Læsetid: 4 min.

Der er liv i rock og folk og den hvide mands identitetsprojekt

Lars Lilholt rammer Danmarks udskilningssyge og sin egen historie lige i røven. Og Kaspar Kaae undgår at gå til grunde – mens vi nynner med
Som albumtitlen ’Jeg begyndte at gå’ antyder, handler Kaspar Kaaes solodebut om at bevæge sig.

Som albumtitlen ’Jeg begyndte at gåantyder, handler Kaspar Kaaes solodebut om at bevæge sig.

Martin Thaulow

12. maj 2018

I Matias Faldbakkens novelle-/essaysamling Snort Stories fra 2005 fortæller den norske forfatter en fiktiv historie om den amerikanske skuespiller Edward Nortons forsvar for den hvide mands identitet.

Nortons bedstefar begyndte i 1950’erne at skabe planned communities i USA, racemæssigt og religiøst sammensatte byer, som Norton i 2001 ønsker at ændre til WaspVilles – i erkendelsen af, at den hvide angelsaksiske protestantiske – og man kunne tilføje heteroseksuelle – mand med sin »nulerfaring og nultilhørsforhold« har verdens skrøbeligste identitet. Den må bevares i lukkede småsamfund – i selskab med den hvide kvinde.

»Taberne er blevet vinderne i identitetskrigen,« siger Norton.

Det er sjovt.

Udfordringen for den hvide mands identitet er ifølge Edward Nortons WaspVille, at identitet skærpes af modstand og undertrykkelse. Det sliber ligesom mennesket skarpere, hvis altså ikke den systematiske undertrykkelse knuser det.

Edward Norton foreslår således – i Faldbakkens ironiske fupessay – en systematisk beskyttelse af den hvide mands skrøbelige identitet i lukkede heteroseksuelle hvide fællesskaber. Men her er en anden mulighed: Sæt rocken og folkemusikken i glas og ramme. For den har gennem mere eller mindre en menneskealder båret vidnesbyrd om den hvide mands identitet.

Her er ikke behov for gated communities, her er den hvide forvirring i sikker forvaring.

Strøm i pigtrådsmusikken

Historisk set, vel at mærke. For den hvide mands yndlingsudtryk, rockistens evangelium, er i disse år på retræte.

Få lytter til rock, se bare på hitlisterne. Få spiller rock, se bare på udbuddet. Hiphoppen hersker, og ungdommen rapper med. Også i populærmusik er hvid identitet i defensiven.

Derfor er der grund til at tippe med hatten, når der er eksempler på det modsatte. For diversitetens skyld, kunne man næsten sige, hvis ikke det var så pervers en tanke.

Men tillad mig alligevel i den Faldbakken-falske Edward Nortons ånd at fejre et par aktuelle danske beviser på, at der stadig er strøm i pigtrådsmusikken her i reservatet. Der skal jo være plads til os alle, også de hvide mænd.

Som albumtitlen Jeg begyndte at gå antyder, handler Kaspar Kaaes solodebut om at bevæge sig. Kaae går ned ad den af rocksangteksternes så nedtrampede sti, der hjælper til at overleve brud og ugengældt kærlighed – en stolt hvid mands tradition (men også soulmusikkens adelsmærke).

I samme bevægelse er han gået væk fra sit indiefolkband Cody, og deres engelske sange og har fundet et dansksproget og poprocket udtryk. Og i den bevægelse roder han sig også tilbage til udgangspunktet. Roder i ekskærestens skraldespand, stirrer gennem gadedøren. »Rundt I Ring« hedder en sang tidligt på albummet meget passende.

Krise med store bogstaver

Hvilket langtfra er det samme som at finde en retning tilbage til meningen med det hele, selv om det også er en fornemmelse af at vende tilbage til udgangspunktet:

»En mand vil stige til vejrs/ En mand vil have sig en førerhund til sin blinde længsel (...) En mand vil op over bjergene, hvor luften hører op/ Og jeg vil have mig blot en chance til/ Til at finde hjem.«

Kaspar Kaae – Foto: Martin Thaulow

Jeg begyndte at gå er et fyndigt indiepopalbum, ja, »Vend Dig« har nærmest et ABBA-omkvæd. Der er et stykke vej fra Cody og deres duft af fyrretræ og intimt håndværk.

Hos Kaspar Kaae er guitaren ikke længere bærer af passiv længsel, men af flugt eller jagt. Bassen flytter sig i en kropslig logik, trommerne kan finde på at knejse. Det er charmerende, vægtløst syntetiske popnumre med en aura af 1980’erne – en slags kryds mellem de finurligt melodisk-poetiske skotter i Belle & Sebastian og de højttalende agitprophumanister i danske Nephew. Og det virker.

Kaspar Kaae får sendt sin krise ud med store, men behagelige bogstaver, vi alle kan nynne med på.

En gammel traver

Og så er der Lars Lilholt – folkekær troubadour med nyklassikeren »Kald Det Kærlighed« på samvittigheden – som i årtier har drevet vandrerstøvlerne gennem dansk musikhistorie. En gammel traver, kunne man kærligt kalde ham.

På hans nye, til tider strålende, album Drømmefanger er han både erfaren og nyfigen, efterårssentimental og forårskåd. Sjov og lyshjertet rock, når han på åbningsnummeret »Første Gang På Roskilde« erindrer, hvordan Bob Marley optrådte, og Gnags siden citerede ham – og han så også gør det i sin sang. Spillende med de folkemusikalske muskler, for eksempel på »Geddens Tænder«. En gungrende keltisk duet med Johnny Madsen, der synger som et væltet lokum.

I det hele taget er det ofte usminkede udtryk og de uhøvlede akustiske rum, hvor man næsten kan høre gulvet knirke, Drømmefangers store charme. Folke- og rockmusikken ånder med en hæs patina og nyopladede batterier. Både Lilholts faste turnéband og nytilkomne unge musikere deltager i løjerne.

Lars Lilholt – Foto: Frank Rosgaard

10.000-kilometerseftersyn for en hvid mand

65-årige Lilholt bruger også sit rolige blik til at undre sig over den vej, Danmark er på vej ned ad. På sangen »København H« undersøger han de marginaliseredes færden på Hovedbanegården:

»Kun de fattige går rundt herinde uden at skulle nogen steder hen aldrig nogensinde.« Fra sin hvide middelklasseposition ser han på uretfærdighederne, som de fleste af os er skærmet fra. Mens han i sangen »Da Danmark Var En Slavenation« minder os om dengang, Danmark var netop dét.

Og så er der de private erkendelser som på »En Morgen I Amsterdam«, en duet med Oh Land:

»Den uro og ensomhed, som ingenting vil/ Er du den eneste, der kan fordrive/ Jeg ved godt tiden går og går/ Intet varer ved/ Bliv her hos mig, hér hvor jeg står/ Ramt af rådvildhed.«

Her rammer han sin forvirring lige i røven.

Drømmefanger er således et erindringskabinet og et 10.000-kilometerseftersyn for en hvid mand, der ved, hvor han står: på gyngende grund med godt udsyn over landskabet. Og ganske vist er der elektriske hegn omkring det hele, men dem åbner man da bare.

Det handler bare om at tage fat om plastikgrebet, så man ikke får stød. Det er langt mere bøvlet at komme ud, når først portene til et gated community er blevet lukket i.

Kaspar Kaae: ’Jeg begyndte at gå’ (Playground Music)

Lars Lilholt: ’Drømmefanger’ (Universal Music Danmark)

C.V. Jørgensen forholdt sig lidt for hyggeligt til sit ellers imponerende værk ved koncerten i Vega fredag.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu