er vi fælles om. Hvis jeg [vi?] tager hul på det og begynder at skrive river jeg [vi?] noget ud af det fælles og må forestille mig at den der læser det kompletterer det med det fælles, kompletterer det skrevne med det endnu ikke skrevne eller med det uskrevne.«

Det er en kæmpe kvalitet ved verden ønsker at se sig selv, at man ikke bare bevæges med, men også besværes. At man på den måde bliver del af den labyrint »som en slags fællestanke, et møbiusbånd mellem menneskene og verden«, som Inger Christensens forfatterskab er. At man bliver del af det »vi«, som det uafbrudt forsøger at skabe i hver af dets mange former, som verden ønsker at se sig selv så rigt vidner om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu