Læsetid: 5 min.

’Landsforrædernes børn’ ignorerer årtiers granskning af danske nazister

Ny bog giver et interessant indblik i den skam, efterkommere af danskere i nazitysk tjeneste føler. Men den fejler i den overordnede fortælleramme
Frikorps Danmarks rejser mod østfronten fra Hellerup station i 1941.

Frikorps Danmarks rejser mod østfronten fra Hellerup station i 1941.

Tage Christensen

18. maj 2018

Godt 6.000 danskere gjorde under krigen tjeneste i Waffen-SS. Indtil juni 1941 foregik hvervningen i det skjulte, men efter det tyske angreb på USSR gav regeringen tilladelse til, at man kunne melde sig til det nyoprettede Frikorps Danmark.

Selvom det normalt ikke er tilladt at træde i et fremmed lands militærtjeneste, måtte de frivillige jo mene, at de havde loven på deres side i dette tilfælde. Det havde de så bare ikke længere efter 1945, da tusinder blev dømt efter landssvigerparagrafferne med tilbagevirkende kraft og måtte gå i fængsel i to, somme tider fire år. Bitterheden har forståelig nok været til at føle på.

Efter frikorpsets opløsning i 1943 fortsatte en del af dets medlemmer i de berygtede Schalburg- og Hipokorps, som bl.a. under den københavnske folkestrejke i sommeren 1944 deltog i terroriseringen af den danske civilbefolkning og ofte var indblandet i drab, tortur osv. Forbrydere som dem fik lange tillægsstraffe; enkelte blev dødsdømt og henrettet.

Værgeplakat for Frikorps Danmark.

Bax Lindhardt
Landsforrædernes børn skildrer den hævn, landssvigernes børn har følt, samfundet udsatte dem for i tiden, der fulgte.

Ikke blot har de måttet kæmpe med fædre, der lukkede i som østers, når talen faldt på deres problematiske fortid; de har også måttet leve med den skam, der fulgte med bevidstheden om fædrenes forbrydelser.

Samfundet har jo opfundet domstolene, for at skyldige kan sone deres skyld – og dermed sætte punktum og samtidig aflaste de næste generationer.

Det er da heller ikke skyld, der tynger de dømte landsforræderes efterkommere, men skam. Og hvor vanskeligt det kan være at bortvaske skam, er bogen et stærkt vidnesbyrd om. Skam er den straf, der internaliseres i individet, for at have begået en handling, der har sat det uden for fællesskabet.

Men mens skammen hos de straffede landsforrædere havde direkte og ofte en meget konkret forbindelse til det omgivende samfund, hvor man igen og igen oplevede udstødelsen på egen krop, er omgivelsernes fordømmelse trods alt klinget af med tiden, og i dag må man nok sige, at den »folkedomstol«, forfatteren så gerne vil afskaffe, faktisk har været forsvundet i mange år.

Skyld og skam var, når alt kommer til alt, et forhold mellem medlemmer af krigsgenerationen – og i visse tilfælde altså også deres børn.

Skammen overlevede i en sær form for 1945-tidslomme, som på mange måder ligner den erfaringshorisont, andre svigtede grupper levede videre med i efterkrigstiden, f.eks. modstandsveteranerne, længe efter at de omgivende samfund var holdt op med at interessere sig for dem. Også de har måttet leve med tabuer, traumer og fortielser.

Men dette er så en bog om nogle af landsforrædernes børn og den skam, de har måttet leve med.

Anne-Marie Christensen bruger sin mor som udgangspunkt, men hun inddrager også enkelte andre landssvigerbørn i sit forlængede essay om problemet, og hvis bogens få eksempler ellers kan siges at være repræsentative (hvad hun hævder), kunne det umiddelbart se ud som om bogen bekræfter, at fædrenes synder skal nedarves i generationer.

Forfatteren vender igen og igen tilbage til problemets kerne: at den sociale udstødelse skete, fordi samfundet havde brug for at udpege en gruppe skyldige, man kunne ofre, for at det store flertal kunne bekræftes i at havde været på den rigtige side.

Det er sikkert ikke forkert, og en fortælling, der udstøder nogle få pariaer, for at det store flertal kan føle sig på den rigtige side, har formentlig været særlig vigtigt i et land som Danmark, hvor samarbejdspolitikken gjorde, at det – både under og efter krigen – kunne være svært at se, på hvis side landet egentlig befandt sig.

De fleste danskere holdt ganske vist med de allierede, men reelt havde Danmark ikke desto mindre støttet aksemagterne både politisk, militært og økonomisk.

Udstødelsen var således reel og smertelig nok. Alligevel savner man en forståelse for de mennesker, der befandt sig på den modsatte, »den retfærdige« side. I bogen skildres nogle eksempler på, hvordan børn af landsforrædere har været udsat for chikane; eksempler, der rask væk tolkes som »samfundets hævn« over én kam. Men hvad ved vi reelt om individuelle motiver?

Læreren, der konsekvent gav for lave karakterer til eleven, der var barn af en dømt: Straffede han på samfundets vegne? Eller havde han mistet sin søn i en tysk kz-lejr? Vi ved det ikke, og forfatteren burde her have trådt varsomt. Der er personlige traumer på begge sider, og Anne-Marie Christensen burde som antropolog have blik for det. Mangler der armslængde?

Besættelsestidens historie er forfatteren desværre ikke særlig godt hjemme i. Når hun nu efter eget udsagn har brugt mere end ti år på at skrive denne bog, kan det undre, at det korte, historiske baggrundskapitel på side 26-31 er så fuldt af fejl og misforståelser. Og rammefortællingen burde hun helt have ladet ligge.

Bogens offerfortælling bygger nemlig på følgende fejlagtige præmis:

»Den vigtige vinkel, som ikke behandles af faghistorien, handler om indlemmelse og udelukkelse af grupper og erindringer i fortællingen om Danmark før og under besættelsen.« Problemet er ifølge forfatteren, at »historikerne ikke ser besættelsestiden udefra, altså fra de udstødte grupers perspektiv«.

Men det passer jo ikke. Ikke bare de SS-frivillige men også både Schalburg- og Hipokorpset er grundigt udforsket.

De såkaldte »tyskerpiger« har fået deres egen undersøgelse. Von Schalburg og en lang række andre hovedpersoner fra »den anden side«, selv en række stikkere, er efterhånden biograferet. Også de såkaldte »tyskerbørn«, altså børn af tyske soldater, har været genstand for forskning, ikke mindst i Norge.

Claus Bryld og Anette Warrings vigtige undersøgelse Besættelsestiden som kollektiv erindring fra 1998 behandler grundigt en række af de apokryfe fortællinger om besættelsen, og det er uforståeligt, at den ikke er inddraget.

De sidste 30 år er den store nationale fortælling om danskerne under besættelsen faktisk blevet udfordret og problematiseret igen og igen, og der har netop været et stærkt fokus på de udstødte.

Når dette åbenbart skal forties, sidder man tilbage med en slem mistanke om, at det skyldes et usædvanlig svagt argument, nemlig »at vi næsten 80 år efter besættelsen stadig ikke formår at anlægge et mere nuanceret blik på de dømte landsforrædere«. Det er simpelthen noget sludder.

Anne-Marie Christensen: ’Landsforrædernes børn. Skam og fortrængning – besættelsen 1940-1945’. Forlaget Etnovator, 171 sider, 199 kroner

Danskerne valfarter i biffen for at se film om besættelsestiden, og i denne uge kan endnu en film føjes til listen over danske skildringer af Anden Verdenskrig. Men hvorfor bliver det ved med at være interessant og relevant at genfortælle lige netop den historie?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Steffen Gliese
  • Per Klüver
David Zennaro, Steffen Gliese og Per Klüver anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Klüver

Jeg er helt enig med anmelderens kritik - og vil her henvise til bogen Over stregen - under besættelsen, der grundig behandler emnet.

Olav Bo Hessellund

Det hører med til historien, at 12.000 danskere meldte sig til Waffen-SS. Heraf blev kun halvdelen fundet egnet til tjeneste under tysk flag.

Steffen Gliese

Nej, det, som mangler at blive behandlet, og som af mange grunde har brug for en afklaring, er reaktionen fra majoritetsbefolkningen: hvilke tanker og følelser gennemstrømmer den i forhold til dem, der øjensynligt svigtede, da det gjaldt. Det er chokket over at opdage, hvordan andre, som man havde al mulig tillid til og identificerede som nogle, man på mange områder var enig med, kunne vise sig at være helt anderledes.

jens peter hansen

Det hører også med til historien godt 1/3 kom fra det tyske mindretal i Sønderjylland altså lidt over 2000. Godt 700 kom blev dræbt. De hædres på Knivsbjerg lidt nord for Aabenraa. Formentlig meldte over det dobbelte sig, men blev af forskellige årsaget enten kasserede eller fritaget på grund af "uundværlighed" som fx arvtager til gården eller virksomheden.

Per Jongberg

Venstremanden, ministeren Brorsen gik videre end til at "tillade" ... han "opfordrede" til at gaa i tysk tjeneste.

Joachim Lund

Per Jongberg, du gengiver en af de mange myter, der florerer om samarbejdspolitikken. Men regeringen gav sin opbakning på andre måder: Hæren stillede f.eks. lastbiler til rådighed for frikorpset, og repræsentanter for det officielle Danmark mødte op ved både frikorpsets afrejse til Tyskland og ceremonien for den dræbte frikorpskommandant F.C. von Schalburg. Både Schalburg og hans afløser K.B. Martinsen fik lov at tale i radioen og dermed propagandere for korpset.

Peter Beck-Lauritzen

Børnene var bestemt uskyldige, men "pøblens" dom var gratis, ligesom politikernes opfordring og tilskyndelse. Jeg undres over at sådan er det også idag, blandt politikere, politi-ledelse og i styrelser. Samme dom faldt også over Vesttyskerne (amerikansk propaganda), men Østtyskerne blev ikke dømt (af russerne), kun "bestjålet"! Syndebukke søges, for at flytte fokus fra andre (u-) gerninger.