Læsetid: 6 min.

Kødbyens gallerier kan give en diskret materialeorgasme

Art Week CPH løb i sidste uge af stablen med events, debatter og koncerter, ikke mindst åbnede en række nye galleriudstillinger i Kødbyen. Informations kunstanmelder Ida Marie Hede har været på rundtur og set en virtuos kommentar til driften efter holistisk fortabelse, Julie Lænkholms ulddrømme og en af byens bedste maleriudstillinger
Astrid Myntekærs udstilling ’Memes’ på Gether Contemporary.

Astrid Myntekærs udstilling ’Memes’ på Gether Contemporary.

David Stjernholm

30. maj 2018

Sidste uges Art Week CPH er en årligt tilbagevendende Københavnsk kunstbegivenhed med knap 60 deltagende gallerier, kunsthaller og projektrum samt et tætpakket eventprogram.

Ønsket er at formidle kunsten bredt; og det satte sit præg på de forskellige debatter, der var indrammet af den generelle tendens til pænt luftige og opdragende spørgsmål a lá hvad er den nye kunstnerrolle osv. Men så var der initiativet Gallery Day & Night, en galleri-cruise fra tidlig morgen til sen aften med morgente-ritualer, performances og koncerter, en mulighed for at drive småberuset af sted mellem de mange nyåbnede udstillinger i byens vibrerende gallerier. I Den Hvide Kødby, i en årrække et lille galleriknudepunkt, er der lige nu en særlig god synergi mellem de aktuelle udstillinger.  

Gether Contemporary er et nyere, ambitiøst galleri med fokus på konceptuelle og medieeksperimenterende praksisser. Her åbnede Astrid Myntekærs (f. 1985) soloudstilling Memes. I Myntekærs praksis møder spiritualitet, mytologi og videnskab nuets begær efter selvrealisering, overlevelse og ekstase. I udstillingen Orgone på Overgaden i 2014 skabte Myntekær med lys, lyd og duft et ekstrasensorisk, hermetisk miljø. Siden har hun bl.a. i Mana Stash på Tranen i 2016 været optaget af kvælende algestøv og har flyttet fokus til et mere intellektuelt rum.

Astrid Myntekærs soloudstilling Memes.

David Stjernholm

Memes udgøres af et slags kuriositetskabinet, en iscenesættelse af det vestlige menneskes desillusionerede søgen efter holistisk trivsel, og et forsøg på at iscenesætte en slags overskridelse af håbløsheden ved at fremdrage poetiske energier fra materialer og deres historier.

Det bærende element, en reol-lignende struktur, der mimer den hollandske De Stijl-kunstner Mondrians abstrakte konstruktioner, sætter scenen for et stramt, aparte wellness-rum i en distinkt hvid og grøn farveskala. Utopien hos Mondrian – at former og farver kan frisætte mennesket åndeligt – er dog ikke umiddelbart en energi, der strømmer ud i rummet.

Tæt grupperet på lave borde og gulv findes en række approprierede eller Myntekærske objekter hentet fra alle afkroge af healingkulturens globale univers: Kunstneren er en samler af eksotiske kuriositeter, nu alle tømt for autentisk betydning, hvilket tager brodden af det ellers kolonialiserende greb.

Tingene står tæt. Myntekær har genskabt en række kinesiske massagekopper i beton mellem små, alt for smalle hoveder, også i beton. Det tunge jordiske materiale møder lysende grønne smartphonecovers i højspændingsglas, lækkert krakeleret i arteriemønstre, og små skrøbelige pyramider af akupunkturnåle.

Et gennemgående element er de flettede tatami-måtter, i Japan anvendt som måleenheder for huse/kroppe. Enkelte har Myntekær blasfemisk skåret ud i mindre kvadrater, altså amputeret det kropslige system. På kinesiske vifter har hun malet naivistiske ansigter, der ligner muddermasker. Både forvrængede og ærlige tilfører de en fjollet sanselighed til det ellers kølige miljø.

Genstande som virus

Noget af det bedste er kunstnerens evne til at iscenesætte lys som et materiale i egen ret: Det står frem i de inciterende kinesiske scream-agtigt hvide healingmasker, fra hvis underside neongrønt lys nærmest væsker. Maskerne, der bruges lokalt, spørger provokerende det ængstelige vestlige publikum: Tør I tro på, at vi kan heale jer?

Myntekær interesserer sig ikke for en verden, der kan forløse eller heale mennesket rationelt – hvis overhovedet. Derimod arbejder hun med et flimmer af sammenhænge, der ideelt set kan give jeget – og beskueren – muligheden for at overskride sig selv. Den smadrende, sitrende uro i det kunstige lys er da også eksistentielt intensiverende; sammenlign med de synth-orgasmer, vi alle får i popmusik.

Et af Julie Lænkholms værker fra udstillingen ’The Unbearable Lightness of Being’, som vises på galleriet Eighteen.

Titlen Memes stammer fra biologen Richard Dawkins og betegner, hvordan kulturelle stilarter, forestillinger og objekter muterer som vira og spreder sig gennem vores kultur. Titlen retfærdiggør de forskellige objekters sameksistens og afsmitninger på hinanden. Spørgsmålet er, om den også for nemt retfærdiggør et kompositionsprincip, der sammenstuver referencer, objekter og brugsfunktioner, som beskueren umuligt kan kende uden at gøre research?

