Læsetid: 5 min.

Lars von Triers ’The House That Jack Built’ er et grænseoverskridende, anfægtende og opløftende kunstværk

Lars von Trier bringer sit samlede værk i spil i sin nye film, ’The House That Jack Built’, hvor han på én gang går i dialog og i rette med sine kritikere, diskuterer kunstens væsen, formulerer en poetik og måske endda også sætter punktum for sit samlede værk. Det er i sandhed respektindgydende
Der er brutale, modbydelige og eksplicitte mord i Triers nye film, og det skal nok give de mere sarte blandt publikum ondt i maven.

Der er brutale, modbydelige og eksplicitte mord i Triers nye film, og det skal nok give de mere sarte blandt publikum ondt i maven.

Fra filmen

16. maj 2018

CANNES – Er den god? Det er det første spørgsmål, man får smidt i hovedet, når man forlader biografen på filmfestivalen i Cannes efter en visning af en Lars von Trier-film. Det sker hver gang, og det er lige så svært at svare entydigt på, som det skal være, når man har med så radikal og egensindig en filmkunstner som ham at gøre. 

Det gjaldt den første film af hans, jeg så i Cannes, dogmefilmen Idioterne (1998), og det gælder hans nye film, The House That Jack Built, som jeg lige nu, præcis 20 år senere, har set her på festivalen. Men ja, den er god på den ganske særlige måde, som kun et grænseoverskridende, anfægtende og på én gang ubehageligt og opløftende kunstværk kan være det.

The House That Jack Built er på overfladen en thriller om seriemorderen Jack (Matt Dillon), der er ingeniør med arkitektdrømme og huserer et sted i USA engang i 1970’erne. Det er også en film, hvori Trier på én gang diskuterer kunstens sande væsen, både drilsk og ydmygt går i dialog og i rette med sine argeste kritikere, formulerer en filosofi eller en poetik for sin måde at arbejde og tænke på og måske endda også sætter en form for punktum for sin nu 14 spillefilm store karriere.

Nemme kvinder

I løbet af The House That Jack Built bliver publikum præsenteret for fem begivenheder i Jacks liv og virke, fem brutale mord eller fem kunstværker, som Jack selv kalder dem i en samtale med den mystiske Verge (Bruno Ganz), som man hører, men ikke ser før til allersidst. Verge er, forstår man tidligt, den selvsamme Vergil, der fører Dante gennem Helvedes cirkler i Den guddommelige komedie, og som altså nu er Jacks guide og en form for byggevejleder i forhold til det hus, seriemorderen fysisk og i overført betydning er ved at opføre.

En kvinde med bilproblemer (spillet af Uma Thurman) får en donkraft i hovedet. En anden kvinde (Sofie Gråbøl) og hendes to børn bliver jagtet og skudt i en skov. Og en tredje kvinde, Simple (Riley Keough), som Jack påstår, han har usædvanlige følelser, for set i lyset af at han er psykopat, får skåret brysterne af. Det er brutale, modbydelige og eksplicitte mord, som nok skal give de mere sarte blandt publikum ondt i maven, og der var da åbenbart også mere end 100 mennesker, som forlod filmens gallapremiere mandag aften. Det var der dog ikke til pressekørslen, hvor klapsalverne også var ganske pæne.

Verge bemærker på et tidspunkt til Jack, at kvinderne i hans beretninger alle er svage og dumme, mens Jack selv siger, at han godt kan lide at arbejde med kvinder. Det er nemmere.

»Du mener, at du godt kan lide at dræbe kvinder,« siger Verge, hvortil Jack svarer: »Ja, det kan du godt kalde det, hvis du vil.«

Det er umuligt ikke at opfatte det lille replikskifte et svar til de af Lars von Triers kritikere, der anklager ham for at hade kvinder. Det gør han ikke, men fra og med Breaking the Waves (1996) har han fundet det mere interessant og vedkommende at skrive om og for kvinder. Men i virkeligheden handler Triers film ikke om køn, men om mennesker, mænd og kvinder, og måden, de behandler hinanden på, mens de tumler med nogle af livets store, eksistentielle spørgsmål.

Tillader sig tvivlen

Den slags små kommentarer og referencer er der mange af i The House That Jack Built, og det er ikke dem alle, man skal tage lige alvorligt. Trier er en drillepind af de store. Jack taler om, at det er umuligt at være mand i en tid og en verden, hvor alle mænd opfattes som onde, mens kvinder er svage. Der optræder billeder af Hitler, mens Jack og Verge diskuterer ondskab og masseudryddelser, og Jack taler om Hitlers hofarkitekt, Albert Speer, der altid har fascineret Trier, fordi han, Speer, konstruerede bygninger, der også ville se smukke ud, når de begyndte at forfalde.

Trier tager altså med vanlig sans for provokation og mangel på finfølelse fat i alt det, der tidligere har givet ham vanskeligheder, og så kommenterer han det på den eneste måde, han kan: med ord, billeder, lyde og musik i både skøn og uskøn forening.

På lydsporet af The House That Jack Built hører man blandt andet Glenn Gould, der også optræder ved sit klaver i små filmklip, og David Bowies »Fame«, og jeg forestiller mig, at de udtrykker to sider af Lars von Triers eget væsen og virke. På den ene side stræber han som Gould efter perfektion og den fuldendte variation over de melodier og temaer, han ynder at spille, mens han som i Bowies sang også gerne vil anerkendes og være berømt.

Og det er i virkeligheden dét, der er Triers største og mest respektindgydende bedrift med den nye film: Han tillader sig selvransagelsen og tvivlen i sit eget byggeprojekt – med et glimt i øjet og en solid portion kulsort humor, ganske vist.

Kunstnerens rolle

Hos Alfred Hitchcock var filmskaberen voyeur. Hos Trier, der ikke er bange for at ironisere over sig selv, er filmskaberen seriemorder. Jack er Trier – de er drevet af det samme vanvid, det er det eneste, de kan – og det store spørgsmål, som også Verge stiller Jack, er, om målet helliger midlet.

Er det i orden og overhovedet forsvarligt at gå til yderligheder og ud over den ene menneskelige og moralske grænse efter den anden for at skabe det ultimative kunstværk? Eller er det netop kunstnerens rolle – at konfrontere alle os andre med grimheden og ondskaben, der er omkring os, og at gå for langt i sandhedens og kunstens tjeneste?

Trier har engang sagt, at der er bedre billeder i det onde end i det gode, og at han har en pointe, har han selv demonstreret i alt fra Forbrydelsens element, Europa og Dancer in the Dark til Dogville, Antichrist, Melancholia og Nymphomaniac. Alle er de på én gang smukke og ubehagelige og nøder én til at tænke og reagere.

Der optræder korte klip fra Triers tidligere film i The House That Jack Built, og man får fornemmelsen af, at han er i færd med at opsummere og måske endda også sætte punktum for i hvert fald denne del af sit allerede monumentale værk. Det er også fint i tråd med, at Trier for nylig udtalte, at han ikke har kræfter til at lave endnu en spillefilm – eller bygge endnu et hus.

Skulle det vise sig at være rigtigt, kan man kun græde over tabet af en af verdens mest originale, frygtløse billedmagere, men samtidig glæde sig over det, han efterlader sig, ikke mindst The House That Jack Built.

Laurent Campus

Der er endnu ikke fastsat en danske premieredato for ’The House That Jack Built’. Mere fra filmfestivalen i Cannes i den trykte avis, på information.dk og Twitter: @monggaard

Ugens Radio Information står i Lars von Triers tegn, men vi kommer også en tur forbi Tibetkommissionen, somaliersagerne og den nu tidligere ATP-formand Christian Hyldahl
Hør mere i podcasten

 

Serie

Cannes 2018

Lars von Trier og hans seriemorderfilm, ’The House That Jack Built’, er på plakaten til årets filmfestival i Cannes, den 71. af slagsen. Informations filmredaktør er på pletten i det sydfranske og skriver dagligt i avisen, på nettet og på Twitter fra festivalen, hvor den ypperste filmkunst fejres – og Netflix er forment adgang.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Overbye
  • Tom Hansen
  • Anker Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Jørn Andersen
Thomas Overbye, Tom Hansen, Anker Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Bisgaard Jensen

Jeg skal ikke gætte på hvilke medikamenter Lars Von Trier indtager og i hvilke mængder, det overlader jeg trygt til ovenstående. Jeg vil såmænd blot se filmen fra en af de mest stilskabende og stilbrydende filmskabere. Så indtil "The house that Jack build" tak for stort set alle foregående

Jens Christensen, Svend Erik Sokkelund, Hans Aagaard, Eva Bertram og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Nanna Kinch

Destruktionen af kvinder som kunstværk. I udgangspunktet ikke nogen specielt original symbolik, og efter Kim Walls død i Køge Bugt på alle måder en metafor, der er blevet kørt over af virkeligheden.

Peter Andersen, Mogens Holme, Hans Vangsø Iversen, David Breuer, Eva Schwanenflügel, Troels Brøgger, olivier goulin, Maria Jensen, Nike Forsander Lorentsen, David Joelsen og Morten Hjerl-Hansen anbefalede denne kommentar
Peder Bahne

The House that Jack Built" was originally recorded by Thelma Jones and released on the Barry label earlier in 1968. That version did not make the U.S. charts.

Jonathan Larsen

Kunst skal provokere, chokere og skabe diskussion. Lige meget hvad man synes om Lars Von Trier, forstår han at gøre netop dette. Hatten af for det.
Respekt herfra.

Morten Hjerl-Hansen

Min hukommelse er vældig god og ikke besværliggjort af det faktum at jeg altid har været sindssyg. Snarere end at opregne en masse vanvittige situationer vil jeg her skrive lidt om hvad det altid har drejet sig om. Det har altid drejet sig om at sorgen er det mest komplekse i livet. Først og fremmest min egen sorg. Andres sorg har jeg først fået en mere realistisk og nogenlunde stille og rolig tilgang til efter jeg indså at sorgen vitterligt, for mig, i min optik, er det mest komplekse i livet. Jeg bruger ordet 'nogenlunde' helt bevidst, fordi jeg bruger meget af min energi på at skrive med det formål at trøste og opmuntre og ikke på at lytte til patienter dagen lang ligesom psykiatere og psykologer. Det er et nobelt mål at skrive, men også lidt distanceret i forhold til den direkte bilaterale menneskekontakt jeg har lært gennem mange år som patient i distriktspsykiatrien og som jeg elsker og helt klart kæmper for. Det er dejligt for mig at skrive. Når jeg skriver kan jeg være fuldkommen ærlig overfor de vældige kræfter som ordet rummer. Der er et element af lytning i det også som virkelig tiltaler mig.

I de første 44 år af mit liv var jeg vældig meget et familiemenneske. Dengang for et par måneder siden var der storebroransvar og pligt inde over til den store guldmedalje. Nu røres jeg til tårer over langsomt at finde ud af at mange mennesker, mange par, er sammen fordi de er dybt afhængige af hinanden. Fordi sorg er det mest komplekse i livet værger de sig som små angste dyr mod den store verden, nærmest som mumitrolde. Den slags bevæges jeg over. Jeg ved hvad afhængighed er. Jeg ved hvad det vil sige at tage en dag ad gangen. Lidt ligesom en prostitueret. Lidt ligesom narkomanen. Kærlighed er sådan et frygtelig stort ord. Inde i byen har jeg fornemmelsen af at folk slynger om sig med det. Du skal elske alle.

Hvis kærlighedens mekanik var overskuelig for mig ligesom sorgens væren det mest komplekse i livet havde jeg taget en hat på hvor der stod: Jeg kan elske! Nærmest ligesom hippierne gjorde. Men jeg ser jo hvor mange gange jeg svigter og forsømmer at gøre alle de velgerninger mod min lille datter og min hustru og nedbryde dårlige mønstre og vaner som jeg burde hvis jeg var helt stille og rolig, hvad jeg i grunden ikke tror nogen mennesker er. Det var Luther der sagde noget tilsvarende. Men det er et mål som det at sorgen er det mest komplekse i livet får os alle til at efterstræbe. Vi går virkelig efter trøst og opmuntring. På alle mulige måder.

Det at være hinandens helte i et parforhold skal efter min mening bestemt ses i forhold til at sorgen er det mest komplekse i livet og ikke i forhold til kærlighedsevne for jeg tror slet ikke på at kærlighedsevne er særlig centralt for forståelsen af kærlighed for jeg tror slet slet ikke at kærlighed kan forstås. Forstås.

At opleve et parforhold hvor der både er afhængighed og kontakt er for mig at opleve det største der er os givet.

Vi behøver ikke alle de stimuli og forstyrrelser som den aggressive velvillige trøst fra særdeles mange kunstværker tilbyder os. Taknemmelighed har intet at gøre med kærlighedens begreb eller 'han/hun er fandme kærlig'. Den har noget at gøre med det panser som sorgens kompleksitets faktum giver os når vi ser på afhængigheden og kontakten. Afhængigheden og kontakten kan synes ubetydelige sammenlignet med en dybt sexet person i en bar der bliver ved og ved med at beruse os med hede kys og varme ord og stabilitet og ansvarlighed, men de er meget mere værdifulde. Men det er fordi kærligheden i 2018 er blevet seksualiseret.

Så kunstens opgave er for mig ikke de store armbevægelser. Det er noget med at minde folk om stille og roligt at sorgen er det mest komplekse i livet.

(Min selvbiografi)

David Joelsen

Dette århundrede har nyheder, spil og film fyldt vores bevidsthed med vold i overflod. Så selv om at jeg anerkender, at Trier har løftet dansk film op på meget højt plan, så anser jeg ikke vold for kunst. Jeg vil derfor aldrig se denne film og har det fint med det.

Peder Bahne, Eva Schwanenflügel og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Morten Ingemann Pedersen

David, der er jo heller ikke tale om at vold er kunst, men at kunsten forholder sig til vold. At kalde vold kunst er at sige, at Peter Madsen er kunstner. Og det er der jo i værste fald kun en, der synes.
Vold er en del af den menneskelige eksistens, både det konkret levede liv og som en rimelig fast element i seksuelle fantasier. Det kan og bør man finde et vist ubehag ved, men så meget desto større grund til at forholde sig til det, volden, gennem kunstneriske udtryk. At tage afstand til filmen fordi volden er rettet mod kvinder, er en misforstået politisering, der bare flytter skildring af vold over i ufarlige popcorns film, hvor kun onde, depersonaliserede mænd wilhelmskriger sig i døden for sjov. Det er at gøre voldsramte mennesker i almindelighed og voldsramte kvinder i særdeleshed en kolossal bjørnetjeneste.

David Joelsen

@Morten - jeg skelner ikke vold efter hvem ofret er, mand eller kvinde. Men skulle jeg explicit have fremhævet volden mod kvinder, kan jeg ikke se hvordan det skulle være en politisering.

Jeg tvivler, at mennesker der har oplevet vold, skulle have nogen som helst glæde ved at opleve kunstens fortolkning af samme. Her taler jeg på vegne af egen familie, som oplevede verdenskrigen fra Warsawa.

Men jeg husker at Trier, som en af ikke for mange kunstnere, gav Fogh Radmussen tørt på i forbindelsen med Irakkrigen. Og det sætter jeg stor pris på.

