Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Lidt for meget sentimental almueramasjang i Mikael Niemis nye roman

Mikael Niemi har skrevet en roman, der perfekt matcher 1970’ernes ikoniske malerier
Kultur
11. maj 2018

Indimellem er der en nærmest ontologisk sammenhæng mellem en bogs omslag og dens indhold, og sådan er det med svenske Mikael Niemis nye roman At koge bjørn, hvor højere eller lavere magter – eller bare en retfærdighedssøgende grafiker – har sørget for en komplet overensstemmelse mellem de to størrelser.

Uanset hvem, der står bag, er det præcist indfanget: Omslaget er gennemtrængende gulligt, tonende over i orange, på en måde som sender læseren direkte ned i en fornemmelse af rigt udviklet betændelse/opkast/slim.

Både for- og bagside har sitrende, ornamenteret stuk i hjørnerne (det er grafikerslang, tænker jeg, for episk og historisk roman, store følelser med krummelurer), i midten toner et kors i samme stil frem (Gud!), og nederst står en bondemand med en le over skulderen og kigger ud over en øde græsmark. Så forstår vi også, at der er noget bondeliv, død og fødevaremangel på spil.

Som i Mikael Niemis gennembrudsroman Populærmusik fra Vittula er scenen for den nye roman også henlagt til Palaja i det allernordligste Sverige, hvor forfatteren selv er vokset op og nu i øvrigt også er bosiddende.

Her er handlingen henlagt til 1800-tallet, hvor vi følger den historiske skikkelse Lars Levi Læstadius – en karismatisk vækkelsespræst – og især den unge almuedreng, Jussi, som han bogstaveligt talt redder fra sølet og tager til sig som sin egen søn.

Han lærer ham at læse og tale, og så begynder der pludselig at ske en masse mord på en række kvinder i området, og så viser det sig, at præsten også er en fremragende detektiv, og selv om alle tror, at det er en bjørn, der er på færde, finder præsten og Jussi frem til, at det er en alt for menneskelig skikkelse, der står bag, og så og så og så.

Det er muligvis en brist, jeg har, men det er svært for mig at leve mig ind i al den sentimentale almueramasjang, der er på færde i At koge bjørn, hvor alle sidder i bjælkehytten og drypper tårer ned i grøden for indimellem at lemlæste hinanden med hjemmesnittede dolke.

Der er en mærkelig vekslen mellem en højstemt udpensling af de fattigstes mildest talt uhygiejniske levevis, og så en nærmest vulgær besyngelse af den romantiske kærlighed. Følelsesfuldheden driver som et defekt toilet, og det afsætter sig urimelige spor i sproget.

Hør her, hvordan almue-Jussi fortæller om sit hjertes udkårne malkepige:

»Jeg aner kindernes glatte blødhed og de små, rosenrøde læber, hører dem synge lavmælt, forme små, bløde ord. Kreaturerne spidser ører og brøler forventningsfuldt med spændte morgenyvere (…). Hendes fingre, som klemmer store kopatter derinde, som får hvide stråler til at strinte ned i mælkespanden«.

Hvordan man kan føle sig kaldet til at skrive om ’spændte morgenyvere’ og på den måde seksualisere en kos yver, så man kommer til at tænke på en udløsning fra et helt andet sted, er mig vitterligt en gåde. Eller også er det bare seriøst corny – på et virkelig dybt plan?

’At koge bjørn’, Mikael Niemi, oversat af Anders Johansen, 424 sider, 299 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her