Stoflighed, kultur og artefakter.
Det er tre af de ting, jeg først kommer til at tænke på, når talen falder på den amerikanske filmskaber Wes Anderson og hans vidunderlige, gennemdesignede film.
Der er også mange andre: Humor, varme, excentriske outsidere, humanisme, musikalitet og billedmæssig originalitet.
Få formår som Anderson at skabe smukke, særegne, stærkt stiliserede og poetiske verdener, der er fulde af tableauer og genstande, som man kan fortabe sig i. Det har han gennem de seneste cirka 20 år gjort i mange film, fra gennembruddet Rushmore og The Royal Tenenbaums over The Darjeeling Limited og Moonrise Kingdom til mesterværket The Grand Budapest Hotel.
Når man tænker på, hvor meget Anderson former og styrer sine universer, er det ikke så mærkeligt, at han også er glad for animationsfilm. Tidligere har han instrueret det usædvanlige familiedrama, Fantastic Mr. Fox, der havde en ræv i hovedrollen og var forklædt som kupfilm, og nu er han biografaktuel med Isle of Dogs, en meget ambitiøs, eksotisk og ikke mindre veldrejet stop motion-film om en dreng og hans hund.
Isle of Dogs foregår i et fremtidigt Japan, hvor borgmesteren i Megasaki City, Kobayashi, på grund af en omsiggribende hundeinfluenza vil forvise alle hunde til Trash Island, Skraldeøen, hvor storbyens skrald havner. Trods modstand fra byens hundeelskere – dem er der desværre ikke så mange af – og en videnskabsmand, Watanabe, der er tæt på at finde en vaccine for influenzaen, lykkes det Kobayashi at skabe så megen frygt blandt byens indbyggere, at han kan få vedtaget den nødvendige lov, og alle hundene sendes ud på Skraldeøen.
Kulturelt remix
Det gælder også Spot, der er livvagt for Kobayashis plejesøn, Atari, som beslutter sig for at tage ud på øen i en hjemmebygget miniflyvemaskine og redde sin hund og ven. Det er dog ikke helt så nemt, når man har Kobayashis håndlangere i hælene, og ikke alle øens bidske beboere ser med lige venlige øje på de mennesker, som så at sige har smidt dem væk.
Men det lykkes dog Atari at overbevise en håndfuld af hundene om sine gode intentioner – og en hund er jo menneskets bedste ven – og så begynder en rejse på tværs af den ikke ufarlige ø og et eventyr af de sære, der udvikler sig til et oprør og en frihedskamp.
Meget er allerede blevet sagt og skrevet om Wes Andersons brug af japansk kultur i Isle of Dogs, og han er endda blevet beskyldt for kulturel appropriation af kritikere, der mener, at han blot bruger Japan som en form for eksotisme.
Personligt elsker jeg den måde, hvorpå instruktøren bruger kunst og kultur, som han beundrer – i The Grand Budapest Hotel var han i dén grad inspireret af Stefan Zweig og mellemkrigstidens centraleuropæiske litteratur – til at fortælle sine rørende historier om udstødte, stille eksistenser og dysfunktionelle familier af den slags, man enten er født ind i eller selv vælger.
Isle of Dogs er blandt meget andet inspireret af Akira Kurosawas samuraifilm og lægger sig op ad – og genfortæller helt i begyndelsen – et gammelt japansk folkeeventyr om en heltemodig dreng og hans hund, og der er ingen tvivl om, at Andersons fascination og forståelse af Japan stikker dybere end blot skrifttegn og anden ikonografi.
I en artikel i The New Yorker i april afviser journalisten Moeko Fujii anklagerne mod instruktøren, mens hun samtidig forklarer nogle af alle de (populær)kulturelle referencer, som Anderson og en af hans medmanuskriptforfattere, Kunichi Nomura, har lagt ind i filmen, og som de færreste vesterlændinge vil forstå.
Charmerende outsidere
Under alle omstændigheder er Isle of Dogs en vaskeægte Wes Anderson-film, hvor han på én gang dyrker det skæve, spøjse og aparte og fortæller en humoristisk, charmende og følelsesladet, men ikke oversentimental historie om outsidere, der finder sammen og hjælper hinanden.
Først lidt modvilligt, men siden, da de erkender, at de kan stole på hinanden, med liv og sjæl. Det være sig både mennesker som Atari, den amerikanske udvekslingsstuderende Tracy og en hacker, der assisterer et oprør mod Kobayashi, og de hunde, Atari møder på Skraldeøen.
Samtidig følger filmen tråden fra The Grand Budapest Hotel, der handler om at vælge kunsten og menneskeligheden, selv om fascismen forsøger at træde den og én under fode. Megasaki City’s borgmester, Kobayashi, er en magtfuldkommen frygtspreder, der har sin egen skumle grund til at ville skaffe sig af med byens hunde. Han er ferm til propaganda, og som Moeko Fuji skriver, så handler Isle of Dogs tillige om sprog og forståelse eller mangel på samme. Hundene i filmen snakker engelsk (alle med stemme af berømte skuespillere), menneskene stort set alle japansk, og det giver anledning til adskillige misforståelser og selvfølgelig mulighed for manipulation.
Endelig er der i animationen en sjælden tekstur og stoflighed, som både hænger sammen med Andersons sans for detaljer, og det faktum, at han ligesom i Fantastic Mr. Fox benytter sig af skøn stop motion-animation og dermed også dukker og fysiske kulisser og omgivelser. Isle of Dogs er en håndlavet film skabt af en sand mester – og et stort hold af djævleblændt dygtige kunstnere og håndværkere – og jeg er ikke i tvivl om, at også dét er et værk, man kan gå på opdagelse i igen og igen.
’Isle of Dogs’. Instruktion: Wes Anderson. Manuskript: Wes Anderson efter historie af Wes Anderson, Roman Coppola, Jason Schwartzman og Kunichi Nomura. Amerikansk-tysk (Biografer landet over)
