Læsetid: 4 min.

Som læser af Murakamis nye roman bliver man bekymret: Er manden i krise?

Den verdensberømte japanske forfatter er klar med endnu et stort anlagt romanværk. I første omgang har ’Mordet på kommandanten’ dog visse problemer med at finde både tråden og tempoet
Det første af i alt to bind af ’Mordet på kommandanten’ er kommet på dansk.  

Det første af i alt to bind af ’Mordet på kommandanten’ er kommet på dansk.  

Claus Bonnerup

25. maj 2018

Spørgsmålene rejser sig på stribe i Haruki Murakamis nye roman. Mordet på kommandanten, som den hedder, er første del af et tobindsværk, og for så vidt er det kun naturligt, at motiver foreligger ubesvarede, og handlingstråde ikke er blevet knyttet sammen ved bogens slutning. »Fortsættes i Bog 2«, skriver Murakami selv på sidste side, hvilket jo giver mening. Det gør meget andet foreløbig ikke.

Titlen refererer til et værk af maleren Tomohiko Amada. Motivet herpå er hentet fra Mozarts opera Don Giovanni og viser en duel på liv og død mellem Don Juan og kommandanten, der er far til en af Don Juans erobringer. Det er malet i Amadas traditionelle japanske nihonga-stil, dog mere brutalt og desuden er der nede i venstre hjørne af maleriet, »som en fodnote, en mand der stak hovedet op gennem en halvåben lem i jorden«.

Alt dette undrer romanens hovedperson, en 36-årig portrætmaler, der efter en skilsmisse flytter ind i Amadas gamle hus oppe i bjergene. Amada selv er dement og på plejehjem, men fundet af hans maleri på et skjult loftsrum sætter tankerne i gang hos fortælleren: Hvorfor var maleriet gemt af vejen? Hvem er »denne gådefulde og mærkelige mand i udkanten af billedet?« Og hvad fik Amada til at kaste sig over den gamle japanske nihonga-stil efter et ophold i Wien i 1939?

Den unavngivne hovedperson har lånt huset af en gammel ven, Amadas søn, for at komme sig efter en skilsmisse og genfinde sig selv som maler. Det seks år lange ægteskab var præget af rutiner, »hvilket jeg på ingen måde var utilfreds med«, men nu skal der ske noget nyt, og »for første gang i meget lang tid havde jeg lyst til at koncentrere mig hundrede procent om at male mine egne malerier«.

Flere ting synes imidlertid at forstyrre hans koncentration. Først lader han sig overtale til – mod en klækkelig hyre – at male endnu et portræt, nemlig af Wataru Menshiki, en charmerende og gådefulde IT-rigmand, der viser sig at bo i den flotte villa på den modsatte side af dalen. Passagerne, hvori de to tilknappede og distingverede enlige mænd forsøger at nærme sig hinanden over kaffe og klassisk musik, er blandt bogens bedste, og tilliden fra Menshikis side bliver så stor, at han røber, at han har en datter, han aldrig har mødt.

Hun kommer senere til at spille en rolle i handlingen, men inden da beslutter mændene sig for at opklare et mysterium. En nat forinden blev fortælleren nemlig vækket af bjælder. Han stod op og fulgte lyden, der »tilsyneladende kom ud mellem sprækkerne i en stenhøj, som lå ude i skoven bag huset«. Da Menshiki hører historien, minder den ham om forfatteren Ueda Akinaris Fortællinger om forårets regn. Heri oplever hovedpersonen det samme og finder en kiste gravet ned under en sten. Da låget på kisten løftes af, viser det sig at være en levende begravet munk, der slår på en gonggong med en træhammer.

Gemmer der sig en mumie under stenhøjen? Et det fortællerens ansvar at vække den til live igen? Og hvad med Menshiki? »Var han overhovedet interesseret i, at jeg malede det portræt? Eller var bestillingen af portrættet blot et påskud for at komme i kontakt med mig af en helt anden grund?«

Der vrimler som nævnt med spørgsmål, og efter endt læsning må jeg have lov at supplere med endnu et: Er Murakami i krise?

Mordet på kommandanten er ikke nogen dårlig bog, men savner både den snert og energi, vi kender fra forfatterskabets tidligere stort anlagte romaner. Murakamis i forvejen kølige tone og melankolske antrit mister sit flow, når det konstant brydes af spørgsmål og cliffhangere samt flere fagbogsagtige udredninger og uforholdsmæssigt mange udpenslede seksuelle eskapader. Det sidste bliver ligefrem småkomisk indimellem, som da fortællerens elskerinde ringer fra sin lille bil og siger, hun vil tages bagfra, nu og her og hårdt, hvortil han svarer: »Det gør jeg meget gerne, men er din Mini ikke lidt for trang til, at det kan lade sig gøre?«

Bedst er Murakami, når han lader sin hovedperson mindes sin afdøde søster, eller når fyren tusser rundt i huset og for eksempel laver tomatsauce og hører musik. Her er forfatteren på hjemmebane, og faste læsere vil også genkende de mange referencer til verdenslitteraturen, ligesom handlingens centrale element kredser omkring ideen om at forsvinde ind gennem et hul til en anden dimension for derigennem at opdage nye sider af livet, kunsten og sig selv.

Men ofte føles det ganske enkelt, som om Murakami skruer op for melodramatikken, netop fordi både han og handlingen kører i tomgang. Er det i virkeligheden sagen? Gemmer der sig et selvportræt af en forfatter, der – som fortælleren på jagt efter et nyt udtryk; som Tomohiko Amada, der pludselig skiftede spor – befinder sig i en kunstnerisk krise?

Det er selvfølgelig umuligt at svare på, så lad os foreløbig forholde os til hovedpersonen, der indledningsvis konstaterer, at lige »meget hvor længe jeg stod foran lærredet og stirrede på den kridhvide flade, fik jeg ikke den mindste lille idé til, hvad jeg skulle male«.

Det får han senere, og det håber jeg også Murakami gør i bind 2, der udkommer på dansk til efteråret.

Haruki Murakami: ’Mordet på kommandanten: Bog 1’. Oversat af Mette Holm. Klim, 424 sider, 350 kroner.

'Jeg er nødt til selv at bevæge mig ned i undergrunden for at finde mine egne historier. Dernede kan man ikke se klart, der lever tingene i mørke og tåge, men når man har vænnet sig til mørket, kan man begynde at skelne former og skikkelser,' fortæller forfatteren Haruki Murakami
Læs også
Opfordring. Det japanske folks ånd kan blive stærkere og dybere i den overvindelses-proces, der følger med naturkatastrofer, mener forfatteren Haruki Marakami.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Helle Lorenzen

Èn ting er i alt fald helt sikkert: denne anmelder er i krise, når hans anmeldelse stort set ikke er andet end et handlingsreferat af bogen: SPOILER!!