Læsetid: 7 min.

Joan Didions ’Intet gælder’ er et blændende portræt af en filmverden, der er ved at brænde sig selv af

’Intet gælder’ er en ætsende romanskildring af en kvinde fanget i et moralsk afbrændt Californien. Den er skrevet for næsten 50 år siden, men føles på alle måder yderst aktuel
Joan Didion er ikke feminist, hun var derimod stærkt kritisk over for sin egen generations kvindebevægelse. Men særligt hendes romaner er ofte blevet læst som et nuanceret bidrag til den amerikanske litteratur skrevet af kvinder, der netop i 1970’erne satte deres tydelige aftryk på USA’s litterære landkort.

Joan Didion er ikke feminist, hun var derimod stærkt kritisk over for sin egen generations kvindebevægelse. Men særligt hendes romaner er ofte blevet læst som et nuanceret bidrag til den amerikanske litteratur skrevet af kvinder, der netop i 1970’erne satte deres tydelige aftryk på USA’s litterære landkort.

Ritzau Scanpix

4. maj 2018

Joan Didion har aldrig været flink ved sine kvindelige hovedpersoner. De drukner, mister deres børn, fanges i farlig storpolitik og har store problemer med at få fortidens lærdom til at hænge sammen med nutidens hverdag. Det gælder i Maria Wyeth fra Intet gælder, der udkom på amerikansk i 1970 og nu kommer i Olga Ravns danske oversættelse.

Det meste af tiden bruger den 33-årige fallerede Hollywoodskuespiller på at køre rundt i den Californiske ørken i sin Corvette. Hver morgen inden klokken 10 skal hun være ude på motorvejen, ikke »et sted på Hollywood Boulevard, ikke på vej mod motorvejen, men faktisk på motorvejen. Var hun ikke det, mistede hun dagens rytme, dens skrøbelige pålagte momentum. Når hun havde nået motorvejen og skiftet til den hurtige bane, skruede hun højt op for radioen, og så kørte hun«.

Men Maria kommer ingen steder, og romanen begynder på den psykiatriske anstalt, hvor hun er blevet indlagt. Her røber Maria, at hun er holdt op med at lede efter forklaringer. Romanens første sætninger lyder: »Hvad gør Iago ond? vil nogen spørge. Jeg spørger aldrig.« I stedet skriver Maria med store bogstaver på papiret, hun har fået udleveret: »INTET GÆLDER«.

Hvordan hun er nået til den konklusion, følger vi i romanen, hvis fragmenterede anslag afspejler Marias egen håbløse søgen efter en sammenhængende historie, måske en forklaring.

Nervøst samfund

Intet gælder fulgte i kølvandet på Joan Didions store gennembrud, essaysamlingen Slouching Towards Bethlehem (1968). I denne milepæl inden for new journalism-genren skildrer hun et USA, der har mistet sine moralske værdier og er ved at ødelægge sig selv i jagten på sex, stoffer og frihed. Bogen henter sin titel fra sidste linje i W.B. Yeats digt »The Second Coming« (1919), der i modsætning til Didions værk er oversat til dansk og blandt andet indeholder disse udødelige linjer (i Thorkild Bjørnvigs oversættelse): »Ting går i Skrid, for Centret holder ikke/ og Anarkiet slippes løs på Verden.«

Didions verden var – særligt i begyndelsen af forfatterskabet – Californien. Debutromanen Run River (1963) foregår i hendes hjemby Sacramento, som hun savnede så inderligt, da hun i slutningen af 1950’erne flyttede til New York for at påbegynde sin journalistkarriere. I de senere erindringer om barndommens Californien, Where I Was From (2003), kaster Didion selv et kritisk blik på sin første roman, som hun kalder et nostalgisk ungdomsværk og en idyllisering af et Californien, der aldrig har eksisteret.

Med nævnte gennembrud, Slouching Towards Bethlehem, kom der mere bid i teksten. Essayene udspiller sig primært i det sydlige Californien og skildrer et dybt splittet, turbulent og nervøst samfund befolket af fortabte unge mennesker og håbløse drømmere fanget i en destruktiv spiral.

Joan Didion var selv flyttet fra New York til Los Angeles i 1965 med sin mand John Gregory Dunne. Ud over journalistik skrev parret manuskripter for Hollywood og festede med filmstjernerne. I The White Album (1977), opfølgeren til Slouching Towards Bethlehem, beretter Didion om en på overfladen sorgløs og kreativ tid, der dog mod slutningen af årtiet skrider, for nu at citere Yeats – og det for både Los Angeles, da Manson-familien slår til, og for Didion personligt, da hun får et nervøst nervesammenbrud.

Gode råd fra far

Mareridtet bag den amerikanske drøm, skyggesiden af det solrige Californien, som Didion skildrer i disse første to mesterlige essaysamlinger, er i høj grad også, hvad Intet gælder handler om. Med i bagagen har Maria Wyeth et kuldsejlet ægteskab, et eskalerende narkomisbrug, en illegal abort og såmænd også en datter, der ligesom hende selv er blevet indlagt på en anstalt.

Alt dette røbes allerede på bagflappen af den amerikanske version af romanen, der hedder Play It as It Lays. Spilleudtrykket refererer til den opfattelse af livet, som Maria har med hjemmefra, hvor hun af sin far »blev opdraget til at tro, at næste terningekast altid ville indbringe større gevinst end den, man havde tabt i det forrige«.

Den nu afdøde far havde flere gode råd til sin datter. Da Maria som teenager arbejdede som fotomodel i New York, modtog hun et brev, hvori han minder hende om, at hun »sidder med alle esserne på hånden«. Brevet gemmer Maria i sin beautyboks, fortæller hun, »men jeg er forsigtig med ikke at læse det, medmindre jeg er fuld, hvilket i min nuværende situation er aldrig«.

Pointen er selvfølgelig, at farens råd ikke har bragt hende nogen vegne. De stammer fra en bedaget verden, der bogstavelig talt er forsvundet. I dag er Silver Wells, Nevada, hvor faren skabte sig en formue, og Maria voksede op, en del af det område i ørkenen, hvor USA foretager sine atomprøvesprængninger. Byen findes ikke længere.

I Hollywood, hvortil Maria er rejst efter at have giftet sig med en talentfuld filminstruktør ved navn Carter Lang, er der kun respekt for folk med penge og magt, og langt de fleste af disse mennesker er mænd. De esser, hendes far hentyder til i brevet, altså skønheden, det smukke ydre, der giver hende job som fotomodel, er derimod ikke andet end en vare, et objekt, der skal udnyttes på film. Ingen interesserer sig for, hvem hun i virkeligheden er, hvilket fanges fermt i en passage, hvor Maria i en elevator mærker en mandlig skuespillers blik »ladet med seksuel tilnærmelse, ikke tiltænkt Maria selv, men Carter Langs hustru«.

Langsomt begynder Maria at blive mere og mere følelsesløs over for omgivelserne, men samtidig – og det er en af Didions pointer – bliver hendes indre liv gradvist vakt. Stilistisk kommer det til udtryk ved, at hun trænger sig på som jegfortæller, efterhånden som handlingen skrider frem. Sprogets stramhed og præcision – fornemt fanget af Olga Ravn – afspejler på samme måde Marias forsøg på at fokusere på det vigtige og få kontrol over hændelserne i sit liv.

Hvordan det skal ende for Maria, står dog åbent. Hun drømmer om en familie med mor, far og børn, men drømmen er tydeligvis båret af en nostalgisk version af hendes egen barndom. Dertil kommer, at den datter, hun så inderligt ønsker at kommunikere med, som antydet er under behandling og ikke vil sige noget som helst.

Mere end en stemme i kønsdebatten

Med tiden har Intet gælder fået et bedre ry, end da den udkom. »A bad novel by a very good writer,« skrev New York Times i deres anmeldelse. I dag optræder den på flere lister over verdens 100 bedste romaner, og den betragtes af de fleste af os som forfatterskabets bedste roman.

Desuden føles det passende, at vi netop nu, i kølvandet på Weinsteinskandalen og #MeToo-kampagnen, endelig får mulighed for at læse en Joan Didion-roman på dansk. Nej, den i dag 83-årige forfatter er ikke feminist, Didion var derimod stærkt kritisk over for sin egen generations kvindebevægelse. Men særligt hendes romaner er ofte blevet læst som et nuanceret bidrag til den amerikanske litteratur skrevet af kvinder, der netop i 1970’erne satte deres tydelige aftryk på USA’s litterære landkort. Også forlaget var med på, hvad det handlede om: »Sandheden om kvinder som objekter« står der på forsiden af min paperbackudgave Play It as It Lays fra 1973.

Men Intet gælder er langt mere end et indlæg i kønsdebatten. Didions anden roman er et blændende portræt af en filmverden, der er ved at brænde sig selv af i den tørre Santa Ana-vind, og ikke mindst en rystende skildring af et samfund, hvor de sidste amerikanske illusioner splintres, og alting opløses.

Didions bedste værker

Romaner

  • Intet gælder (1970)
    En udmattet og udnyttet kvinde forsøger at overleve i et afbrændt Californien præget af tomhed og uro.
     
  • A Book of Common Prayer (1977, ikke oversat)
    En mor rejser til Sydamerika for at finde sin datter, der er stukket af med venstreorienterede terrorister. Både sin fortid og opfattelse af USA’s politiske moral må hun undervejs revidere.
     
  • Democracy (1984, ikke oversat)
    En senatorfrue forlader sin mand og finder sig selv, mens Saigon falder i 1975, og Washingtons facade krakelerer.

Erindringer

  • Where I Was From (2003, ikke oversat)
    Reportage, barndomsminder og kulturhistorie med afsæt i Californien, »som på en eller anden måde altid har virket uigennemtrængelig for mig, en mentalt udfordrende gåde«.
     
  • Et år med magisk tænkning (2005)
    En uafrystelig beretning om året, der fulgte, efter at Didion mistede sin mand og kollega, John Gregory Dunne.
     
  • Blå timer (2011)
    En selvstændig fortsættelse af ’Et år med magisk tænkning’, hvori Didion bearbejder sorgen over sin datters død.

Film

  • Panik i nåleparken (1971)
    Et mindre gennembrud for Al Pacino i en tæt og dyster film, der blev bemærket i Cannes. Ligesom de følgende titler skrevet med Didions mand, John Gregory Dunne.
     
  • True Confessions (1981)
    Noirkrimi baseret på John Gregory Dunnes roman om to brødre, en præst og en politimand – spillet af Robert Duvall og Robert De Niro – der kolliderer under opklaringen af en sag baseret på virkelighedens Black Dahlia-mord fra 1947.
     
  • Tid til kærlighed (1996)
    En rodet fortælling om tv-journalistik og kærlighed med Robert Redford og Michelle Pfeiffer, som primært skal ses inden læsning af John Gregory Dunnes bog ’Monster’ (1997), der handler om filmens absurde tilblivelsesforløb.

Joan Didion: ’Intet gælder’. Oversat af Olga Ravn. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
Alvin Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer