Læsetid: 5 min.

Lad os tilgive ’The Rain’ dens enorme huller i fortællingen og nyde dens naivitet

Den første danske Netflix-serie er stærkt underholdende, dels på trods af og dels på grund af manuskriptets mange logiske brister
Lad gå med det spacy træningstøj, men ’The Rain’ har større problemer med plottet. Det forhindrer dog ikke den første danske Netflix-serie i at være underholdende.

Lad gå med det spacy træningstøj, men ’The Rain’ har større problemer med plottet. Det forhindrer dog ikke den første danske Netflix-serie i at være underholdende.

Per Arnesen

7. maj 2018

Lidt fikst kunne man kalde Netflix’ første dansksprogede (om ikke dansk betitlede) serie The Rain for et møde mellem britiske Enid Blytons børnebøger om De 5 og Frank Darabonts populære zombieserie The Walking Dead. En slags De 5 overlever zombieapokalypsen, hvor en gruppe store børn og unge slår sig sammen seks år efter, at en giftig regn smittede størstedelen af Danmarks befolkning med en dødelig virus, sådan at samfundet, som vi kender det, går under og bliver afløst af anarki, livsfare og væltede busser.

De er godt nok syv stykker i gruppen, de er lidt ældre, og der er i modsætning til De 5-bøgerne både sex og drab. Men The Rain fortæller alligevel en opbyggelig historie om, at man har brug for hinanden, og at ingen kan kontrollere alt. 

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kenneth Krabat

THE RAIN, ny dansk dystopisk scerie på Netflix, er en socialpolitisk allegori rettet mod den internationionale scene, som med al tydelighed viser, hvad alene DEN DANSKE REGN gør ved mennesker: Én dråbe, og så ophører livet (underforstået: alt, der gør én til menneske).

Not. Præmissen er desværre ikke en allegori om national- og kulturafgrænset regns dødelighed, men en fuldstændig bovlam og uigennemtænkt og dovent forarbejdet genre-idé.

Antallet af fejlcastede skuespillere er dansk norm, dialogen overvejende kunstig (som den SKAL være i danske film) og udtalen naturligvis tilsvarende og nutidigt tåkrummende, og den anvendte videnskab som underbygning af dramatiske plotsøjler helt på lavde med, hvad man kunne forvente af danske produktionsselskaber.

Så meget som jeg glædede mig til at se dansk films første science fiction serie-skud, kan end ikke et par overbevisende skuespilpræstationer, idéen med fordækt injicering af nanogrænsevagter (så folk forbliver inden for en karantænezone) og en enkelt pan ud over et forladt København redde denne produktion. Materialet er simpelthen så slapt, at man må tage sig til hovedet (igen).

På Nørresport st. i København hænger tillige en bygning-høj reklame for serien. Hér gives københavnere dét indtryk, at serien skulle foregå i et undergangsKøbenhavn, men et par CGI-tilrodninger af morgengader er alt, det bliver til - og intet, der matcher fremtidsvisionen af København i tidsrejsefortællingen QEDA fra 2017, som ikke kostede noget nær, hvad denne kostede at lave.

130 mio kroner har Netflix betalt for 8 afsnit. Det er 16 mio pr afsnit. Kunne man forestille sig, at déri var råd til 14 dages ekstra arbejde på at udluge plothuller i manus og 14 dage til at improvisere mundrette replikker med de unge skuespillere !?

Hold da kæft en mavelanding.