Mogens Holme, Leif Svendsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Morten Ingemann Pedersen

Hov. Beklager ift. det med kvinder. Jeg forvekslede dig med en anden kommentar fra en vis Nanna.
Pointen står dog stadig. Politiseringen skulle ligge i, at det kunsten skulle være forpligtet på at fremstille bestemte menneske på bestemte måder. At mene at kunstneriske portrætteringer af vold er forkert hvis det retter sig mod kvinder er en politisering. Men nu er det jo heller ikke det standpunkt du giver udtryk for så det kan du sagtens bare ignorere :)

Jeg mener ikke at skildringen af vold i kunst er til for eventuelle ofres skyld. Jeg mener i det hele taget ikke at alt skal være for alle. Hvis der findes mennesker, der kender en, der er blevet myrdet eller er blevet udsat for vold, har jeg fuld forståelse for, at de ikke har lyst til se filmen, men det er ikke det samme som at mene, at filmen er "ukunst" fordi den er portrætterer vold.
Og jeg påstår i øvrigt heller ikke at vold bør vække glæde hos nogen. Kunst skulle gerne være med til at afdække det menneskelige vilkår på godt og ondt. At afdækningen af menneskelige vilkår vækker negative følelser hos dem, der beskæftiger sig med det er ikke interessant i bedømmelsen af dets kunstneriske værdi. Og jeg tror heller ikke vi hjælper holocaust-ofre ved at producere kunstfilm, men jeg tror heller ikke vi forhindre et nyt holocaust ved at bruge energi på at antyde, at noget kunst er forkert kunst.

Det eneste jeg ved om Lars von Trier og mig er, at vi to ikke er skabt for hinanden.

Søren Rehhoff

Som sædvanligt med en Lars von Trier film, virker det som en de her film, der tilstræber at adskille mændene fra drengene, i virkeligheden er han sikkert bare i konkurrence med Nicolas Refn om hvem, der kan lave den mest voldelige film. Det er ægte dansk hygge.

Eva Schwanenflügel

Hvorfor er det mon umuligt at forestille sig, at en kvindelig auteur lavede en film med modsat fortegn; en ultravoldelig, psykopatisk kvinde, der distanceret og kultiveret filosoferede over bestialske, groteske pinsler og myrderier på mænd?
Jeg spørger bare..

Nanna Kinch, David Joelsen, Søren Rehhoff og Nike Forsander Lorentsen anbefalede denne kommentar
Leif Svendsen

På forsiden er folk fromme ad helvede til, når vi såkommer om bag facaden så ser det ofte helt anderledes ud !! Triers bemærkning i sin tid om Hitler forargede hele verden, uheldigt ja ! men stoffet om Hitler und das Reich. er uden tvivl noget af det mest frastødende man kan finde, og på den anden side noget af det mest læste, Jeg kunne forestille mig at Trier tog " en dans" med de venstreorienterede så ville det give ren underholdning....

Nike Forsander Lorentsen

Ser frem til når filmen "The House That Jaqueline Built" kommer. Så problematiken bliver vent om for en gangs skyld.

olivier goulin

De fleste vil sikkert argumentere for, at Lars V. Trier's film på en aller anden måde afspejler hans forstyrrede sind.

Men har nogen på noget tidspunkt foreslået ham, at hans mentale problemer måske også er et produkt af de film, han laver?

Just asking

/O

Randi Christiansen

Vold set fra et kvindeligt synspunkt? For en dybere forståelse af vold kan jeg anbefale krishnamurtis bog 'fri for vold'. Og den er uden bidler ...

Lars Von Trier har aldrig været mig; Men alligevel kan han da sagtens være god.
Vold i splatterform har aldrig været mig; Men alligevel kan filmen da sagtens være et kunstværk.

Om jeg vil se filmen ? Sandsynligvis ikke, med god fornøjelse til alle andre der vil.