Myntekærs æstetik er overdrevent præcis, hun formår på en pirrende måde at balancere det organiske og det kunstige, at balancere vestlige kunstutopier med stiliseret new age. Alligevel har jeg svært ved helt at hengive mig; måske virker netop Mondrian-referencen lidt fortænkt, måske skygger den for Myntekærs skønt småhallucinerende skrumpede kropsforestillinger; måske ønsker jeg mig blot flere idiosynkratiske koblinger mellem tanke og krop. 

Uldens overjordiske egenskaber

I V1 Gallery's to år gamle søstergalleri Eighteen udstiller Julie Lænkholm en serie nye værker, der nyder godt af den enkle hvide kubes ro. Lænkholm (f. 1985), der er uddannet billedkunstner fra Parsons i New York, interesserer sig – som Myntekær, men mindre konceptuelt – for ritualitet, samt for autentiske håndværkstraditioner, især kvinders arbejde.

Til udstillingen The Unbearable Lightness of Being har hun lært sig teknikker til at udvinde plantefarver til at indfarve uld med. Selvom udstillingen følges af en længere fortælling om Lænkholms arbejdsproces, kan den fint opleves umiddelbart.

Indfarvet silke er opspændt på 18 aflange identiske metalrammer (skabt i samarbejde med kvindesmedjen på Christianshavn), der hænger symmetrisk rundt i hele rummet. Silken fungerer som lærred for den indfarvede uld, der er syet eller hæftet herpå. Ulden breder sig i fantastiske regnbuenuancer over den indimellem helt transparente silkebaggrund, drypper nedad, ligner både knopskydende arterier og flagrende pubeshår, både dyblilla lyngplantager og våd hundepels.

Værkerne kunne nemt være blevet alt for new age-tuttenuttede, men Lænkholm varierer med humor uldens tekstur og understreger dens overjordiske egenskaber ved at forme den i kejtede motiver: en tiger med unger, et landskab, hvor træerne bliver svævende og opløste; her i den legende natur citeres den japanske kunstner Katsushika Hokusai. Galleriet bliver næsten sakralt, det er muligt at få en diskret materialeorgasme, mærke ulden gro. 

Heidi Hahns ’The Stories I Tell Myself ll’, som er en del af V1 Gallery’s udstilling ’New ’Bad’ Painting’.

Opløftende maleri

New ’Bad’ Painting i det ældste kødby-galleri, V1, er en virkelig opløftende udstilling, omvendende for enhver, der er skeptisk over for maleri i dag. Udstillingen er blevet til som en fejring af 40-året for udstillingen 'Bad’ Painting på New Museum i New York i 1978. Dengang var ideen at give et modspil til en kunstscene, hvor den minimalistiske kunst dominerede. Ideen om ’dårligt’ maleri skulle ikke ses som en bevidst smadren af den gode smag, men som et ironisk forsøg på at ignorere tidens hype.

Kunstnerne i New ’Bad’ Painting er alle født efter 1978; de synes at have det til fælles, at de leger uhæmmet med maleriske konventioner og tør udvikle det figurative. Det er, som om 10.000 års kunsthistorie, inklusive hulemaleri, graphic novels, filmhistorie og alt godt fra nettet, med lethed bliver malernes stof. Det narrative står stærkt.

I Mike Redmond og Faye Coral Johnsons »The Supper Cleaned« tumler poppede Francis Bacon-agtige tegneseriefigurer rundt i et tableaux. Det myldrer som i 1600-tals malerier af Pieter Brueghel den yngre. George Rouys »Happy Family« er et fascinerende dobbeltgængerportræt af surreelle, lilla kvinder, en enhed af flade kloner. Grace Metzlers »Milk House« er en bizar bondegårdsscene, et vildt fortællende ulogisk pastorale med bryske kæmper i slåskamp, malet frem med grimskønne ekspressive strøg.

I den lidt smadrede kælder har den franske, herboende maler, Coline Marotta, fået en virkelig fin lille soloudstilling med twee-titlen Big Love Low Ceiling. Figurer hænger ud i pastelfarvede rum; læser, arbejder, er. Deres porøse væren er udgjort af skødesløst malede flader. Figurerne har svært ved at få plads i billedrammen, de krummer sig sammen i et akavet ungt kropssprog, både sammensmeltede og ensomme, med melankolske, åbne, spørgende ansigter.

Art Week CPH er ovre, men der er stadig god grund til at tage forbi Kødbyen og opleve Astrid Myntekærs virtuose kommentar til det privilegerede jegs drift efter holistisk fortabelse, Julie Lænkholms ulddrømme og en af byens bedste maleriudstillinger. 

Astrid Myntekær, Memes. Gether Contemporary, 24 maj - 30 juni.

Julie Lænkholm, The Unbearable Lightness of Being. Eighteen, 24 maj - 30. juni.

New 'Bad' PaintingBig Love Low Ceiling, V1 gallery, 24 maj - 7 juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu