Læsetid: 5 min.

Det Kongelige Kapel hentede dansende furier op fra dybe klangrum

Hartmut Haenchen er en vægtig arvtager i rækken af store tyske kapelmestre, som har dirigeret Det Kongelige Kapel gennem tiderne. Han er blevet en fast gæst i København og medvirker på bedste vis til at forfine orkestrets klangkultur. Det fremgik af kapelkoncerten med højdepunkter i Brahms’ første symfoni og et ekstranummer af Schubert
Det Kongelige Kapel under Hartmut Haenchen.

Det Kongelige Kapel under Hartmut Haenchen.

Line Ørnes Søndergaard

15. maj 2018

Der var noget at leve op til for Det Kongelige Kapel – efter sonningpriskoncerten med Mariss Jansons for et par måneder siden. Her blev orkestret så at sige løftet til skyerne af en af vor tids største dirigenter i Gustav Mahlers Opstandelsessymfoni, hvor alt blev gennemlyst og gennemarbejdet på et niveau, vi sjældent oplever herhjemme med vore orkestre. Det kunne kapelkoncerten i sidste uge ikke hamle op med, for den var ikke lige så konsistent i sin gennemførelse, men havde dog et strålende højdepunkt med Brahms’ første symfoni.

Foran Kapellet stod 75-årige Hartmut Haenchen, den fine tyske kapelmester, som det har haft adskillige vellykkede samarbejder med – i Wagners Parsifal, Verdis Requiem, Strauss’ Alpesymfoni og Bruckners 8. Symfoni, som i øvrigt netop er udgivet på CD.

Haenchen er ikke blevet ført frem som et stjernenavn i stil med operadirigenter som Christian Thielemann og Daniel Barenboim, hans eksklusivitet går ikke på at være personen i rampelyset, men derimod at tjene musikken og samarbejde med mange i stedet for de få absolut bedste orkestre.

Og denne ydmyghed og åbenhed kunne hænge sammen med flere ting. Haenchen husker den røde himmel over Dresden under de allieredes ildstorm den 13. februar 1945, en toårigs registrering gennem et kældervindue. Og tilværelsen som Stasi-overvåget kunstner i Østtyskland tvang ham i 1986 til at vove springet ud i friheden i Holland.

Haenchen er utvivlsomt en af vor tids store Wagner-dirigenter, skrev det tyske magasin Opernwelt efter Haenchens ledelse af Parsifal i Bayreuth 2016. Som han overtog, da stjernen Andris Nelsons sprang fra, angiveligt på grund af chikanerende indblanding fra ovennævnte Thielemann, musikdirektøren i Wagners festspilhus.

Sort cellokoncert

Når jeg så skriver, at kapelkoncerten ikke var så konsistent i sin gennemførelse, gælder mit forbehold ikke så meget Haenchens indsats som solistens i Sjostakovitjs anden cellokoncert, tyske Jan Vogler, som for ofte havde sit besvær med den vanskelige koncert fra 1966.

Det er et sort værk. Indadvendt og filosofisk, Sjostakovitj i livets sene efterår, en begyndelse på de sidste værkers mere nøgne teksturer, måske et ønske om at fortælle om, hvordan man som 60-årig så tilbage på et mislykket liv, måske et minde for digteren, Anna Akhmatova, som døde 5. marts 1966 – ejendommeligt nok på sin plageånd Stalins dødsdag 13 år tidligere. Der kan løbe mange historier gennem hovedet på en Sjostakovitj-fortolker.

Jan Vogler udtrykte sig overbevisende i den første sats’ langsomme mørktonede enetale, men i de to øvrige satser, i lidt livligere tempo og med rytmisk intrikate dialoger med orkestret, blev han gang på gang sat af i stedet for at føre an.

Skarpheden og intensiteten manglede, og Haenchen var heller ikke så klar i sin direktion, at det smittede af på Vogler. Orkestret var imidlertid vågent og årvågent. Især de to horn og slagtøjet, som gav stemme til de spottende og bevidst banale kommentarer, som vi ofte møder hos Sjostakovitj i hans omverdenskritik, men i et langt mere moderne klangregi i et sent værk som dette.

De begyndte med Carl Nielsens ouverture til Maskarade, helt sikkert fordi koncerten skulle gentages et par dage senere i Dresden. Man tager nationalmusik med, når man turnerer. Jeg forestiller mig ikke, at Haenchen har noget videre fortroligt forhold til Nielsens opera. Og sådan lød det heller ikke. Ordentligt og sat lidt tungt på plads, som var det en ouverture af Brahms, men ikke megen ballade og munterhed.

Strømmende melos

Brahms drejede koncerten ind på et helt andet spor. Med Haenchen uden partitur, voldsomt engageret og tydeligvis hengiven over for de musikere, han havde omkring sig. Er det Brahms’ bedste symfoni? Ved sådan en lejlighed er man tilbøjelig til at mene det. Alene dette med hvordan den begynder i c-mol som en mægtig anråbelse fra de højere magter, og hvordan den slutter i en C-dur-besværgelse af menneskehedens positive kræfter.

Auditoriet i Operaen er nu engang ikke gunstigt for symfonisk musik. Man må leve med den tørre akustik, og derfor samlede indledningen i første sats sig ikke som de forventede chokbølger, der billedligt talt strømmende ud af Henning Larsens forkætrede hus og hen over havnefronten. Men da opførelsen var kommet til satsens midterdel, til strygerne og blæsernes statuarisk skiftende korsvar i strålende klangpragt, som i den tidlige kirkemusik som Brahms var så optaget af, ja, fra da af blev man suget ind i Haenchens tolkning.

Måske var det mellemsatserne, der gjorde størst indtryk. For det overbeviste os om, hvor vidunderligt dette orkester er i stand til at klanglægge musikkens poesi, som i andantens strømmende melos med indskud fra solooboen, solohornet og koncertmesterens violin. Alle orkestre kan spille Brahms, men ikke sådan som det blev gjort her. I den graciøse allegretto demonstrerede kapellet suverænt gennemførte omslag fra sval serenademusik til titanisk vælde, dette ved at dykke dybt ned i mørke klangrum og hente dansende furier op til overfladen, og vel at mærke uden at Brahms bliver til Wagner eller Mahler.

Der er steder i finalen, man venter på med særlige forventninger. Først solohornets gennembrud i de indledende klangskyer, dernæst basunerne og fagotternes dæmpede koral, og endelig strygernes dybe intonation af satsens hymniske tema. Alle tre momenter lykkedes forbilledligt. Og Hartmut Haenchen viste sig også her som en fuldgyldig arvtager i rækken af store tyske kapelmestre, som har gæstet Det Kongelige Kapel gennem tiderne. Det er lykkeligt for orkestret, at det har knyttet sig til ham, samtidig med at den begavede russer, Alexander Vedernikov, træder til som chefdirigent.

De spillede de ekstranumre, man skulle høre i Dresden. Mest bevægende var den sagtmodige entr’act fra Schuberts Rosamunde-musik, den er godt nok en gammel traver, men Haenchen viskede tavlen ren med sine bare hænder, violinerne excellerede i de svagere nuancer, og jeg vil længe huske de sublimt hviskende replikker, der kom fra soloklarinettist John Kruse.

Carl Nielsen, Sjostakovitj og Brahms. Jan Vogler (cello) og Det Kongelige Kapel under Hartmut Haenchen. Operaen 8. maj. Gentagelse som åbningskoncert for Dresdens Musikfestspil 10. maj. Nyudgivet CD med Kapellet og Haenchen: Bruckners 8. Symfoni (Genuin)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu