Læsetid: 5 min.

Lad os tilgive ’The Rain’ dens enorme huller i fortællingen og nyde dens naivitet

Den første danske Netflix-serie er stærkt underholdende, dels på trods af og dels på grund af manuskriptets mange logiske brister
Lad gå med det spacy træningstøj, men ’The Rain’ har større problemer med plottet. Det forhindrer dog ikke den første danske Netflix-serie i at være underholdende.

Lad gå med det spacy træningstøj, men ’The Rain’ har større problemer med plottet. Det forhindrer dog ikke den første danske Netflix-serie i at være underholdende.

Per Arnesen

7. maj 2018

Lidt fikst kunne man kalde Netflix’ første dansksprogede (om ikke dansk betitlede) serie The Rain for et møde mellem britiske Enid Blytons børnebøger om De 5 og Frank Darabonts populære zombieserie The Walking Dead. En slags De 5 overlever zombieapokalypsen, hvor en gruppe store børn og unge slår sig sammen seks år efter, at en giftig regn smittede størstedelen af Danmarks befolkning med en dødelig virus, sådan at samfundet, som vi kender det, går under og bliver afløst af anarki, livsfare og væltede busser.

De er godt nok syv stykker i gruppen, de er lidt ældre, og der er i modsætning til De 5-bøgerne både sex og drab. Men The Rain fortæller alligevel en opbyggelig historie om, at man har brug for hinanden, og at ingen kan kontrollere alt. 

Efter tre afsnit kan jeg konstatere, at det i en tid, hvor streamingtjenesterne bugner af selvhøjtidelig dysterhed, faktisk er sjovt at se The Rain. Det er det af to grunde, en tilsigtet og en utilsigtet. For det første er selve det tankeeksperiment, som en dystopisk fortælling er, elementært interessant. M. Wan Sputnicks production design er overbevisende lavet og effektivt filmet af Rasmus Heise og Jesper Tøffner.

Pludselig kan man se for sig, at alt det, man tager for givet og fungerer i, er gået under. Når karaktererne går rundt i et øde, hærget og tilgroet København og sætter sig bag rattet i en havareret bus er det som at se en hip opdatering af Palle alene i verden. Den formodentlig utilsigtede grund til, at serien er sjov, er de enorme plothuller, manuskriptet er fuld af. Lad os tænke på dem som et udtryk for, at det stadig er svært at forestille sig Jordens undergang.

Fatal opgradering af naturen 

Inden den dødelige regn begyndte at falde, bliver hovedpersonen Simone (Alba August) og hendes lillebror Rasmus (Lucas Lynggaard Tønnesen) i huj og hast hentet af deres forældre. Man nåede lige at se så meget af Simones liv som almindelig skolepige, at man forstår, hun er dygtig i skolen og finder sig i lidt rigelige mængder pis fra en selvglad klassekammerat, der tilbyder hende en date som belønning for, at hun hjælper ham gennem eksamen.

Så ved man bare, at der ligger et bedre selvværd og venter på Simone for enden af regnbuen, og at hun nok skal nå dertil i løbet af seriens foreløbigt otte afsnit. 

Forældrene Frederik (Lars Simonsen) og Ellen (Iben Hjejle) evakuerer familien til en bunker ude i skoven. Frederik arbejder for en mystisk højteknologisk virksomhed ved navn Apollon, hvis slogan lyder »Nature Needs an Upgrade«. Til det kan man tilføje, at menneskeheden har brug for en lærestreg, og det er, hvad den har fået i The Rain. I hvert fald den del af den, der gik rundt i Danmark og troede, den bare kunne slappe helt af og fokusere på mellemmenneskeligt bøvl frem for overlevelse.

Frederik vidste, at katastrofen ville indfinde sig og forlader børnene i bunkeren for at tage ud og løse problemerne, som han måske/måske ikke er medskyldig i. Til Simone og Rasmus fortæller han, at han er den eneste, der kan gøre det, og at Simone må sørge for, at hendes bror for alt i verden ikke dør.

Et eller andet mirakelpotentiale er der over Rasmus, som man i tilbageblik ser få en livsnødvendig, men risikabel eksperimentel medicinsk behandling af forældrene. Det er lige så sikkert, som at Frederik ikke entydigt er den helt, som han giver sine børn indtryk af.

Når faren i en ungdomsserie som noget af det første siger til sin kompetente og samvittighedsfulde datter, at han er den eneste, der kan løse problemerne, ved man, at hans selvovervurdering som betvinger af naturen står til at blive afløst af hendes mere ydmyge og tænksomme heltestil.

Seks år tilbringer Simone og Rasmus alene i bunkeren, indtil maden er ved at slippe op, og de bevæger sig ud i den forandrede verden. Her møder de en gruppe næsten jævnaldrende med hvem, de slår følge. Persongalleriet er lige så skarpt optrukket som i en amerikansk high school-film, sådan at de syv unge mennesker repræsenterer hver sin type og deraf afledte overlevelsesstrategi. Det spændende ved dem er ikke, hvilke psykologiske facetter, der åbenbarer sig, men hvordan de fungerer i en postapokalyptisk situation.

De to generte turtelduer Lea (Jessica Dinage) og Jean (udtalt ’Sjan’ efter Jeanne d’Arc og spillet af Sonny Lindberg) har slået følge med den ikke onde, men bare ret forråede tidligere soldat Martin (Mikkel Boe Følsgaard). Han lever med, at man en gang imellem må slå nogen ihjel. Hans næstkommanderende, Patrick (Lukas Løkken) er loyal, men forstår ikke, hvorfor de hele tiden skal risikere så meget for Beatrice (Angela Bundalovic), som har sex med Martin i det skjulte.

Nu til plothullerne

Da Simone og Rasmus flyttede ned i bunkeren, skiftede de prompte deres nutidsgarderobe ud med noget futuristisk træningstøj, der ligesom bunkeren selv virker inspireret af Star Trek. På den måde er det tydeligt, hvor ivrig The Rain er efter at boltre sig i science fiction- og dystopigenrernes konventioner. Lad gå med det spacy træningstøj, men når man har udstyret bunkeren med vandtætte dragter, virker det besynderligt, at søskendeparret lader dem blive derhjemme, da de tager afsted.

Og endnu mere besynderligt, når man begynder at tænke over, hvorfor man ikke på et højere niveau har prøvet at afhjælpe problemet med dødelig regn med nogle af de samme genstande, man bruger til at undgå almindelig irriterende regn. Dystopigenren lægger op til at tænke meget i, hvilke konsekvenser ens handlinger kan få, og her er det en svaghed, at så meget virker inkonsekvent.

Karaktererne kan blive væk fra hinanden og uden problemer finde hinanden igen nogle dagsrejser senere ved et rent tilfælde. Serien virker henvendt til unge, men det er ingen undskyldning for så mange sløje overforklarende replikker. 

Men underholdende, det er The Rain altså. Pletvis uhyggelig er den også. Og i de tre første afsnit, jeg har set, styrer The Rain sikkert i retning af en gedigen spejdermorale om, at mennesker har brug for hinanden for at klare sig, og at det er dumt at tro, man ustraffet kan opdatere naturen efter eget menneskeligt forgodtbefindende. 

’The Rain’. Manuskript: Jannik Tai Mosholt, Christian Potalivo og Esben Tof Jacobsen. Instruktion: Kenneth Kainz og Natasha Arty. Kan ses på Netflix

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

THE RAIN, ny dansk dystopisk scerie på Netflix, er en socialpolitisk allegori rettet mod den internationionale scene, som med al tydelighed viser, hvad alene DEN DANSKE REGN gør ved mennesker: Én dråbe, og så ophører livet (underforstået: alt, der gør én til menneske).

Not. Præmissen er desværre ikke en allegori om national- og kulturafgrænset regns dødelighed, men en fuldstændig bovlam og uigennemtænkt og dovent forarbejdet genre-idé.

Antallet af fejlcastede skuespillere er dansk norm, dialogen overvejende kunstig (som den SKAL være i danske film) og udtalen naturligvis tilsvarende og nutidigt tåkrummende, og den anvendte videnskab som underbygning af dramatiske plotsøjler helt på lavde med, hvad man kunne forvente af danske produktionsselskaber.

Så meget som jeg glædede mig til at se dansk films første science fiction serie-skud, kan end ikke et par overbevisende skuespilpræstationer, idéen med fordækt injicering af nanogrænsevagter (så folk forbliver inden for en karantænezone) og en enkelt pan ud over et forladt København redde denne produktion. Materialet er simpelthen så slapt, at man må tage sig til hovedet (igen).

På Nørresport st. i København hænger tillige en bygning-høj reklame for serien. Hér gives københavnere dét indtryk, at serien skulle foregå i et undergangsKøbenhavn, men et par CGI-tilrodninger af morgengader er alt, det bliver til - og intet, der matcher fremtidsvisionen af København i tidsrejsefortællingen QEDA fra 2017, som ikke kostede noget nær, hvad denne kostede at lave.

130 mio kroner har Netflix betalt for 8 afsnit. Det er 16 mio pr afsnit. Kunne man forestille sig, at déri var råd til 14 dages ekstra arbejde på at udluge plothuller i manus og 14 dage til at improvisere mundrette replikker med de unge skuespillere !?

Hold da kæft en mavelanding.