Læsetid: 7 min.

Leonardo da Vincis verden er én stor gråzone

Frank Zöllners monografi om Leonardo da Vinci og katalog over hans malerier er det bedste sted at starte, hvis man vil nærstudere Leonardos malerier
‘Salvador Mundi‘ på auktionshuset Christie's i London. Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman købte sidste år maleriet for 450 millioner dollar.

‘Salvador Mundi‘ på auktionshuset Christie's i London. Den saudiske kronprins Mohammed bin Salman købte sidste år maleriet for 450 millioner dollar.

Kirsty Wigglesworth

18. maj 2018

Da Leonardo da Vincis billede af den velsignende Kristus eller Salvator Mundi sidste år blev solgt af auktionshuset Christie’s for 450 millioner dollar – tilsyneladende til den saudiske kronprins, der formodentlig var i konkurrence med rivalerne i Qatar – var det en objektivt målbar bekræftelse af, at Leonardo er i særklasse. Han er et af de stærkeste sindbilleder, vi har skabt os af menneskeligt geni, men samtidig den dyreste kunstner nogensinde, og prisen betyder som bekendt mere end det meste andet i vore tider.

Salvator Mundi, der snart vil blive udstillet i det nyåbnede, Jean Nouvel-tegnede Louvre-museum i Abu Dhabi, er et trofæ. Den astronomiske pris er en del af pointen, og det er et kulturpolitisk kup for såvel huset Saud som Emiraterne således at kunne tage dette nysalvede ikon i besiddelse – den kulturelle kapital opvejer såvel den økonomiske som den ikonoklastisk teologiske.

Ironisk, men måske også passende, er det samtidig, at billedets ikonografiske udspring netop er i byzantinske ikoner, og det er malet i en kristen kontekst, om end en, der også dengang signalerede soft power. Den oprindelige opdragsgiver kan meget vel have været Frans I, kongen af Frankrig, der efter flere års indsats sidst i 1516 fik lokket den aldrende og vidt berømmede Leonardo til sit hof som et slags levende klenodie. Han døde der i 1519, så vi fejrer alle 500-årsjubilæum næste år, og det kommer stensikkert ikke til at gå stille af sig.

I den anledning har kaffebordsforlaget Taschen nu sendt en ny udgave af kunsthistoriker Frank Zöllners monografi om og katalog over Leonardos malerier på gaden. Som altid med Taschen er der tale om et udstyrsstykke med reproduktioner af højeste kvalitet og med mange detailillustrationer, der på skønneste vis åbner værkerne for læseren.

Bogen udkom for første gang i 2003 i mammutformat og var del af et større værk, der også omfattede et rigt udvalg af Leonardos tusindvis af tegninger. Siden er det blevet til en række genudgivelser med forskelligt udstyr, men uden gennemgribende behandling af Salvator Mundi. Den kommer her.

Men det er ikke den eneste gode grund til at lave en ny udgave. Selv om Leonardo er blandt de mest ihærdigt studerede kunstnere, er der oven i genopdagelsen af Salvator Mundi-billedet for godt ti år siden sket andre bemærkelsesværdige fremskridt på området de seneste år: Louvre-museet i Paris har meget kontroversielt brudt med årtiers praksis og renset tre af deres fem Leonardo-malerier, med det nu pludseligt farvestrålende Anna selvtredje (ca. 1503–19) som det mest øjenåbnende. Kun den ruinøse Klippegrottemadonna (ca. 1483–85) og ikonet Mona Lisa (c. 1503–6, og senere) forbliver (foreløbig?) urørte.

‘Mona Lisa‘ på Louve i Paris.

Pedro Fiuza

Samtidig har Uffizierne i Firenze restaureret deres altertavle forestillende Kongernes tilbedelse (c. 1481–82) med decideret chokerende resultater til følge – det ufærdige billede, der før lå gemt under århundreders slørende snavs, fremstår nu nærmest brutalt skitset op med kantede penselstrøg og kontrastrigt opbyggede figurer af hvidt i sort, helt uden den uhåndgribelige opløsning af formerne – den såkaldte sfumato – som Leonardo ellers er så berømt for, og som de fleste af os, narret af skidtophobningen, troede var til stede i billedet.

Dertil kommer opdagelsen i 2008 af en annoteret udgave af Ciceros breve, i hvilken Agostino Vespucci, sekretær i den en florentinske statsadministration, i 1503 noterer sig, at Leonardo på det tidspunkt arbejder på billedet af Lisa del Giocondo, hvilket en gang for alle etablerer Mona Lisas ellers meget og ofte farverigt omdiskuterede identitet, samt giver os en cirkadato for billedets påbegyndelse. Nå ja, og så viste det sig i 2012, at et længe overset og overmalet billede på Madrids Pradomuseums magasin, snarere end en inferiør senere kopi, i virkeligheden var en gentagelse af verdens mest berømte billede, malet i mesterens værksted, mens han selv arbejdede på hovedværket.

Zöllner gennemgår kortfattet alle disse opdagelser i et nyt forord til bogen. Den eneste markante undtagelse er et smukt kvindeportræt i profil, den såkaldte Bella Principessa, som en håndfuld højt ansete Leonardo-specialister, først og fremmest Martin Kemp fra Oxford University, ihærdigt og med visse stærke videnskabelige argumenter de sidste ti år har forsøgt at overbevise omverden om er af Leonardo.

Udeladelsen er nok klog, al den stund at spørgsmålstegnene omkring billedet stadig er mangfoldige. I den mere farverige ende optræder der en fingeraftryksekspert, der i anden forbindelse har forfalsket Jackson Pollocks tommelsignatur, samt en kendt britisk svindler, der har taget »ansvaret« for tegningen og fortæller, at hans model var en ekspeditrice i det lokale supermarked. Leonardoverdenen er en stor gråzone, og den tiltrækker alskens godtfolk ...

Zöllners analyse af Salvator Mundi er den foreløbig mest detaljerede, uvildige af sin slags og omfatter blandt andet billedets problematiske stand og det faktum, at det har været restaureret ad flere omgange. Dette er en velkendt sag, men Zöllner er, så vidt jeg er orienteret, den første til på tryk at bemærke, at billedet er blevet delvist opmalet siden det først blev præsenteret for den bredere offentlighed på den store Leonardo-udstilling på Londons National Gallery i 2011. Det ses primært i de blå foldekast over Kristus’ venstre skulder: Der er færre af dem nu.

Denne retouchering blev formentlig foretaget som led i forberedelserne til den store auktion, men indgik intetsteds i den ellers heftige debat om billedet i ugerne omkring den. Det gør måske ikke den store forskel på bundlinjen, men siger alligevel noget om, hvor svært det er at stole på, hvad vi kan se i det billede.

I modsætning til debattens mere skingre stemmer deler Zöllner på fornuftig vis sol og vind lige og konkluderer, at billedet er et værkstedsarbejde, udført på basis af tegninger af mesteren – to af dem er bevaret – af assistenter, men med visse dele udført af Leonardo selv: Særligt den højre, velsignende hånd er af exceptionelt høj kvalitet, men det gælder også skildringen af den gennemsigtige globe i bjergkrystal. Man må ligeledes formode, at Kristus’ ansigt engang havde Leonardos raffinerede finish, men i så fald er det gået tabt – faktisk er det nok det åbenlyse slid i denne afgørende del af billedet, som gør det så svært at vurdere.

Salvator Mundi er tidligere blevet dateret til at være malet relativt tidligt i karrieren, men Zöllner argumenterer for en datering efter 1507, et tidspunkt, hvor hans egenhændige håndelag kun findes i billeder af særlig personlig signifikans – mest bemærkelsesværdigt Mona Lisa, men også førnævnte Anna selvtredje og det gådefulde billede fra Louvre-museet af Johannes Døberen (ca. 1513–16), der træder ud af mørket.

Det forekommer tydeligt, at han i store dele af sin modne karriere udførte de fleste opgaver i nært samarbejde med sine talentfulde assistenter. Han havde andet at tage sig til end at male, f.eks. sin mangeårige kortlægning af den menneskelige anatomi, sine optiske studier eller sine geologisk funderede teorier om Jordens skabelse.

Desværre kommer forordets indsigter i langt overvejende grad ikke brødteksten til gode. Den er i det store og hele uændret siden 2003, og katalogets bibliografi slutter med enkelte undtagelser lige efter årtusindskiftet. Det er ærgerligt at Zöllner for eksempel ikke udforsker de muligheder, Prado-udgaven af Mona Lisa giver os for bedre at forstå Leonardos værkstedspraksis, eller inddrager de rige nyopdagelser på området, der blev gjort på Louvres store udstilling omkring Anna selvtredje i 2012.

Dette billede såvel som førnævnte Kongernes tilbedelse gengives retfærdigvis smukt i deres restaurerede stand, men de vidtrækkende konsekvenser, deres rensning har for vores forståelse af Leonardos arbejdsproces og tilgang til farve, forsømmes fuldstændigtnævnes overhovedet ikke.

Der er således tale om en lappeløsning på et allerede eksisterende, i stigende grad forældet manuskript, snarere end det tidssvarende, gennemarbejdede standardværk, Taschens Leonardo-udgivelse oprindeligt blev lanceret som. Det bliver ikke bedre af, at der hele vejen igennem refereres til katalogtekster fra originaludgavens bind om Leonardos tegninger – en bog, læsere af denne nyudgivelse selvsagt ikke har adgang til.

Den monografiske tekst gennemgår kronologisk Leonardos karriere som maler og er glimrende, om end aldrig fyldestgørende. Zöllner har mange gode observationer og kender sit stof, men han formår sjældent at samle sine ofte tilsyneladende arbitrært disponerede billedanalyser til det fyldestgørende hele, mange læsere vil søge.

For eksempel fokuserer behandlingen af den berømte fremstilling af Den sidste nadver i Milano (ca. 1494–95) på Leonardos fascinerende teorier om den menneskelig psykologis ydre manifestationer i kropssprog og -udtryk, men foretager aldrig den grundige visuelle analyse, der bringer denne revolutionerende tilgang til visuel fortællekunst til live i en komposition, der har ætset sig fast i vores fælles kulturelle erindring.

‘Den sidste nadver‘ på Santa Maria delle Grazie-klosteret i Milano.

Stefano Rellandini

Hver generation har sin Leonardo, men det forekommer denne iagttager, at hans uomgængelige status som kunstner netop skyldes hans naturlige, om end ikke konfliktfri, syntese af teori og praksis. Det er ikke blot hans evne til at observere menneskelig adfærd, der gør Den sidste nadver uforglemmelig, men hans evne til at iscenesætte den levende i form af tretten figurer, der eksisterer i samme øjeblik og ikke kan tænkes fri af hinanden. Leonardo viste os som ingen anden den kobling af indre og ydre liv, vi alle erkender som et grundvilkår.

Det kan man, trods tekstens tørhed, forvisse sig om i denne bog, som fortsat er det bedste sted at begynde, hvis man vil nærstudere Leonardos malerier. Hvis man vil spadestikket dybere, kan klassikere som Kenneth Clarks Leonardo da Vinci (seneste udgave 1969) og Martin Kemps Leonardo da Vinci: The Marvellous Works of Nature and Man (1982) anbefales, mens Walter Isaacsons noget sniksnakkede populærbiografi Leonardo da Vinci fra i fjor også er glimrende.

Frank Zöllner: Leonardo da Vinci. The Complete Paintings. Taschen, 272 sider, 30 Euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu